Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 12,38—44 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: I sin undervisning sagde Jesus: »Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.« Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.«

SÃ¥ handler det igen om penge. Overalt i samfundet, i aviser og radio og fjernsyn, taler man om penge — og sÃ¥ kan vi ikke en gang hér i kirken fÃ¥ fred for dette emne. Der er mÃ¥ske nogen som synes at det kunne være sÃ¥ dejligt hvis der dog var ét fredeligt og problemfrit omrÃ¥de hvor man kunne slippe for verdens og samfundets og det politiske livs problemer, nemlig her i kirken. Det kan godt være at det kunne blive et hyggeligt, lille Ã¥ndehul, men jeg tror alligevel ikke vi skulle ønske os det. For hvis ikke vi i kirken skulle beskæftige os med de virkelige ting, det virkelige liv, vore daglige, realistiske glæder og sorger, hvad ville evangeliet sÃ¥ egentlig have af betydning? SÃ¥ ville dette jo blot være endnu et fritidstilbud, et søndagstilbud for mennesker der havde brug for lidt afslapning og mÃ¥ske flugt fra et besværligt liv.
Men ... der er alligevel en forskel: her i kirken beskæftiger vi os godt nok med livet, med glæderne og sorgerne, med noget så trivielt og banalt og lavt som penge, men vi får nogle svar som rækker længere end vi er vante til. Prøv at tænke efter hvor store problemer vi bliver konfronteret med i det normale borgerlige, politiske liv, og hvor usle svar der bliver stillet os i udsigt. Det hele handler efterhånden om penge, om købekraft, forbrug, betalingsbalance, der handles penge hver eneste dag og aften og nat, der sidder bankfolk døgnet rundt og sender penge på deres computer rundt i verden, men hvis man spørger til hvad målet er, eller hvad meningen er, så er det nogle meget små og kortsigtede udsigter: at score mest muligt selv fra nogen der ikke er så smarte eller hurtige. Der er nemlig ikke mere i denne gamle verden end der er. Vi kender verden, vi véd hvordan der ser ud med krig og sult og flygtningeproblemer, men svarene ligger også i denne gamle verdens målestok: vi håber at kunne begrænse skaderne af den krig vi selv har været med til at skabe i Irak, vi håber at kunne begrænse sultens ofre ved at sende en minimal del af vort eget store overskud, vi håber at kunne begrænse flygtningeproblemet ved at lave nogle skrappere love så vi i hvert fald ikke får for meget af problemet ind på vort territorium osv. osv. Der er ikke meget som peger ud over nødløsninger, det meste er ret negative forventninger hvor man godt ved at man ikke løser problemerne, men hvor man bare prøver at dæmme op for at konkvenserne ikke skal ramme os. Der er et erkendt og dramatisk problem i temperaturstigningen på vores klode, nu også på den nordlige halvkugle. Svaret er ikke noget med en ny himmel og en ny jord, nej, man prøver ved konferencer og gennem lovgivning at redde så meget af ozonlaget at vi kan overleve lidt endnu på denne klode. Svarene er opgivende, løsningsmodellerne halvhjertede, håbene nedskrevne, devaluerede. Der er ikke meget der kan løfte humøret.
SÃ¥ mÃ¥ man nok sige der er mere kraft i evangeliet — i Jesu ord. Det er ikke smÃ¥ ord der bare vil nøjes med denne gamle verdens mÃ¥lestok og mÃ¥ske en gang med nød og næppe nÃ¥ op pÃ¥ 'nul' igen, nej, hér er store visioner som rækker ud over denne trøstesløse, gamle verden. Som nu i evangeliet til i dag, evangeliet om 'enkens skærv’ som det hed i gamle dage. I den nye bibeloversættelse er det blevet til ’to smÃ¥mønter’, men det er lige meget.
Jesus sidder og kigger på hvad folk lægger i tempelblokken, altså i kirkebøssen. Der var mange rige som gav meget. Nu véd jeg ikke hvordan man kan se det, men det kunne jo næsten lyde som om de rige omhyggeligt højlydt droppede hver enkelt tyvekronestykke for sig så man rigtig kunne se og høre det. De gav meget, det kunne ses og det kunne mærkes, men alligevel er det ikke det Jesus fremhæver. Han fremhæver en fattig enke som lagde et par mønter. Det er dette lille beløb der bliver fremhævet, og som endnu indtil denne dag har fået lov at stå i Biblen som noget vigtigt. Og grunden til at disse småmønter var så vigtige, var at de var det hele! De rige gav af deres overskud, men den fattige enke gav det hele.
Vi kan høre det allesammen: hér er der håb, hér er der mere end denne gamle, småtskårne verdens målestok. Den fattige enkes gave var så lille at den ikke engang ville blive registreret på et kasseapparat, gaven var så lille at den ikke engang ville blive forhøjet til 25 øre, men nedskrevet til 0 øre. Den var ingenting i verdens øjne og efter verdens målestok, men Jesus opskriver denne gave fordi den var det hele!
Jeg bliver altid anfægtet af dette og de andre steder i evangeliet hvor der tales om penge. Hvad skal jeg gøre, hvad skal vi gøre? Hvis der er en indsamling, så giver jeg, så giver vi, af vores overskud. Der har lige været en landsindsamling, og alle der gav noget, gav af deres overskud. Jeg ved ikke hvad der kom ind, måske nogle millioner kroner. Det er flot, det er fint, men det er immervæk bare et par kroner pr. dansker. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan andre hører dette evangelium og de andre gange hvor Jesus taler om penge og om Guds Rige, men jeg bliver anfægtet. Jeg får dårlig samvittighed og begynder på nogle meget teoretiske overvejelser: skulle jeg egentlig ikke give alt hvad jeg har? Så kommer næste trin i overvejelserne: det ville såmænd ikke hjælpe noget som helst. Når jeg har givet de få tusinde der står på min bankbog, så ville verden jo se præcis ligesådan ud. Jeg ville have en god samvittighed, jeg ville have det godt med mig selv, jeg ville være en måske ubemærket martyr i denne pengefikserede verden. Men ville det ændre noget? Vi må ikke lade os snyde til at tro at bare vi hver for sig har det godt med vores samvittighed, så skal det nok blive godt.
Hvis nogen hører disse ord som nogle meget personlige om hvordan de skal handle, så er det o.k. Jeg tror dog snarere jeg vil høre dem som nogle ord der peger på en ny, en større, en mere håbefuld virkelighed end den vi lever i og kender til bevidstløshed. Jeg er ikke en fattig enke i Palæstina for 2000 år siden, og jeg har mere end blot et par småmønter, så hvis jeg skal få det til at lyde af noget i mit liv og i vores liv i dag, i denne komplicerede verden med ozonhuller, handelskrige, folkekrige, hungersnød og sult, arbejdsløshed og penge, penge, penge, så tror jeg, vi skal høre Jesu ord som en opfordring til at tænke langt og dybt og alvorligt om helhed, i stedet for at tænke kortsigtet om små almisser hvor vi bare afleverer en lille del af vores overflod. Verden hænger sammen, der er én verden, én klode, én gudsskabt menneskehed, og den måde vi handler i denne verden, er politisk! Enkelte, Moder Teresa, den hellige Frans, og mange andre helgener og almindelige mennesker har været forbilleder, og lad os bare råbe hurra for dem som en opmuntring for os til ikke at give op. Men alle vi andre har en opgave i at handle politisk, det er vores handlemåde i en fælles, stor verden.
Det er ikke et enten—eller: man kan udmærket give personligt og støtte alle mulige fornuftige foretagender, men det der ændrer noget i det store spil er at sørge for nogle fair og retfærdige handelsaftaler, en menneskelig og large holdning til alle de mennesker der er i nød, en fornuftig og langsigtet strategi for vores omgang med natur og miljø pÃ¥ denne dejlige gudsskabte klode. Det er dejligt at vi har evangeliet, sÃ¥ vi aldrig bare slÃ¥r os til ro med denne gamle verden hvor man kan komme ud over problemerne med smÃ¥, kortsigtede lappeløsninger, hvor nogle giver af deres overflod, men hvor der kræves store ting, store linjer, langsigtede helheder, hvor det drejer sig om hele livet, det hele.
Det bliver det ikke lettere af, tværtimod. Hvis man vil have et let liv, så skal man ikke gå i kirke og høre Jesu evangelium om Guds Rige, så skal man hellere blive hjemme foran flimmeren. Der kan man glemme de virkelige problemer og nøjes med at give lidt af sin overflod, og nøjes med at følge alle de overflodsproblemer der er: kursen lidt op eller lidt ned, handelsbalancen lidt op eller lidt ned, lidt mere eller lidt mindre i ældrechecken, hvem vinder i �Vild med dans�. Jamen, jamen ... livet er større, livet er dybere, Gudsrigets helhed er vigtigere end denne gamle verdens lappeløsninger og beroligende uddeling af lidt overskud.
Jesu evangelium om Guds Rige anfægter og lærer os at tænke i helhedsperspektiv — det er et dejligt budskab!

