Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 4,1—20 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at 'de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.' « Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

Jesus fortalte en historie, en lignelse, om en bonde der gik ud for at så korn. Nu kunne vi måske synes det var en mærkelig bondemand der sådan strøede om sig med korn, så noget faldt i god jord og andet på klippegrund, andet på vejen, og igen andet blandt tidsler. En moderne dansk landmand har helt anderledes styr på dette. Nu har man nemlig en computer inde i traktoren som bliver indstillet til en bestemt mark, og denne computer aflæser så blot et kort over marken og sørger for at såmaskinen eller sprederen til kunstgødning giver lige præcis den rigtige mængde, alt efter jordbunden på hver kvadratmeter.
Men historien er god nok, i Palæstina så markerne ud som det er beskrevet her: der var ikke muld over det hele, men ind imellem var der klippe der ragede op, og ukrudt kunne man kun bekæmpe på den gammeldags måde nemlig ved at luge det væk med hænderne. Og en vej — det var blot en grussti tværs over marken.
Nu skal vi ikke længere i det landbrugstekniske, for det var ikke derfor Jesus fortalte historien. Lad os prøve at trække hovedpointen ud af lignelsen, og den er jo helt enkel og indlysende: det der sås må passe til jordbunden. Og det er jo dette der er problemet i hele historien: de to ting passer ikke altid sammen. Kornene var gode nok, de kunne sagtens vokse, men hvis de faldt på en sten så kunne de jo ikke; korn kan ikke vokse på en sten eller på en vej hvor der hele tiden kommer nogen og træder på det. Dét der sås skal altså passe til jordbunden.
Men vi kan også vende det om og konstatere at jordbunden skal passe til det der bliver sået. Hvis man under en rejse sydpå til de varme lande har fået smag for mangofrugter eller papaya, kunne man godt være så naiv at man tog nogle kærner med hjem og såede i den gode, danske muld. Kærnene er gode nok, og mulden er god nok, men det kommer der ikke noget ud af for der er alt for koldt og mørkt her hos os til at der kommer nogen frugt ud af det eksperiment. Og jeg gentager: frøene, mango— eller papayakærnerne, er gode nok, og jorden er god nok, men de to ting passer bare ikke sammen. Og dette problem er langt værre end det Jesus fortalte. Enhver kan forstå at korn ikke kan vokse på sten, men vi står med et sværere problem, nemlig at mangokærner ikke kan vokse i god dansk jord. Og hvorfor er det nu sådan? Vi ved det godt: der er nogle flere faktorer end blot kærner og jordbund. Der er de omgivende vækstbetingelser, klimaet, miljøet. Der er for koldt her hos os, vi har frost og sne, lang tid, vi har storm og regn i lange tider af året, og solen står for lavt det meste af året på vore breddegrader, der er simpelthen ikke lys og varme nok.
Jesus fortalte historien for at sige noget om dét der bliver sået, nemlig Guds ord, og så jordbunden som skal muliggøre frugten, nemlig dem der modtager Guds ord. Nu kommer det tæt på — det er faktisk sagt til os det hér!
Så nu kan vi begynde vores analyse: hvordan er det med det der bliver sået? — er det godt nok? Jae, da det nu er Guds ord der er tale om, så må vi vist nøgternt konstatere at det er godt nok. Det ord har været i stand til at skabe siden skabelsens morgen, og det har virkelig bevist sin grokraft ved stadig at være kraftigt nu igennem 2000 år, ja længere endnu: helt siden skabelsens morgen. Så dén side af sagen er i orden. Kærnerne, ordet, er godt nok. Så kommer vi til jordbunden: det er os. Er vi også gode nok? Nu kan enhver jo tale for sig selv, men hvis jeg skal give mit indtryk, så er det at langt de fleste mennesker er gode nok. Vi kender allesammen nogle få tvivlsomme eksistenser hist og her, men jeg tror da at langt de fleste mennesker prøver at få det bedste ud af tilværelsen med de midler der nu er til rådighed. Det kan godt være det var rigtigt hvad man for nogle generationer siden altid endte med at konstatere, nemlig at vi er nogle store syndere alle sammen, og såmænd er vi dét!, men jeg ved ikke rigtigt hvad vi skulle bruge det til. For ... det er da til os at ordet er talt, det er beregnet på os! Og jeg er sikker på at der i ethvert menneske findes en stump god, frugtbar jord som ikke ønsker andet end at blive tilsået og bære frugt, det kan vi se af alle de drømme og længsler og bestræbelser som mennesker gør sig.
