Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 5,17—29 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.« Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig. Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil. Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem — de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.«

Evangeliet til i dag handler om dom, denne søndag hedder fra gammel tid ’domssøndagen’, så i dag har vi altså muligheden for en ordentlig dommedagsprædiken hvor vi rigtig kan jage hinanden en skræk i livet.
Men jeg lover at lade være, for jeg tror de fleste mennesker allerede har tilstrækkelig skræk i livet — der er vist ikke grund til at fylde mere på af dén slags. Det har jo ellers tidligere været meget brugt at true og forskrække mennesker med dommedag for at få dem til at leve pænt og ordentligt — og lad os bare tale i klart sprog her: de skulle leve sådan som magthaverne ville have det. Og det har virket. Hele middelalderen og langt op mod vor tid var alle mennesker nemlig fuldt og fast overbevist om at når de døde, gik de enten ned eller op — i bogstavelig forstand. Ned ... det var ned i helvede, og op ... det var op i himlen. Den store italienske digter Dante skrev for 700 år siden en tyk bog, Den guddommelige Komedie, og en trediedel af bogen er om helvede hvor han meget nøjagtigt inddelte helvede i afsnit for alle mulige syndere og udmalede de skrækkelige straffe, der ventede de mennesker der var skyldige. Somme tider kunne jeg næsten ønske mig at det var så enkelt – åh, så havde man dog noget at holde sig til.
Nu har vort verdensbillede ændret sig. Vi har stadig nogle rester af det gamle verdensbillede i vort sprog: man kan høre mennesker sige at de er i den syvende himmel — og man kan høre nogen bande andre langt ned i helvede, men for os er det billedsprog. Vi ved nemlig at hvis vi graver ned i jorden, så bliver det ganske vist varmere og varmere, men der er ikke et sted hvor djævelen sidder og venter på at martre syndere. Og vi ved også at når vi kommer op over skyerne, så bliver luften tyndere og tyndere, men der er heller ikke her et sted der hedder himlen med engle og himmelske hærskarer af salige.
Dette gamle verdensbillede levede af forestillingen om at henholdsvis Gud og Djævelen var placeret. Den ene oppe, den anden nede — men altså i begge tilfælde på afstand. Og dommen var også på afstand — den ventede som en trøst eller som en trussel. Dommens udfald var frelse eller fortabelse — og det kunne man så bruge sit liv til enten at trøste sig ved eller at frygte.
Måske kan vi få lidt hold på hvad dette ord ’dom’ egentlig betyder i Jesu mund ved at se på hvad det kommer af. I grundteksten på græsk står der krise (krisis) — og det kender vi vist mere til end dom. Vi kender ordet krise fra aviser og radio og tv og fra det personlige liv. Det er en alvorlig krise for øjeblikket i det sydlige Afrika hvor hundredtusinder af mennesker sulter. Der er for øjebliket en krise på det storpolitiske plan i forhold til en diktator, Saddam Hussein, og hvor der endog tales om at indlede en krig. Og mange oplever krise i familielivet og på det personlige plan. At være i krise betyder netop at der går dom over éns liv.
Blandt dem der beskæftiger sig med menneskelige kriser i dag, er der enighed om at en krise kan føre i tre forskellige retninger: enten til det værre, til det samme, eller til det bedre. Lad os som eksempel tage den krise der er opstået på grund af en alvorlig sygdom. Hvis man bliver indlagt med en alvorlig sygdom, er hele éns tilværelse under dom. For nogle bliver denne krise et nederlag, for andre blot en overgang som de hurtigt glemmer, men for andre igen bliver denne krise årsag til en vækst. Eller hvis mennesker kommer ud i en personlig krise ved f.eks. at miste deres job eller deres ægteskab gennem en skilsmisse, så kan det også medføre at de enten går i stykker på det, eller lever videre uden at have lært noget — eller også bliver krisen til en vækst hvor de kommer stærkere ud af krisen end de gik ind i den.
Når man tidligere fik en dom, blev man straffet. Vi har heldigvis i dag fundet ud af at der ikke kommer noget godt ud af at straffe mennesker på dén måde. Kriminalstatistikken viser sort på hvidt at jo mere man straffer mennesker ved at lukke dem ind i et fængsel, des oftere vil de samme mennesker vende tilbage til forbrydelse og fængsel igen. Vi har fundet ud af at det gælder om at resocialisere et menneske der har fået en dom — et menneske i krise. Re—socialisere betyder at genoprette forholdet til fællesskabet — at genoprette dét som er slået i stykker.
Der er lige en vigtig ting at få med: det er svært at resocialisere sig selv. Kun ved at en anden, nogen udefra, rækker hånden ud til den dømte, har han/hun igen muligheden for at blive et rigtigt, trygt, værdigt og accepteret menneske. Og her er vi heldige idet Gud altid er parat til at modtage mennesker igen, selv dem der har fået dom for et ugudeligt liv — og i kirken er der også altid plads til mennesker, selv til dem som har fået dom for et umenneskeligt liv.
Jeg sagde til at begynde med at der var ingen grund til yderligere at fylde hinanden med skræk, for de fleste mennesker har allerede tilstrækkelig skræk i livet. Det er nemlig sådan at selv om man ikke har været i en retssal eller i et fængsel, så kan man være under dom af sin egen samvittighed, man kan være i krise ved at stå som magtesløs og medskyldig i en verden hvor en femtedel af klodens mennesker lever under sultegrænsen.
Vi har alle brug for resocialisering — alle vi som er i krise ved at stå ansigt til ansigt med et liv og en verden hvor vi er samtidige med Gud, vi er samtidige med Jesus, og hvor vi er medansvarlige. Men det er ikke bare en personlig resocialisering – uansét hvor meget jeg måtte gøre personligt, så er der nogle kræfter som er langt større end jeg kan overskue og bestemme over. Der er mennesker som p.t. er ved at lave et raketskjold som skal beskytte vores vestlige verden – et system som vil koste ufattelig mange milliarder af dollars. Med de samme penge kunne man så let som ingenting udrydde alt dét der udgør truslen – ved blot at bruge pengene på at skabe en retfærdig fordeling af goderne i denne verden. Hvad skal lille jeg og du dog stille op over for dette galmands—værk, denne kapitalistiske, våbenproducerende industri og kapital som misbruger og ødelægger denne smukke, gudsskabte klode?
Den første mulighed — at vi blot oplever denne krise som et personligt nederlag og selv går i stykker, løser intet. Den anden mulighed — at vi lukker øjnene og blot lever videre uden at lære noget af krisen, løser heller ikke noget. Der er vist kun den tredje mulighed for at komme styrket ud af krisen: at blive ved at kæmpe, personligt, nationalt, globalt, for det Gudsrige vi håber på og længes efter — med fred og glæde og retfærdighed.

SALMER:
Rejs op dit hoved, al kristenhed!
O Jesus, som er kommet at
Når mit øje
Guds fred er glæden i dit sind
Som korn fra mange marker
Fred til bod for bittert savn