Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 15,21—28 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.« Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.« Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!« Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.« Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Vi er et stykke inde i fastetiden, de 40 dage før Påske, hvor vi forbereder os. Fastetiden er en tid hvor der er skruet ned for blusset, en afkaldstid, så der kan blive mere plads til Gud, en tid hvor min sjæl tørster efter den levende Gud som der stod i den Psalme vi hørte fra alteret.
“Min sjæl tørster efter den levende Gudâ€�, det tror jeg altid mennesker har gjort og gør: tørster efter den levende Gud, især de mennesker der lever alvorligt. Hvis man ikke lever alvorligt, sÃ¥ tørster man mÃ¥ske ikke efter sÃ¥ meget — lidt øl, lidt penge, lidt oplevelse, lidt ’gang i den’ — og der er vist ikke andet at sige til det end “velbekommeâ€�. Men hvis man lever alvorligt, ikke kedeligt eller tungt, men tager livet alvorligt og lever for alvor, sÃ¥ kan det vist ikke udtrykkes bedre end: Min sjæl tørster efter den levende Gud.
Man kan ogsÃ¥ blive tvunget til at tage livet alvorligt. For smÃ¥ to mÃ¥neder siden, da tsunami—flodbølgen i Syd—øst—Asien pludselig skyllede alt bort og dræbte 300.000 mennesker, var der ogsÃ¥ nogle endog her i vort land sÃ¥ langt fra stedet der erfarede livets alvor, og vi kender det hver især: hvis en i familien bliver ramt af en svær sygdom, eller vi selv blot af en forstuvet fod eller en blindtarmsbetændelse, sÃ¥ bliver livet pludselig alvor.
I evangeliet til i dag hører vi om én der var blevet tvunget til at tage livet alvorligt. Det kan godt være hun også har gjort det tidligere, det ved vi ikke, men det er tydeligt at hun nu er i den situation at hun tørster efter den levende Gud. Hendes datter plages af en dæmon, hun råber på hjælp det rette sted, hos den levende Gud, hos Jesus. Og så ... ja, hvad så? Så sker der ingenting! I og vi må altså finde os i denne beretning for den står i Biblen, i vort Ny Testamente. Der står altså: Jesus svarede hende ikke et ord, det er dét der hedder at ignorere et menneske.
Vi kender det selv: “GÃ¥ videreâ€�, “lad som ingentingâ€�, “jeg vil ikke blandes ind i nogetâ€�. Men det bliver værre endnu: disciplene beder Jesus om at sende hende væk, og det gør han med nogle skrappe ord: ‘Jeg har ikke noget med dig at gøre. Min opgave rækker kun til de fortabte fÃ¥r af Israels hus’. Og dér kan hun selvfølgelig ikke være med, for hun er ikke en af Israels hus, hun er en kana’anæisk kvinde som der stÃ¥r, altsÃ¥ ikke—jøde. Der var for jøderne, Jesus var jøde!, to slags mennesker: jøderne og folkene, hedningerne. Som i dag: os og de andre.
Og det bliver værre endnu: Jesus vil ikke have noget med denne hedning at gøre. Da hun går helt amok og på dramatisk vis kaster sig ned og råber om hjælp, så afviser Jesus hende og siger at hun ikke kan få del i det der er bestemt for nogle andre, og Jesus sammenligner hende med en hund. Det er sjældent man hører om dén slags skældsord, for øjeblikket er en dansk kaptajn i Forsvaret tiltalt ved retten for at bruge dén slags skældsord under afhøring af nogle fanger i Irak, det er altså strafbart at sige sådan til andre mennesker.
Kvinden finder sig i det fordi hun er langt ude og har forladt alt hvad der hedder menneskelig værdighed og stolthed, disse luksusfænomener!, og hun siger at hun også godt vil være tilfreds med blot at få lidt af dét som ellers går til spilde. Og så er det Jesus giver efter.
