Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 17,20—33 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han: »Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.« Men han sagde til disciplene: »Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter. For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle.

I vort Ny Testamente tales der meget om Guds Rige. Jesus fortæller mange lignelser om Guds Rige. Evangelisten Matthæus kalder det altid ’Himmeriget’, men det er det samme de mener.
Når vi danskere siger Guds Rige, så kommer vi så let til at tænke på et kongerige, altså et land eller et område lige som lille Danmark – men det vil være mere rigtigt at kalde det ’Guds herredømme’ – for det betyder simpelthen dét at Guds vilje sker, altså at Gud har magten, at kærligheden råder. For … overalt hvor Gud har magten og hvor hans vilje sker, dér er Guds herredømme, Guds område, Guds virkefelt.
Guds område er altså både en indre virkelighed – det er klart at Gud kan have herredømmet over et menneske, og at det menneske lever efter Guds vilje – og Guds herredømme er også en synlig virkelighed, for overalt hvor kærlighed, fred og glæde og retfærdighed virker, dér er det Guds vilje der sker.
Om der i evangeliet står at Guds herredømme er inden i jer eller midt iblandt jer, så gør det ingen forskel, for Guds herredømme omfatter det hele, vær sikker på det.
Og alligevel siger Jesus at Guds herredømme kommer ikke sådan at det er helt klart for enhver. Guds herredømme vil altid kunne modsiges, vi slipper aldrig for tvetydigheden i det der sker i verden. Og det kender vi fra vort eget liv: nogle mennesker takker Gud for det der sker i deres liv, og andre mennesker takker ikke Gud. Nogle beder til Gud, og andre gør det ikke. F.eks. får vi alle mad hver dag – vi er fælles om dette at spise som helt almindelige mennesker. Men der er altså nogle der takker Gud for den mad de spiser. De beder en bordbøn, måske bare et kort ord: ”Tak for mad, Gud!”, og dermed siger de at mad er en gave, at mad er en del af Guds herredømme. Andre siger ikke tak for maden til Gud, de spiser bare, og hvis man ville spørge dem om, hvem de skulle sige tak for mad, så ville de nok sige at de kun har sig selv at takke for det. De har selv tjent pengene, de har selv købt ind og selv lavet mad, så de har ikke andre at takke end sig selv. Nu véd de andre mennesker selvfølgelig også godt at de selv har tjent pengene og selv købt ind og lavet mad, men alligevel synes de altså at mad er en gave.
Eller f.eks. hvis nogen bliver helbredt på et hospital. Det foregår på samme måde for alle mennesker hvis de er syge: der er nogle dygtige læger som med en operation eller en medicin hjælper dem der er syge. Nogle takker Gud for det der er sket – de ser det altså som en del af Guds herredømme – mens andre blot tager det som en selvfølge eller slet ikke lægger nogen betydning i det. Eller hvis der sker noget så selvfølgeligt som at solen står op – solen står op hver dag over os alle – men der er nogle mennesker som ser dette som en del af Guds herredømme, de synger f.eks. en morgensang og takker Gud for en ny dag, mens andre bare tager det som en selvfølge.
Det er det Jesus mener med at Guds herredømme kommer ikke sådan at det er til at bevise med tørre tal. Det er jo det farisæerne spørger om: Hvornår kommer Guds herredømme? – for så kunne man i passende tid i forvejen tage sine forholdsregler og sikre sig en plads. Det kender vi: når man skal ud at rejse med toget, så sikrer man sig en pladsbillet i forvejen. Men Jesus siger altså at sådan kan man ikke omgås Guds herredømme. Det ville jo blot være et spørgsmål om livsforsikring hvor det ville dreje sig om mig og min overlevelse og sikkerhed. Sådan er vi så vante til at sørge for os selv i denne gamle verden. Vi er fyldt op med forsikringer og sygesikringsbevis og kasko og det store sociale sikkerhedsnet – der kan næsten ikke ske os noget som ikke kan klares sådan at vi bevarer vores sikkerhed og tryghed.
