Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 5,1—15 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af. Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring. Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet. Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Hvorfor går man egentlig i kirke? Vi kan også spørge endnu dybere: hvorfor er kirken der overhovedet? Kunne vi ikke lige så godt undvære kirken?
Vi der kommer i kirken jævnligt og tilhører menigheden tænker nok ikke ret ofte på at stille disse spørgsmål, for os er kirken noget selvfølgeligt og uundværligt. Men jeg tror da at mange mennesker ville sige: jo, vi kunne da godt undvære kirken, hvad er kirken egentlig godt for?
Kirken er en mærkelig forening. Den har som andre foreninger et formål, en opgave, nemlig at forkynde evangeliet. De fleste andre foreninger har en mere begrænset opgave eller formål, men kirken har altså denne store opgave i verden: at forkynde evangeliet.
De fleste ved godt at det er formålet, men alligevel snyder vi ofte os selv for indsigten i hvad det egentlig betyder. Vi går og vænner os til at forkyndelse er noget der foregår om søndagen henne i kirken, og mange mener også at det først og fremmest er præstens opgave. Men sådan var det ikke til at begynde med, og sådan har det aldrig været meningen at det skulle være. Når Jesus forkyndte evangeliet, gjorde han det ikke i en kirke, og han var heller ikke engang præst.
Evangelium betyder ’godt budskab’. Nu er der så mange gode budskaber i verden, men det gode budskab som Jesus forkyndte var et særligt og meget stort godt budskab. Det var budskabet om Guds Rige. Vi skal vare os for alt for let og floskelagtigt at sige at evangeliet er det gode budskab om Jesus. Eller ... at evangeliet er det der står hos Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Hvis vi tror at det er dette evangelium vi som kristne er sat til at forkynde, så snyder vi. Så fortæller vi blot noget som enhver kan læse sig til i deres Bibel. Det er også sikkert at Jesus selv ikke gik omkring for at forkynde det gode og glade budskab om sig selv. Jesus forkyndte det gode og glade budskab om Guds Rige. Og hvordan gjorde han så det? Han gjorde det ikke blot ved at holde prædikener, men han gjorde det med sine ord og gerninger.
I dag har vi hørt et stykke fra Ny Testamente som bestemt er et godt og glædeligt budskab. En mand der havde været syg i 38 år blev helbredt. Jesus sagde noget til ham, og på den måde helbredte han ham. Jeg synes det er værd at lægge mærke til at der ikke står et ord om at Jesus først udspurgte ham om religiøse ting, om loven og profeterne. Han stillede ham et meget enkelt spørgsmål: ”Vil du være rask?”, og da manden krøb uden om dette nærgående spørgsmål, så skar Jesus igennem alle hans udflugter og sagde: ”Rejs dig op, tag din båre og gå!”
Det var Guds Rige der her blev forkyndt. Det var ikke bare ord, men det var så tydeligt et tegn på Guds Rige at ingen kunne misforstå det. Selv de fromme farisæere og skriftkloge kunne ikke komme udenom at her skete der virkelig noget glædeligt og godt. Derfor var de også nødt til at finde på noget andet at brokke sig over, nemlig en anklage mod den lykkelige, helbredte mand for at arbejde på en helligdag — han bar jo sin båre.
Alle kunne altså se at her skete der en forkyndelse af Guds Rige: en syg blev rask, en jamrende og klynkende svækling der havde vænnet sig til at være syg i 38 lange år, fik pludselig nyt mod og ny livskraft. Vi må lære princippet, det princip der gælder i Guds Rige, det princip som Jesus brugte i sin forkyndelse. Jeg tror vi kortest kan sige det på den måde at Jesus gav et modspil. Jesu forkyndelse, i ord og handling, bestod altid i at han gav et modspil til det der var i modsætning til Guds Rige. Og en ting mere: det var altid et meget kontant modspil som passede lige præcis til den situation mennesker var fortabt i. Jesus gik ikke omkring og sagde det samme hele tiden og til alle han mødte. Da han engang mødte en ung mand som havde ondt i tegnebogen, sagde han til ham: ”Sælg alt hvad du har og giv det til de fattige”. Når han mødte nogle mennesker som ikke havde noget at spise og var sultne, så gav han dem mad. Da hans mor, Maria, stod sørgende under korset og så sin kære søn forsvinde ud af sit liv, så gav han hende en ny søn, sin bedste ven, Johannes, som stod ved siden af.
Sådan forkyndte Jesus evangeliet om Guds Rige: han leverede et modspil til det som mennesker var fortabt i. Derfor kan vi som kristne, som de der er sat til at forkynde evangeliet om Guds Rige, ikke bare tro at det samme svar kan bruges til alle mennesker og i alle situationer. Hvis Jesus havde sagt til de mennesker som var sultne i ørkenen: ’Gå hen og sælg alt hvad I har, og kom så og følg mig’, så ville det ikke give mening. Vi må lære dette princip for evangelieforkyndelsen som Jesus brugte: at levere et modspil som rammer præcist ned i den virkelighed mennesker er fortabt i. Et par nærliggende eksempler: hvis et menneske er ensomt og mangler nogen at dele livet med, så er modspillet at man giver eller leder det menneske ind i et fællesskab. Hvis én er ked af det, så er det noget andet der skal til, trøst f.eks. Og hvis én har slået sig ved at falde af cyklen, så skal vedkommende på hospitalet hurtigst muligt. Det kan godt være at der er mange andre ting som også skal siges til og gøres for det menneske, men det vigtigste er dog at få det menneske på skadestuen. Så må det andet komme senere.
Dette princip for evangeliets forkyndelse betyder altså at vi må være vågne og opmærksomme på hvad der sker omkring os, på det lille plan og det store plan. Vi kan næsten aldrig bruge det samme svar i to forskellige situationer eller over for to forskellige mennesker. Der er måske nogle der vil spørge: ja, men skal vi da ikke nævne Jesus når vi forkynder evangeliet? Jeg tror ikke det behøves. Alt hvad vi gør som forkyndere af evangeliet om Guds Rige, sker i Jesu navn og med Guds kraft. Den dag da Jesus helbredte manden der havde været syg i 38 år, var det selvfølgelig også ved Guds kraft. Manden vidste end ikke hvem der havde gjort ham rask, han kendte ikke Jesus og havde aldrig hørt eller set ham før.
Det ser ud som om den rette evangelieforkyndelse er at levere det rette modspil i rette tid. Jeg tror ikke vi behøver noget ’finere’ eller noget mere fromt, for det rette modspil i ord og i gerning vil med nødvendighed være en forkyndelse af det gode og glædelige budskab om Guds Rige — om en ny verdensorden hvor der er fred og glæde og retfærdighed og helhed og sammenhæng og mening. Den dag da alle disse ting er overalt — den dag er det gode budskab om Guds Rige forkyndt i verden.

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
Vort løsen er vor tro og dåb
Helligånden trindt på jord
Livsalige dag, som i håbet vi venter
Som korn fra mange marker
Lov og tak og evig ære