Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt. 21,28—44 Dette hellige evangelium skriveevangelisten Matthæus: Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gÃ¥ ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. SÃ¥ gik han til den anden s&oslah;n og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og sk&oslsah;ger troede ham. Og skønt I sÃ¥ det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og en pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. NÃ¥r nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinb&oslassh;nder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinb&oslah;nder, som vil give ham østen, nÃ¥r tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore &oslsah;jne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder pÃ¥, vil den knuse.«

I evangeliet til i dag fortæller Jesus to lignelser. Den ene om manden med de to sønner, den anden om de utro vingårsmænd.
I den første om de to sønner hører vi at den ene siger ja, men ikke går hen og arbejder, den anden siger nej, men går alligevel. Begge sønner ligner hinanden deri at de siger ét og gør noget andet. Læg mærke til at Jesus ikke spørger om hvem af de to sønner der havde den bedste hensigt, eller hvem af dem der mente det bedst. Jesus spørger ganske enkelt: Hvem af de to gjorde nu som faderen ville? Det er egentlig ikke et rigtigt spørgsmål, for det ligger allerede i fortællingen at der kun var én der gjorde noget, så tilhørerne har ikke haft svært ved at svare rigtigt.
Jesus rammer ned midt i alle fine teologiske og akademiske diskussioner om hvordan man skal leve for at leve ret, og det var den slags finere sager hans tilhørere, farisæerne, var eksperter i. Jesus fÃ¥r dem til at afsløre sig selv, de fÃ¥r ikke en chance for endnu en gang at komme med udflugter og subtile teoretiske overvejelser, for dette spørgsmÃ¥l og svaret pÃ¥ spørgsmÃ¥let er sÃ¥ indlysende at selv et barn kunne finde ud af det. Hans tilhørere var ortodokse — ortodoks betyder at have en ret tro — men Jesus viser dem gennem denne lignelse at dét det gælder om er at handle ret, at have en ret praksis, man kunne kalde det ’ortopraks’.
Og den anden lignelse om de utro vingårsmænd siger i virkeligheden det samme, selv om det ikke er fortalt så udførligt som i den første lignelse. Der står at husbonden lejede sin vingård ud før han drog udenlands, og at han senere sendte sine folk hen for at få forpagtningsafgiften, altså den del af frugten han havde krav på. Det er tydeligt at der har foreligget en aftale, en bestemt forpagtningsafgift, aftalt på et stykke papir eller ved et håndslag. Teoretisk var der ikke noget at udsætte på dem, de var ortodokse, de havde en ret tro, teorien var i orden. Men da det kommer til stykket, da deres tro og aftale skal omsættes i praksis, viser det sig tydeligt hvad de var for nogen. De var utro, på grund af én eneste ting: deres praksis, deres handling.
I begge lignelser er det afgørende altså handlingen. Hvad mennesker siger og tænker og har til hensigt, er ikke det afgørende, det kan man ikke måle noget på. Men det man kan måle noget på er det mennesker gør, deres praksis. Også mange andre steder i Ny Testamente ser vi dette fremhævet, f.eks. i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner, igen det samme: præsten og levitten havde sikkert teorien, teologien, reglerne i orden, de var ortodokse, mens samaritaneren i modsætning til disse ortodokse var ortopraks, han var en handlingens mand. Hvad han ellers var for et menneske, om han tænkte retsindigt, smukt etc., hører vi ikke meget om. Det viser sig helt klart hvilket menneske han er, i modsætning til de to andre, i det han gør, i hans praksis.
Vi er jo sÃ¥ vante til at mÃ¥le mennesker pÃ¥ hvad de tror og siger, f.eks. vore politikere. Og vi har som regel en forestilling om at hvis mennesker skal ændres, altsÃ¥ hvis de skal omvendes sÃ¥ deres liv fÃ¥r en anden retning, sÃ¥ er det deres sind der skal ændres først. Men lad os prøve at se pÃ¥ de to sønner, ja—sønnen og nej—sønnen. Hvis nu ja—sønnen senere havde fortrudt at han ikke gik hen i vingÃ¥rden, hvad havde det hjulpet? Det afgørende var at den ene virkelig gik derhen og med sin handling viste at han havde fortrudt.
Det kan måske lyde som om vi kører vel meget rundt i dette spørgsmål om teori og praksis, men jeg tror det er vigtigt at forstå det Jesus vil have sagt både til farisæerne dengang og til os nu: tro er ikke noget man bare kan have inden i sig, nogle rigtige meninger eller gode hensigter, men tro er altid en frugtbar tro. Vi husker sikkert beretningen om dengang Johannes’ disciple kommer og spørger Jesus: ’er du den rette, eller skal vi vente en anden?’. Da begynder Jesus ikke med en lang overbevisende prædiken om sig selv, men han siger: svaret ligger i det I direkte kan erfare, i det I hører og ser. Og så peger han på disse ting: blinde ser, lamme går, spedalske renses, døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for de fattige. Disse gerninger er overbevisende, meget mere end mange ord.
Og her har vi som kirke og som menighed nok en hel del at lære. Da Paulus skrev til de første kristne i Korinth, skrev han noget af det samme: ’Så består da tro, håb og kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden’. Vel er troen noget, og vel er håbet noget, men kærligheden er dog det største, altså gerningen mod næsten. Vi kan også sige det på den måde at de to første, tro og håb, er indesluttet i kærligheden. Man kan nemlig godt tro og håbe uden at det medfører kærlighed, det er der mange eksempler på i kirkens historie, og der er også eksempler i dag.
Nu kunne det mÃ¥ske lyde som om man bare skal fare omkring og gøre en hel masse, og sÃ¥ vil troen og hÃ¥bet komme helt af sig selv. Det med at fare omkring og gøre noget bare for at gøre noget, det hedder aktivisme, men det er ikke det der er tale om her. NÃ¥r vi her taler om gerninger, om en ortopraks tro, sÃ¥ taler vi om Kristus—gerninger, og nÃ¥r vi taler om kærlighed, sÃ¥ taler vi om Kristus—kærlighed.
Men hvad er Kristus—gerninger og Kristus—kærlighed for noget? Det lyder meget fint, noget alt for stort at forlange af os helt almindelige, smÃ¥ mennesker. Tværtimod! Kristus—gerninger er nogle ganske smÃ¥, men afgørende ting som f.eks. at give vand til en der tørster, brød til en sulten, besøg til en fængslet eller syg, hjælp til dem der er faldet blandt røvere. Det er Kristus—gerninger og Kristus—kærlighed. Jesus holdt sig altid til disse helt almindelige, menneskelige smÃ¥ting, hvor livet stÃ¥r pÃ¥ spil, og hvor mennesker er ved at bukke under for sult, sygdom, angst, frygt og skyld.
Vi kan høre disse lignelser som han fortalte til farisæerne dengang, og som vi har hørt så mange gange før, ikke blot som endnu en gang opbyggelse af vores tro og håb, men som en opbyggelse af vore handlinger, vores kærlighed.

SALMER:
Nu falmer skoven trindt om land
Gud Helligånd! i tro os lær
Kom, Gud Faders Ã...nd fuldgod
Guds kærlighed ej grænse ved
Jesus Krist, du gav mig livet
Jesus er navnet mageløst