SALMER:
Nu står der skum fra bølgetop
Kristi legem, som en gang *)
Kom, sandheds Ã...nd! og vidne giv
Guds kærlighed ej grænse ved
O glædelig dag (v.1 og 4)
Den nåde, som vor Gud har gjort

*)
1 Kristi legem, som en gang
fødtes under engles sang,
viste os Guds herlighed:
skaberordet steget ned
midt i kødets verden.
2 Kristi legem blev hængt op
på en øde bakketop
brudt og brækket, alt var sort,
solens skin var veget bort
over syndens verden.
3 Kristi legem lå i død
indtil pÃ¥ske—morgenrød.
Samme legem stod nu op
som en ny, en livets krop,
frelse for al verden.
4 Kristi legem, menighed,
gik med Ordet, led og stred,
spredte ud med troens dåb
Ã...ndens ild og livets hÃ¥b
til en håbløs verden.
5 Kristi legem deler vi,
brød og vin med næring i,
det er vores rejsemad
på vor vej mod Herrens stad
gennem denne verden.
6 Vi er Kristi legem nu,
menighed! kom det i hu,
hvilken ære, hvilken fryd:
Kristi legems jubellyd
over hele verden.
Tekst: Frederik Hjerrild, 1999
Melodi: Peter Jørgensen, 1999