Kvinden tvinger Jesus til at opfylde sin bøn. Og så er det Jesus siger: “Kvinde, din tro er stor�. Det har Jesus sagt én gang før, nemlig til en romersk kaptajn i Kapernaum som havde en syg dreng. Det var ham der også opgav sin værdighed som menneske og som officer i den romerske hær og sagde: ‘Herre, jeg er ikke værdig til, at du skal gå ind under mit tag, men sig kun et ord, så bliver min dreng rask’. Vi har kun disse to gange i vore evangelier hvor Jesus siger til nogen at de har en stor tro, og begge gange er det hedninger han taler til. De andre gange hvor Jesus siger noget om tro, hører vi mest om at han til sine disciple siger ‘I lidettroende’.
Der er altså noget der hedder en stor tro, og så er der noget der hedder en lille tro. Det er ikke noget vi beskæftiger os med her i kirken, om mennesker har en stor tro eller en lille tro, men jeg har på fornemmelsen at de fleste af os ville sige, at en stor tro kendetegner et menneske der har en indre styrke gennem et nært kendskab til Biblen og til gudstjenesten og på denne måde formår at holde sig selv oppe.
I dag lærer vi af evangeliet — det er et herligt evangelium vi har fÃ¥et givet som man altid kan lære noget vigtigt af! — at nÃ¥r der tales om en stor tro, sÃ¥ er det ikke kvindens eget liv det drejer sig om, men hendes datters. Og pÃ¥ samme mÃ¥de med den romerske kaptajn: det var heller ikke hans eget liv, men hans drengs det drejede sig om. Kvinden der her roses for sin store tro, var hedning, palæstinenser, araber, hun kendte hverken trosbekendelsen eller de 10 bud eller gangen i gudstjenesten, men dét hun viste sin store tro ved, var at det ikke drejede sig om hendes eget liv, men datterens. Det var moderen der havde en stor tro, og det var datteren der blev rask! Lige som det var kaptajnen der havde en stor tro og hans dreng der blev rask!
Man kan altså tro for andre, og man kan bede for andre. Dét er den store tro! At tro for sig selv og bede for sig selv, det kan godt bare være udtryk for den lille tro.
Og en sidste ting vi skal have med i denne sammenhæng er at den store tro peger fremad. Dét kvinden tror, er endnu ikke sket for hende. Hun tror på at virkeligheden kan blive en anden, og på samme måde med den romerske kaptajn. Troen består altså ikke i at kunne pege bagud og sige: jeg tror på at Gud har skabt verden, jeg tror på de 10 bud, jeg tror på dogmerne, på traditionen osv. Og det ligger næsten selvklart at disse menneskers store tro viser sig gennem deres forbøn. At bede for andre er at pege fremad. Forbøn drejer sig om at man har et håb om at virkeligheden kan blive ny og anderledes.
Hvis man blot beder for sig selv: ‘Herre, frels os, vi gÃ¥r under’, som Peter engang bad da han var i havsnød, det er sÃ¥ banalt og selvfølgeligt at man ikke behøver hedde Peter for at gøre det. Det gør vi allesammen hvis vi skal gennemgÃ¥ en operation eller op til en eksamen eller er bange i en flyver. Det er den snævre tro der drejer sig om noget meget begrænset i Guds store frelsesplan, nemlig lille mig. Ã...h, det er sÃ¥ almindeligt; godt nok, men snævert.
Forbønnen derimod har et større perspektiv, for dette at bede for andre viser at den bedende er med i et fællesskab og med i en fremtid som hører Gud til. Guds frelse gælder nemlig ikke blot mig og mit, men Guds frelse er omfattende, det er hele Guds verden der skal frelses.
Forbønnen er Gudsrigets bøn, i forbønnen sættes alt i det rette perspektiv, og endog Gud selv lader sig bevæge af forbøn. Hvis kristne mennesker skulle have problemer med deres tro, er den nu stor nok?, er den nu god nok?, er den stærk nok?, så er forbønnen den bedste skole. Hvis man er i krise med sin tro, eller hvis man ikke rigtig kan finde ud af at bede, så er forbønnen den rette vej.

SALMER:
Af dybsens nød, o Gud, til dig
Som tørstige hjort monne skrige
I, Herrens udvalgte, som hellighed øve
Kvindelil! din tro er stor
Som korn fra mange marker
O glædelig dag