Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 10,24—31 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Når vi sidder til gudstjeneste i denne kirke nu i det Herrens år 2002, så er grunden jo den at Jesus engang sendte sine disciple, sine apostle og venner, af sted ud i verden med et godt budskab, det der på græsk hedder evangelium. Hvis ikke nogen var blevet sendt af sted med evangeliet, så var budskabet jo ikke nået ud over Jesu nærmeste omegn.
Evangeliet til i dag er et lille udsnit af den tale som Jesus holdt for sine disciple da han sendte dem af sted. Man kunne egentlig have forventet at Jesus havde sagt: ’Nu sender jeg jer af sted med det bedste budskab i verden, et budskab om fred og glæde og retfærdighed, en ny måde at leve på, et nyt herredømme i stedet for det gamle som vi kender alt for godt. Alle vil forstå at dette er godt – fred, glæde og retfærdighed, hvem vil ikke ønske sig dét? – så I kan trygt drage af sted ud i verden, I vil blive modtaget som kære gæster overalt hvor I kommer frem, I vil få husly og mad og gaver, for det her har mennesker ventet på til alle tider’.
Men sådan sagde Jesus ikke, tværtimod. Nu er det kun et lille stykke af talen vi har hørt i dag, men lige før denne del siger Jesus at de vil blive udleveret til domstolene, de vil blive pisket og forfulgt og forhadt. Og så er det han siger: Men en discipel, en lærling, kan jo ikke forvente at det går ham bedre end hans mester. Det var nok ment som en trøst – men da de til sidst så hvordan Jesus endte, har de nok forstået alvoren og realismen i udsendelsesordene.
Det er altså den mærkeligste pep—talk der endnu er holdt i denne verden. En pep—talk som det hedder på godt dansk i dag, altså en opmuntringstale, plejer at se helt anderledes ud. Jeg ved ikke i detaljer hvad landsholdstrænere siger til holdet før en VM—kamp, men det er nok noget med: nu går vi til den, op med humøret, vi slagter dem, vi vinder, vi bliver verdensmestre, og I får bonus for hvert mål der bliver scoret, og I bliver millionærer med nye kontrakter, vi er de danske drenge.
Jeg har prøvet at tænke efter hvornår nogen har holdt en pep—talk der ligner denne af Jesus, og det eneste jeg kan komme på er den tale en statsminister eller en general holder før han sender sine soldater i kamp, i krig. Så er det også dystre ord: Dette her vil koste blod, sved og tårer, mange af jer vil blive skudt eller taget til fange, og I vil mange gange komme til at fortryde den dag I blev født.
Man kunne spørge om ikke det er lige lovlig drastiske ord, Jesus bruger – for så galt er det vel heller ikke at være en af Jesu disciple. Nu tror jeg ikke vi kommer langt i forståelsen hvis vi bare ser på vores lille fredelige situation her i smørhullet Danmark. Her er der ikke noget farligt ved at være kristen, tværtimod: det er de fleste – og den eneste modstand p.t. er at en lille gruppe fra en anden kristen familie er begyndt at spørge til folkekirkens privilegier, altså om der finder en forskelsbehandling sted hos os. Og den kristne forkyndelse her i landet har jo frit løb, de fleste synes endda at kirken er en meget pæn og hyggelig institution som man kan bruge af og til, f.eks. juleaften og når man ellers skal fejre en af livets store fester.
Men det kunne jo skyldes at kirken og altså alle dens medlemmer, alle døbte, har lagt evangeliets radikalitet og skarphed til side til fordel for en harmløs, accepteret, gennemsnitlig moral.
For det er altså underligt at Jesus blev bagtalt og forfulgt og siden korsfæstet – han gjorde jo, så vidt vi véd, ikke andet end godt. Og hans disciple som han sendte af sted var fredsommelige, måske lidt naive, fattige mennesker – hvad er dog grunden til at de kan vente modstand og hån og straf og død? Hvem ville man egentlig behandle sådan i dag? Ingen! Skattesvindlere i millionklassen og selskabs—tømmere i milliardklassen kommer et år i skyggen i et åbent fængsel og får en lille bøde, voldsforbrydere bliver spærret inde et stykke tid, men der er i hvert fald ingen der bliver hånet og forfulgt og pisket og korsfæstet, ikke engang terrorister. Der må være noget på spil som er meget alvorligt, men som vi ikke kan se eller har glemt.
En samfundsanalytiker har påstået at alle forhold i denne verden er magt—forhold — altså, at spørgsmålet om magt er det afgørende og dét der bestemmer alt andet. Det er jo let at afvise for vi kender selv til nogle forhold som ikke bestemmes af magt, nemlig kærligheds—forhold. Men hvis vi et øjeblik bliver ved dette med magt, så kommer det jo helt an på hvad vi mener med magt. Magt er blevet et fy—ord, vi kan næsten ikke høre ordet magt uden at vi kommer til at tænke på misbrug af magt. Magt er blevet det samme som vold. Men magt er egentlig et godt ord og et godt begreb. Magt betyder at man kan noget, at man mægter noget, at man har kraft og styrke. Vi skal passe på ikke at udvande sproget, for der er noget der hedder magt, og så er der noget andet der hedder magtmisbrug eller magtfordrejning.
