Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 11,25—30 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for. Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Jesus taler ofte om de umyndige og fremhæver disse på bekostning af de vise og kloge. En umyndig er en der har en formynder, en værge, altså en der bestemmer og kan indgå aftaler på den umyndiges vegne. En umyndig kan ikke selv bestemme. Børn er umyndige, lige som slaver tidligere var umyndige, og lige som kvinder tidligere var umyndige. Det er de for øvrigt stadig nogle steder i verden, f.eks. i mange arabiske lande.
Jesus fremhæver disse umyndige, og vi hører det også i klare ord hver gang vi har barnedåb i kirken. Da citerer vi disse ord af Jesus: Guds Rige tilhører børnene. Den der ikke tager imod Guds Rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.
Det er noget mærkeligt noget, for vi har et helt andet forhold i dag hvor man næsten skal have en studentereksamen for at blive ansat i et supermarked. I gamle dage kunne man studere ved universitetet hvis man havde en studentereksamen, men nu er det ikke nok. Noget af det sværeste at komme ind ved er jordemoderuddannelsen. Tidligere var det ikke så attraktivt, men i dag skal man have en meget høj studentereksamen for at få adgang til at blive jordemoder. Vi bliver altså klogere og klogere, kravene stiger hele tiden, vi kan overskue større og større helheder fordi vi har computere som kan rumme helt usandsynlige mængder af informationer og prognoser. Verden har aldrig været så klog som i dag, vi véd alt om jorden og atmosfæren, om havet og fiskene og om jordens plante— og dyreliv. Og alligevel står vi med nogle problemer som truer med at ødelægge vores jord: luftforurening, planters og dyrearters udryddelse — og det helt store problem: hullet i ozonlaget som om nogle år vil få temperaturen til at stige så jorden bliver et drivhus uden de livsmuligheder vi kender nu.
Jesus siger at der er noget der er skjult for de vise og kloge, men som er åbenbaret for de umyndige. Hvad mon det er? Jo, det er Guds væsen!, det der er indholdet i tilværelsen, vi kunne også sige meningen med livet. Men er det nu rigtigt? Vi kan jo prøve at undersøge forskellen mellem en af disse umyndige og så en af de vise og kloge. Et lille barn, altså en der virkelig er umyndig, ved godt hvad meningen med livet er: varme, glæde, tryghed, fællesskab. Mere skal der ikke til, hvis et lille barn har disse helt basale og enkle grundelementer i tilværelsen, så er det barn glad og spreder glæde omkring sig. Og se så på en af de vise og kloge, en af de myndige, en af dem der taler på andres vegne og bestemmer over andre — vi kan tænke på toppolitikere eller bankchefer eller industrichefer. Jeg har endnu ikke set et eksemplar af disse myndige mennesker som jeg ville foretrække frem for et umyndigt barn, hvis der skulle udtrykkes noget om glæde og indhold og mening.
I Øst—landene har vi set eksempler på at de myndige, altså de der har haft hånd om udviklingen og bestemt over andre og talt på andres vegne, er blevet sat til side til fordel for de umyndige. De umyndige har stemt på den eneste mulige måde, med fødderne. Det var nemlig åbenbaret for dem, det var klart og enkelt, at der er nogle forhold som er nødvendige for et værdigt menneskeliv. Og dette var skjult for de myndige, for myndighederne, for de vise og kloge som sad på ministerposter og ideologiske lederposter. Det er vist altid nedefra at man skal høre sandheden om livet. Jeg tror endda vi kan sige at hvis vi skulle vælge mellem at være umyndig eller myndig, mellem at være undertrykker eller undertrykt, så skulle vi foretrække at være undertrykt. For på den plads har man direkte adgang til Guds åbenbaring, altså til en afsløring af hvad sandheden er, hvad meningen er, hvad livet er. Mens man på den anden plads, som myndig, som vis eller klog, vist ikke kan andet end gå galt af alt dette.
Uden at vi bliver som umyndige, kan vi vist ikke tage imod Guds Rige. For de myndige, de vise og kloge, er der noget at lære, en omvej til livet som de umyndige ikke behøver at gå. Der er en beretning om en sådan omvej som vi måske kan lære noget af. I et af Paulus’ breve står der: ’bed uophørligt’ — altså bed altid! Det fortælles om en russisk pilgrim som søgte Gud og ville finde ud af meningen med sit liv, at han under sin læsning i Biblen blev standset af dette skriftsted. Han var ellers klog på mange ting, men han kunne ikke finde ud af hvordan dette dog skulle forstås, bed uophørligt? Skulle man gå hele dagen og bede, var det dét der var meningen? For virkelig at trænge til bunds i dette vanskelige spørgsmål, henvendte han sig til en starets, en åndelig vejleder, som gerne ville hjælpe ham. Staretsen sagde: Hvis du virkelig ønsker at lære dette, så kan du nu begynde med at sige en meget enkel bøn, Jesus—bønnen. Prøv at øve dig på at sige den 3000 gange om dagen, og du kan gøre det på den måde at hver gang du ånder ind, så siger du ’Herre, Jesus Kristus’ — og hver gang du ånder ud, så siger du resten af bønnen ’forbarm dig over mig! Pilgrimmen gik så hjem, og til at begynde med faldt det ham meget svært at sige bønnen så mange gange, men efterhånden gik det, og en dag gik han atter hen til staretsen og sagde: Nu kan jeg uden besvær sige Jesus—bønnen 3000 gange om dagen. Staretsen sagde så til ham: Godt, gå så hjem og sig den 6000 gange om dagen, og kom så igen når du kan det. Pilgrimmen øvede sig, og ved stor udholdenhed lykkedes det ham efterhånden. Han gik så atter hen til staretsen og sagde glad at nu var det lykkedes for ham. Staretsen sagde så: Gå hjem og sig den 12000 gange om dagen. Pilgrimmen ville gerne lære dette at bede uden ophør, så han gjorde som staretsen sagde. Og efter lang tids forløb vendte han tilbage og sagde: Jeg har opdaget noget, der hvor jeg tidligere fandt det meget svært at sige Jesus—bønnen de mange gange, der har jeg nu opdaget at jeg slet ikke behøver sige ordene mere. De siger sig selv, hver gang jeg ånder ind, så siger hjertet selv bønnen, og hver gang jeg ånder ud, så er det på samme måde. Det er som om bønnen beder sig selv i mit hjerte hver gang det slår. Så sagde staretsen: så har du opdaget det. Det er også derfor at denne enkle bøn kaldes ’hjertets bøn’.
Det var en tung omvej for denne pilgrim at lære noget så enkelt, noget som ethvert lille barn gør af sig selv. Hver gang et lille barn ånder, så beder det barn. Mange vise og kloge kan sikkert en mængde fine ord som man kan stille op ved siden af hinanden, så det bliver til en bøn. Men pilgrimmen opdagede at det hele er mere enkelt: bønnen er en måde at leve på, bønnen hører til livet lige så selvfølgeligt som hjerteslaget og åndedrættet.
Alle myndige, alle vise og kloge, har vist noget at lære af dette, og hvis vi selv hører til blandt de myndige og føler os vise og kloge, så har vi også noget at lære. Jeg tror det er i denne sammenhæng at Jesu ord skal forstås: ”kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; så skal I finde hvile for jeres sjæle. Thi mit åg er gavnligt, og min byrde let”.

SALMER:
Dybt hælder året i sin gang
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Apostlene sad i Jerusalem
Guds kærlighed ej grænse ved
O glædelig dag
Herre Kristus, dig til ære