Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 7,36—50 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: »Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.« Jesus sagde da til ham: »Simon, jeg har noget at sige dig.« Han svarede: »Sig det, Mester!« »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?« Simon svarede: »Den, han eftergav mest, vil jeg tro.« Jesus sagde: »Det har du ret i.« Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: »Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.« Og han sagde til hende: »Dine synder er tilgivet.« De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?« Men han sagde til kvinden: »Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Da jeg var ung, det er mange år siden, og var soldat, var der ved mit regiment en motorsagkyndig, en gammel, fordrukken major. Han kunne fortælle mange gode historier, det meste har jeg glemt, men én ting fik han mig til at forstå så jeg aldrig glemmer det, nemlig hvad ’syndernes forladelse’ er.
Han spurgte: Hvad sker der når to biler kører ind i hinanden? Så stiger begge førere ud, skælder ud på hinanden, hidser sig op, og begge beskylder den anden for at være skyld i sammenstødet. De siger begge: det var ikke min skyld, så bliver politiet tilkaldt, der bliver optaget rapport. Ingen af dem vil vedkende sig skylden, og sagen går til retten, begge får en bøde, og ... da ingen af dem vil påtage sig skylden, vil forsikringsselskabet heller ikke betale, og så bliver de pålagt et erstatningsansvar som kan koste mange penge.
Så lærte han mig noget vigtigt: Du skal påtage dig ansvaret, du skal vedkende dig skylden. Hvis du kører ind i en anden, så skal du stige ud af bilen og gå hen til den anden og meget høfligt sige: det må du undskylde, jeg opførte mig dumt, jeg kørte uforsigtigt, her er mit kørekortnummer, og her er mit forsikringsnummer, det var min skyld. Så sker der det at den anden bliver glad, der kommer ikke politi og rapportskrivning og skænderi og sagsanlæg, og forsikringen betaler. For det er det man har et forsikringsselskab til: at betale. Og forsikringsselskabet kan jo kun betale når man påtager sig ansvaret. Vi går og kører rundt med et kolossalt ansvar for hinanden. Tænk på hvor stort et ansvar det er at køre bil, en bus, S—tog, eller blot på cykel. Vi kan komme til at forvolde skade på andre mennesker og på andres ting som ligger langt over hvad vi kan betale. Derfor er der noget der hedder en ansvarsforsikring. Der er nogen der overtager det ansvar jeg selv har, vel at mærke hvis jeg vedkender mig det ansvar. Hvis jeg siger: det var ikke mit ansvar, så vil forsikringsselskabet selvfølgelig heller ikke dække det. Det er mit ansvar der dækkes, altså hvis jeg vedkender mig dette ansvar.
Jeg har prøvet det et par gange i mit liv i praksis. Hvis man støder sammen med en anden bil, så stiger man ud og siger: Det må du undskylde, jeg kørte ufornuftigt, jeg påtager mig ansvaret. Så skriver man lidt op på en seddel, og så er der nogen der klarer det store og ubærlige ansvar man står med. Prøv at tænke på hvad det ville koste at køre ind i en Mercedes, og tænk på hvis der endog var mennesker der kom til skade, det kunne man ikke betale sig fra. Jeg har også prøvet det i en situation hvor den anden kørte fuldstændig vanvittigt og dumt og kørte direkte ind i siden af min bil. Det var heldigvis et fornuftigt, kristent menneske som steg ud af sin lastbil og sagde: Det var min skyld, det må du undskylde, her er mit forsikringsnummer og navn og adresse, og vi skiltes som gode venner. Hele skaden, 35.000 kr., blev betalt, og livet kunne gå videre.
Det den gamle major lærte mig var at man må påtage sig ansvaret. Vi forvolder ulykker, bevidst og ubevidst, vi pådrager os skyld, bevidst og ubevidst, men vi må påtage os ansvaret. Ellers er der ikke dækning.
