Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 11,2—10 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: 'Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.' «

Johannes Døberen, denne stærke og frygtløse prædikant, forkyndte en kommende frelser, en Messias. Han gik ude i ørkenen og råbte op om ham som kommer, og han skildrede altid den kommende med nogle ord som gik i retning af kamp og oprør og udryddelse og ild, hør blot: ”Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild. Han har sin kasteskovl i hånden, og han skal rydde sin tærskeplads og samle sin hvede i lade, men avnerne skal han brænde i en ild, der aldrig slukkes« (Matth 3,10—12). Johannes var frygtløs, han havde tordnet mod de rige, mod magthaverne, mod selveste Kong Herodes. Han havde kaldt dem ”øgleyngel”, han havde truet dem, alt sammen i forvisning om at den kommende frelser ville komme og rydde op, nedkæmpe de uretfærdige magthavere. Derfor var han sat i fængsel, og han vidste sikkert godt at han ikke ville slippe levende derfra. Jeg tror ikke Johannes har været bange for døden – den var jo blot en logisk konsekvens af hans kritik og oprør og forhånelse af magthaverne. Han havde gjort det med åbne øjne. Sådan er det jo – hvis man kan se en befrielse forude, så er intet for kært, ikke en gang livet, éns eget liv. Det er der så mange eksempler på i historien, frihedskæmpere, oprørere, selvmordsbombere. Så har der været mening i éns liv, så har det ført til noget, så har man ikke levet forgæves. Jeg tror det er dette Johannes har været usikker på: havde han leves forgæves, var han blot en tåbe, en fantast som havde råbt forgæves?
Nu sad han i fængsel og hørte om Kristi gerninger, og han tænkte vel: mon denne Jesus fra Nazareth er den ventede Messias? – Og den sikreste måde at få besvaret dét spørgsmål på er jo at spørge manden selv. Og det gør han så, han sender sine disciple hen til Jesus med et meget klart spørgsmål: er du manden, eller er det en anden? Og det spørgsmål er så klart at det kan besvares ganske kort med et ja eller et nej. Men Jesus giver et andet svar – et næsten undvigende svar. Svaret passer ikke til spørgsmålet: Johannes spørger om hvem Jesus er, men Jesus svarer med noget man selv kan se og høre.
Nu er det ikke bare ord som Jesus har fundet på, det er gamle ord fra folkets hellige skrifter, og det var velkendte ord, både for Johannes og de andre – det var ordene fra profeten Esajas om hvordan det hele skal blive nyt og anderledes når ’Herren’, ’jeres Gud’ kommer. Selv naturen skal blive fornyet, ørkenen skal juble og blomstre. Naturen jubler over Herrens herlighed ved at blomstre. Og Herrens, Guds, herlighed åbenbares også over mennesker: blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, døve hører, døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Det er næsten ordret dét der står hos profeten Esajas.
Johannes havde tid, han havde god tid, for han sad i fængsel. Og han har tænkt længe og intenst over det mærkelige svar. Og så har han undret sig! Svaret fra Jesus var profet—ord, men der manglede noget — og der var føjet noget til. Han havde ikke bøger i sit fangehul, og han havde ikke fotokopier af teksterne, men det behøvede han heller ikke, han kunne dem udenad (Esajas 35 i fotokopi uddelt før prædikenen).
Der manglede noget: ordene om hævn og gengæld! (v. 4) – nu blev han i tvivl, for dét var noget han havde forstand på. Hvor var hævnen og gengælden henne i Jesu svar? Han savnede det væsentlige – han har ikke kunnet genkende Messias i denne Jesus.
Og ikke nok med at der manglede noget – der var føjet noget til, nemlig ordene: ”evangeliet forkyndes for fattige”. Det undrede også Johannes, han havde aldrig selv prædiket evangeliet for de fattige – han havde tordnet mod de rige, de selvsikre, de hovmodige. Han havde virkelig forkyndt lov og ret og orden og moral med stor kraft, men han havde vist ikke blik for de fattige, han gik efter de rige med lovens skarpe sværd.
Når Jesus tilføjer at evangeliet forkyndes for fattige, betyder det at Gud Herrens komme, Guds nærvær, frelsen, også omfatter dem der normalt lukkes ude, de fattige. Og hér får Johannes indirekte svaret på hvem Jesus er. Jesus er den der forkynder evangeliet – dvs. den der proklamerer at Gud nu er kommet for at udfri sit folk. Og ingen, ingen, selv ikke de foragtede og udstødte, er udelukket fra dén udfrielse. Uden at sige det direkte, siger Jesus hér at han er en provokation – måske er det også forklaringen på den mærkelige tilføjelse: ”Salig er den, der ikke forarges på mig”. Jeg tror ikke Johannes kunne lade være at blive forarget — han er sikkert død som et desillusioneret, et skuffet menneske.
Jesus siger altså at de underfulde ting der er nævnt i Esajas’ profeti, nu er begyndt at ske. Og det betyder så at Herrens herlighed viser sig, nu kommer ’jeres Gud’ og frelser jer, nu sker der udfrielse af de undertrykte. Det er jo det samme som Jesus siger hele vejen igennem: ”Gudsriget er kommet nær”, Gud er nær, lige så nær som en far er på sine børn.
Vi der i dag hører dette evangelium, ligner vel egentlig meget Johannes’ disciple. Vi spørger også hvem Jesus er. Og vi bliver også henvist til det vi kan se og høre – og altså også dette: at evangeliet forkyndes. Gudsriget er på vej, der er tydelige tegn på det — ikke store verdensomspændende undere eller magiske sensationer eller éngangsmirakler – åh hvor kunne man ofte ønske sig den slags! — men små, fine, tydelige tegn på Guds Rige: at nogle kan se, at nogle kan høre, at nogle kan bevæge sig, at nogle er blevet rensede, at nogle er blevet levende, at der er sket en forkyndelse af nyt håb for magtesløse mennesker. Det er dét vi kan sætte vort håb til.
Vi kunne jo lige spørge os selv – og vi har tid til det her i kirken — vi kunne jo spørge os selv hvor meget vi har del i af dette Gudsrige. Guds Rige er endnu ikke kommet fuldt ud — det véd Jesus og det véd vi også! — men altså hvor meget har vi egentlig allerede del i? — Hvis du kan se, altså hvis du ikke er blind, så er det allerede en del! Tak for det. Hvis du kan gå, altså hvis du ikke er lam, så er det allerede en del! Tak for det. Hvis du er ren, altså hvis du ikke er ramt af spedalskhed, så er det allerede en del! Tak for det. Hvis du kan høre — det samme: tak for det. Hvis du er levende, altså at du ikke allerede er død, så er det dog en hel del! Tak for det. Og ... hvis du kan høre evangeliet, det gode budskab om Guds Rige og hans fred, glæde og retfærdighed forkyndt, selv om du føler dig magtesløs, så er det allerede en hel del. Tak for det.
Det er Jesus der siger det, og hvis man vil nøjes med dét og ikke bliver forarget over Jesus — at han ikke siger mere eller gør mere — så er man salig. Salig betyder at være lykkelig.

SALMER:
Tak og ære være Gud
Blomstre som en rosengård
Fryd dig! du Jesu brud
Guds fred er mer end englevagt
Som korn fra mange marker
Op, glædes alle, glædes nu!