Og hvad så med frugten, udbyttet, dét Jesus nævner med 30 og 60, ja endog 100 fold, altså et kolossalt stort udbytte? Hvordan er det med frugten? Ja, her kan man jo igen svare for sig selv, men jeg har lidt svært ved at se særlig store mængder frugt. I dag er der en trend, en tendens, til individualisering, dette at man ser alt ud fra sig selv, og at generelle opture og nedture ses som den enkeltes sag. Det gælder når det går godt: sportsstjerner og popstjerner og tv—stjerner og politikere bliver vist i slow—motion igen og igen, enkeltpersoner udstilles i ugeblade og billedblade. Men det gælder også når det går skidt: også hér bliver generelle problemer gjort til private problemer. Så kan vi hver især gå og dukke os og have dårlig samvittighed og tro at det er os der er for dårlige eller dumme.
Uden at vi skal fratage mennesker ansvaret, så synes jeg dog der er nogle vækstbetingelser som forklarer en hel del af det manglende udbytte. Og lige som frost og storm er faktorer der er større end det enkelte korn og den lille stump gode jord kan klare, så er disse moderne vækstbetingelser også omfattende og påvirker os alle. Vi lever i en verden i opbrud hvor nogle af de mest basale menneskelige forhold er truet, f.eks. arbejdet. Mennesker har altid fundet identitet i deres arbejde, men teknologi og digitalisering overtager mere og mere, og vi har endda kun lige set begyndelsen af den proces. Den er allerede udbredt, hver dag hører vi om store grupper af mennesker som bliver overflødige fordi deres arbejde overtages af teknik, eller at deres arbejde bliver udfaset til et andet sted i verden hvor omkostningerne er mindre. Hvis man skal ringe til et kontor eller en myndighed, så er det efterhånden svært at komme til at tale med et rigtigt menneske, i stedet kan man trykke på knapper og høre pausesignaler og musik i røret. En anden faktor som påvirker alle vækstbetingelser i vort samfund og samliv, er fjernsynet, som vi også kun lige har set begyndelsen på. I løbet af få år vil vi alle få tilbudt en digital løsning på de fleste daglige gøremål. Og man kan godt sige: jeg vil ikke, men det er kun et spørgsmål om tid før der ikke er andre muligheder. Allerede nu kan man ikke vælge mellem at tale med en maskine og med et rigtigt menneske — hvis man vil tale med et kontor, en skole, en bank, så bliver man trukket rundt på trykknapperne af en automat. Valget forsvinder, vi bliver trukket med enten vi vil eller ej. Lad disse par eksempler være nok, der kunne nævnes en mængde andre faktorer som indvirker på vort liv generelt, men også specielt når talen er om jordbunden i forhold til Guds ord.
Hvad skal vi gøre ved det? Man kan let føle sig magtesløs, for det ser ud til at de sædvanlige, kendte kanaler for at klare problemerne er ved at sande til. Der er nogle store kræfter i gang, i EU politisk, i de store multinationale selskaber økonomisk, i fjernsynet kulturelt, som er vanskelige at få indflydelse på. Men det ser ud til at mennesker altid finder en måde at protestere på når det bliver for meget. Argumenter og forhandlinger nytter ikke meget f.eks. over for et olieselskab der opfører sig svinsk, men hvis man nægter at købe deres benzin, så sker der noget. Formaninger og trusler over for undertrykkere preller af, men hvis man boykotter deres produkter, så sker der noget. Protester over forurenede fødevarer har ikke stor virkning, men hvis man begynder at spørge efter og købe økologiske fødevarer, så sker der noget.
Som kirke og som menighed står vi med nogle store problemer når det gælder vækstbetingelserne for Guds ord. Vi kunne jo begynde at bruge vores fantasi og ’stemme med fødderne’ som det hedder, altså: selv sætte betingelserne for hvad vi vil gå med til.
Enhver kan nok selv finde steder at begynde, hvis man synes man er ved at blive kvalt i tidsler, men jeg kunne da godt foreslå et par ting: f.eks. kunne man beslutte sig for at lukke for det værste bras i fjernsynet og være stille en times tid om ugen. Det kan være svært selv for Guds ord at trænge igennem den massive underholdnings— og adspredelseslarm der omgiver os. Man kunne også beslutte sig for at erstatte bare en times adspredelseslæsning om ugen med selv at læse i Biblen — den er faktisk fyldt med Guds ord.
Spørgsmålet om kornet og jordbunden er under alle omstændigheder et emne vi som kirke må holde åbent og tage alvorligt. Man kan faktisk få stort udbytte ud af det.

SALMER:
Himlene, Herre, fortælle din ære
Herre Gud! Dit dyre navn og ære
Talsmand, som på jorderige
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
Zion, pris din saliggører (v.4—5)
Behold os, Herre, ved dit ord