Jesus havde bestemt magt, og han brugte den. Og hans disciple blev sendt ud med en kolossal magt — magt til at helbrede, uddrive dæmoner, opvække døde. Og her har vi måske nøglen til forståelse af dette med hvorfor Jesus og hans disciple blev hånet og forfulgt. Der er nemlig det ved det at alle disse små, gode ting, disse uanseelige, uskyldige handlinger, som alle anerkender som noget godt, alligevel skubber til magtforholdene i verden.
Men hvordan kan det gå til, at kærlighed og godhed, helbredelse og evangelieforkyndelse kan rokke ved magtbalancen? Vi er så vante til at mene at kærlighed og godhed ikke har noget med politik at gøre. Lad os tage et par eksempler: Hvis en kirkelig organisation sender nogle læger og sygeplejersker ud som observatører eller bare for at hjælpe nogle palæstinensere med at komme på hospitalet fordi de er syge eller nogle kvinder fordi de skal føde, så skaber det problemer med det samme, for det skubber en lille smule til magtforholdet. Eller det nyeste eksempel fra i går aftes i tv—avisen: en amerikaner har med sit videokamera optaget en scene på gaden hvor nogle betjente på en rå og overdreven voldelig måde anholder en ung sort mand – nu forlyder det at manden, altså ham der optog episoden, er blevet anholdt og sigtet for en eller anden gammel sag. Denne fotograf er farlig, ikke fordi han gjorde noget voldeligt eller råbte eller provokerede, men blot ved på afstand at se og viderebringe kendsgerninger, skubber han en lille smule til magtforholdet.
Alle disse små handlinger er altså med til at forskyde magtbalancen her i verden. Disse små, i sig selv gode ting er i høj grad politiske, for de er med til at rokke ved magtbalancen. Og kirkens handlinger — måske ret uanseelige barmhjertighedsgerninger — det er dét, vi plejer at kalde kirkens diakoni, også disse handlinger er politiske. Og mange gange er disciplene ikke selv klar over hvor store skred der sættes i gang ved deres små gerninger.
Hver gang magtbalancen forrykkes lidt her i verden — oppefra og nedefter — så udløser det en reaktion fra dem der tidligere havde magten i fred og ro, under lov og orden. For det er jo dén vej evangeliet går: Guds Rige søger nedad — til de magtesløse, de svage, de ydmyge — det er dem Jesus lover Guds Riget i Bjergprædikenen. Det var disse magtesløse Jesus interesserede sig for, og det var til dem han flyttede magt. Det er de magtesløse som skal blive ophøjede dér, hvor Gud har magten — og dette er en klar magtforskydning i verden.
Jeg synes der er noget opmuntrende i at de gerninger som Jesus—disciple er sat til at gøre er så små og selvfølgelige at enhver kan finde ud af det. Og samtidig er der noget faretruende i at netop disse små og gode ting er politisk sprængfarlige.
Som en lille sidegevinst i dagens budskab kan vi lufte en forundring over at vores stilling som Jesus—disciple, kirkens stilling, er at være ret vellidt. Der er ingen der kunne finde på at håne, forfølge og korsfæste nogen menighed i dette land. Er det måske fordi vi som kirke er så politisk involveret — altså på magthavernes side! — at magthaverne er godt tilfredse med kirken som den er? Nu mener jeg selvfølgelig ikke at vi skal opsøge et kristent martyrium ved at styrte ind på Christiansborg Slotsplads for at deltage i det politiske hundeslagsmål — for jeg tror at langt mindre gerninger kan gøre det langt mere effektivt.
Vi er som Jesus—disciple sendt med den opgave at få magten kanaliseret nedad — dérhen hvor magtesløsheden råder. Så det gælder altså om at finde ud af hvem og hvor de magtesløse er — det kan vi så gå og spekulere lidt over.
Der er nemlig tid til det hele: der er tid til at tænke sig om og tid til at handle, der er tid til at analysere og tid til at virkeliggøre, der er tid til at holde ferie og der er tid til at arbejde, der er tid til vinter og tid til sommer, der er tid til Tour de France og tid til at der ikke er Tour de France. Lige nu afløser den ene store sportsbegivenhed den anden, hvor det gælder om at være hurtigst og stærkest — men resten af året og tiden kunne vi bruge på at gøre kirkens tjeneste dybere, kærligere.

SALMER:
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Herre Gud, dit dyre navn og ære
Klar op, vort hjerte, sjæl og sind
Du er, opstandne sejers—helt
Som korn fra mange marker
Den signede dag med fryd vi ser (v.5—7)