M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 2 tekstrække

Penge er ikke alt
Prædiken til 6. søndag efter trinitatis
19. juli 1998

Matt 19,16—26
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: »Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?« Han svarede ham: »Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!« Han spurgte: »Hvilke?« Jesus svarede: » 'Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!' og: 'Du skal elske din næste som dig selv.' « Den unge mand sagde: »Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?« Jesus sagde til ham: »Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende.
Og Jesus sagde til sine disciple: »Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.« Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde: »Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

Den unge mand der kommer hen til Jesus og spørger, virker som et fint menneske. En ordentlig, ansvarlig person. Jeg tror de fleste danskere ville misunde ham, jeg ville. Tænk sig at kunne sige med største selvfølgelighed at man har overholdt de ti bud, og dernæst spørge: Hvad mangler jeg så? Han er kommet langt, han har da virkelig drevet det til noget med sit liv.
Det er selvfølgelig også derfor at han kan spørge så dybt og fornuftigt, som han gør: “Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?”. Der er lige en ting vi allerførst må have på plads: han spørger efter ‘evigt liv’. Han spørger ikke om flere liv — denne meget udbredte, moderne idé med, at jeg efter døden skulle begynde forfra igen med et nyt, andet liv, og et tredje og et fjerde osv. Altså tanken om reinkarnation, om genfødsel. Det er jo også en underlig krise—teori som har sneget sig ind i vort samfund, fordi der er så få der spørger som den unge mand om hvad man skal gøre for at få evigt liv.
Jeg tror ikke det er noget tilfælde, at det er en meget velhavende ung mand der spørger Jesus om det evige liv. Så langt spørger fattige mennesker ikke, altså rigtig fattige. Der findes nemlig også andre fattige, nogle der har valgt det frivilligt, men det er en anden historie, de har fattet Jesu svar. Men rigtig fattige mennesker, nogle der er ramt af jordskælv eller oversvømmelse eller sult, og alt dette er virkelighed i dag!, det kan vi se i tv—avisen fra Tyrkiet, Kina eller Afrika. Disse rigtig fattige og nødlidende mennesker spørger ikke efter noget så fint som evigt liv, de spørger bare efter liv, efter at overleve, i dag og i morgen. Sådan har mennesker altid gjort, spurgt efter liv, altså efter at overleve. Jægere og stenaldermennesker for 7—8.000 år siden har spurgt efter liv, og vore tidligere generationer har gjort det samme, spørg blot nogle gamle mennesker som har oplevet krisen i 1930’ernes Danmark.
Efterhånden har vi jo i dette land oplevet at vi får livet hver dag. Vi har heldigvis ikke jordskælv og oversvømmelser og sult hvor vi må stå og kigge op mod himlen for at håbe på at et nødhjælpsfly skal kaste en container ud. Vi har liv, og i sammenligning med andre i denne verden er vi meget velhavende. Og selv om — eller måske snarere: netop fordi vi har klaret livet, mad og bolig og gode sociale forhold — så oplever vi at der er en mængde ønsker der ligger dybt i os, et savn, en længsel efter at blive nye, at leve på en ny og større og mere omfattende måde, at erfare nye forbindelser mellem mennesker og dyr og naturen. Disse dybe ønsker og længsler finder i vort forbrugersamfund udtryk f.eks. i øget miljø—bevidsthed og opmærksomhed om økologiske madvarer, forureningsbekæmpelse, bedre dyrevelfærd osv. osv. Men jeg tror dog at vi også personligt bærer på nogle længsler som vel kort kan udtrykkes med den unge mands ønske om evigt liv.
Det er nogle underlige mekanismer der er i livet. Hvis man lider af sult, sådan rigtigt så man er ved at dø, så er livet tilstrækkeligt. Vand og brød og korn er løsningen. Hvis man sidder fængslet i et fangehul et sted i verden, så er livet tilstrækkeligt. Friheden, dette at kunne gå hvorhen man vil, er løsningen. Men lige så snart man har det hele, når man har livet og mere til, altså når man er rig, så melder problemerne sig.