I kirken er der et ’forsikrings—princip’ som har været gældende i mange hundrede år, men som nu er ved at gå af brug, skriftemålet. I skriftemålet bekender man sine synder for Gud, men man siger det direkte til et andet menneske, en konkret ’kanal’ for bekendelsen, og det er meget pinligt!: Jeg har syndet, jeg har pådraget mig et ansvar, en skyld, en gæld over for dén eller dét, og jeg kan umuligt bære det selv — og så kan man få tilsagt syndernes forladelse. Man er fuldt ud klar over at det er rigtigt: du har syndet, det er forfærdeligt, men der er dækning for din synd, din gæld, og din skyld vil ikke hænge ved dig resten af dit liv, den er forladt, der er nogen der har overtaget den. Der er en udvandet form for skriftemål som eksisterer, nemlig at præsten på alles vegne i al almindelighed og i al anonymitet bekender synderne, og så i lige så stor anonymitet og almindelighed tilsiger syndernes forladelse. Jeg tror vi har tabt noget, nemlig konkretiseringen, dette at man klart og usminket og i et andet menneskes nærvær gør det pinlige at man siger: Det var mig! Det var min skyld, jeg påtager mig ansvaret. Og dette andet menneske, en præst eller en medkristen, kan så være kanal for at ’overtage’ betalingen, overtage ansvaret og sige: Dine synder er dig forladt, livet kan gå videre. Der er dækning for det ansvar du har, det ansvar du hele tiden pådrager dig ved at leve.
Det var det Jesus dén dag for så mange år siden i Simons hus gjorde klart. Simon var et ordentligt menneske, et ansvarligt menneske, han var farisæer, et lovlydigt og retskaffent menneske. Simon havde ingen ansvarsforsikring, det var vist endnu ikke opfundet. Han og alle de andre retskafne mennesker vidste at ’man ligger som man har redt’, men Jesus viste et andet princip, nemlig at livet kan blive nyt. Man kan få nyt liv ved at begynde på en frisk, ikke på den måde at man flygter fra sit tidligere liv, tager nyt navn, unddrager sig ansvaret og flygter til et andet land eller en anden sammenhæng — det kender vi fint til i vort samfund hvor svindlere og bedragere flygter fra deres ansvar og blot fortsætter deres virksomhed i et andet land eller i konens navn — men ved at man vedkender sig det man har gjort. Denne kvinde vedkendte sig tydeligt sit liv, hun flygtede ikke, hun var den hun var, en ’synderinde’ som der står. Det ser heller ikke ud til at hun begyndte på alle mulige undskyldninger om at samfundet og omgivelserne havde været så og så umulige, det kunne der sikkert være noget om på den tid, nej, hun påtog sig ansvaret så direkte og pinligt det var i alle gæsternes påsyn, og så blev livet nyt. Hendes synder blev hende forladt.
Jesus slutter med at sige: ”Din tro har frelst dig, gå bort med fred!”. Det siger han altså til hende som er en synder, en skyldig, han siger det ikke til Simon eller de andre agtværdige og lovlydige og moralske mennesker der var i huset. Det ser altså ud til at det ikke betyder så meget om man har overskud og er lovlydig og pæn og moralsk, heller ikke om man har et pænt hus som Simon og hans gæster, de fik ikke mulighed for at begynde på en frisk.
Men synderen, kvinden, fik denne mulighed, hun kunne gå ud som et frit menneske, endda med fred. Det ser ud som om tro betyder at man er realistisk i forhold til det liv man lever. Jesus sagde: Din tro har frelst dig. Hendes tro var at hun påtog sig ansvaret for det liv hun levede. Hvis man påtager sig ansvaret, er der dækning!

SALMER:
Se, nu stiger solen af havets skød
Guds kærlighed ej grænse ved
Nu bede vi den Helligånd
Øjne, I var lykkelige
O glædelig dag (v.1)
O dejlige land (v.9—10)