Det er i den forbindelse at Jesus til slut siger: ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det”. Dette farisæiske spørgsmål om hvornår Guds Rige kommer, er ukristeligt, for det drejer sig ikke om Kristus, om frelsen, om livet, men bare om éns egen livsforsikring. De der på dén måde vil handle med deres liv så de prøver at sikre sig, de afvises af Jesus. Det gælder alle dem der kigger bagud på det man har, det man ejer, det man har nået – det er lammende.
Guds herredømme, dette at Guds vilje sker og at kærligheden råder, er altså en virkelighed som sker midt iblandt os. Så er der måske nogen der vil sige: Ja, så langt kan jeg godt være med, men hvad så med alt det onde vi også oplever? – sygdom, ondskab, vold, undertrykkelse, ensomhed? Men her er det på samme måde: nogen kalder det blot skæbnens tilfældighed hvis nogle bliver ofre for disse ødelæggende kræfter. Andre sætter navn på og sætter også disse ting i forbindelse med Guds herredømme og siger: dette er i modsætning til Guds herredømme, det er det modsatte – det er det ondes herredømme, djævelens herredømme. Hvis nogle mennesker i denne verden ikke har noget at spise, men sulter som i det sydlige Afrika i denne tid, så kan man se på det på to forskellige måder: enten som en ren og skær tilfældighed hvor nogle altså er så uheldige at være født dér og derfor er så uheldige at dø af det, mens vi er så heldige at være født i dette rige land i verden hvor vi hver dag kan spise os mætte. Denne måde at se på livet og på verden fører alt for let til kynisme og dermed også til en kynisk politik over for ulande og sultende mennesker så man siger: det vedkommer ikke os, vi har nok i os selv. Men man kan også sige: dette er tydeligt imod Guds herredømme, det er imod Guds vilje, det er imod kærligheden. På den måde får man også det onde placeret i en sammenhæng med Guds herredømme så man kan gøre noget ved det.
Jeg synes det er vigtigt at se at det er de samme begivenheder, vi taler om: Vi ser den samme skabelse, den samme sol og de samme dage og nætter, de samme sygdomme og helbredelser – og det er også den samme ødelæggelse vi ser og hører om: krig, terrorisme, sygdom, ondskab, mistillid, splittelse. Men hele denne virkelighed som vi er fælles om i denne verden, kan altså tolkes på to forskellige måder: enten som noget der har med Gud at gøre, eller som noget ligegyldigt og skæbnebestemt.
Hvis vores virkelighed, vort liv, er tilfældig og skæbnebestemt, så kan vi ikke gøre ret meget. Så er vi blot som dyr udleveret til at klare os så godt som muligt, så gælder det bare om at overleve. Så klarer enhver sit, den stærkeste overlever.
Men hvis vi sætter hele vort liv med glæder og sorger, sejre og nederlag, i forbindelse med Guds herredømme – så kan vi faktisk gøre noget. Så kan vi bruge vort liv, ’miste’ det, i en stadig kamp for alt dét der opbygger Guds herredømme, og i en stadig kamp mod alt dét der står Guds herredømme imod.
Den ene måde at leve livet på betyder i virkeligheden blot at vi ikke har længere perspektiv end til døden. Livet går bare, vi henslæber et liv, og når vi er døde, er der ikke mere at sige. Man mister sit liv. Den anden måde at se på livet betyder at der er en retning, et mål: vort liv med alt hvad vi gør, mad, penge, hus, familie, børn, glæder og sorger er en del af Guds og vores fælles virkelighed. Og her er perspektivet ikke kort, her finder man et liv og vinder et liv med alle Gudsrigets kendetegn: fred, glæde og retfærdighed.
Det kan udtrykkes på mange forskellige måder — jeg er stødt på et lille digt som er lavet af en livstidsfange, en koreaner, som skriver:

Mad er himlen.
Da du ikke kan gå til himlen alene,
må vi dele maden.
Mad er himlen.
Da alle er fælles om himlens stjerner,
er maden noget vi må dele.
Mad er himlen.
Når maden går gennem din hals,
modtager du himlen i din krop.
Mad er himlen.
Ah! Maden er noget vi må dele.

SALMER:
O dejlige land (v.1—8)
På Guds nåde
Himlene, Herre, fortælle din ære
Guds rige kommer ikke så
Som korn fra mange marker
O dejlige land (v.9—10)