Jeg tror vi er mere ude at svømme end vi forestiller os. Der er blevet så lidt plads til disse ønsker om grænseoverskridelse, grænsesprængning, længslen efter det liv som næsten kun kan udtrykkes i billeder, f.eks. med ...benbaringsbogens ord om at Guds bolig er hos menneskene, og at hver tåre er tørret bort, der er ingen smerte mere, ingen skrig, ingen pine, ingen død. I stedet for denne dybe længsel — som vi i sjældne, stille stunder bliver mindet om, hvis vi f.eks. oplever en situation hvor vort liv er truet, ved sygdom eller et barns ulykke el. lign., denne dybe længsel som finder udtryk i bønner og salmer og sakramenter — så oplæres vi langsomt, men påtrængende til at leve så vi slår os til tåls med rigdommen. Pengene, økonomien, rigdommen er blevet den målestok som alt i vort samfund udmåles efter; hvis denne prædiken var holdt inde på Børsen, så ville alle sikkert sige: ja, hvad ellers? Et par gode danske fodboldspillere har for nylig meddelt at de står af landsholdet, fordi de vil have mere tid til familie og andet, og det har skabt et røre og et ramaskrig, og mange mange mennesker i dette land mener at de må være lettere sindsforstyrrede.
Den eneste måde at leve med rigdommen er nemlig ved at blive rigere. Vi kan ganske vist ikke alle realisere det sådan direkte, men så kan vi da leve med i denne drøm om rigdommens vækst, kapitalens himmelflugt. Den eneste måde at leve med rigdommen på er ved at øge rigdommen, det er en skrue uden ende. Og selv om det ikke lige er den almindelige danskers situation, så fanges vi alle af modellen som præger vores tankegang og vores indstilling. Mennesker i dette land spiller som gale, tips og lotto og skrab og lykkehjul og banko og bingo, og hvorfor? Fordi pengene er målestokken, drømmen om gevinsten, om rigdommen, er blevet det normale, det selvfølgelige.
Den unge mand i evangeliet var dog ikke viklet mere ind i sin rigdom end at han havde tanke nok i livet til at spørge efter noget mere. Men jeg tror vi må kæmpe meget hårdt for i det mindste ikke at blive afskåret fra forbindelsen med det evige liv. ’Ikke at blive afskåret’ — det er allerede en stor opgave for os i vort liv. Og at det er let at blive afskåret fra denne dybere dimension i livet, det kan vi se af den måde vort samfund, vore omgivelser, vore venner, vore børn lever på, og for lige ikke at forglemme det: vi selv. Enhver kan gå sine egne personlige relationer efter i tankerne.
Vi har i menigheden, i kirken, en mulighed for ikke at blive afskåret, en mulighed der ikke findes ret mange andre steder. I kirken kan vi gennem tekster og bønner og salmer og sakramenter udtrykke vore drømme og længsler i fællesskab. Hvor kan man ellers det? Joe, vi kan drømme hver for sig, vi kan længes hver for sig, men her kan vi i fællesskab, offentligt og højt bekende os til et liv der overskrider konsum—religionens målestok. Selvfølgelig kan vi også andre steder, i interessegrupper, foreninger, organisationer og bevægelser give udtryk for nogle mål og ønsker, men jeg kender ingen andre steder hvor vi ellers kan formulere længsler og drømme der er så dybe og høje og radikale som når vi siger Guds Rige eller det evige liv.
Karl Marx sagde engang at religion er folkets opium, altså en bedøvende og sløvende påvirkning som kunne få mennesker til at udholde en umenneskelig uretfærdighed. Og det skal nok være rigtigt at religionen har været brugt på den måde, inklusive i den kristne virkelighed. I dag synes jeg nok der er en større fare for at konsumsamfundets mål og midler er opium. Der er en omsiggribende narkotisk holdning til livet og evigheden, at det gælder om at slippe så let og overfladisk og smertefrit som muligt igennem.
Hvis Jesu ord om efterfølgelse skal betyde noget for os i dag, så må det være, at vi i trofasthed og stædighed holder håbet levende — om et dybt liv, et ansvarligt liv, et liv hvor vi i tro med vore handlinger viser at vi har livet af Guds nåde.

SALMER:
Nu ringer alle klokker mod sky
Den nåde, som vor Gud har gjort
Kender du den livsens kilde
Tænk, at livet koster livet!
Som korn fra mange marker
Vintræ og grene og frugt hører sammen