Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 11,14—28 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Vi må udnytte tiden, livet er kort. Vi må indstille os på at vi ikke kan nå alt, og derfor vil vi i dag ikke beskæftige os med dæmoner omend det er et interessant emne som der er meget at sige om. Vi kan jo også lægge mærke til at det heller ikke var dæmonerne der blev sat spørgsmålstegn ved i vort evangelium til i dag: alle der var til stede, Jesus og hans modstandere, var helt enige om hvad der skete. Alle kunne se at den dæmonbesatte blev helbredt, det er ikke dét der er tvivl om. Så kunne man måske tro at de forskellige opfattelser dén dag kom sig af at nogle troede på Gud, og andre ikke troede på Gud. Men det er heller ikke hér der er noget problem: de troede alle på Gud — ja, det var netop fordi nogle i folkeskaren havde en dyb gudstro at de kritiserede Jesus.
Jeg synes det er befriende at det ikke er dette med dæmonerne som står til debat, for så skulle vi nok en gang til at endevende spørgsmålet om hvad man kaldte sygdomme dén gang og i dag. Det fælles i dette evangelium og vor situation i dag er at alle de tilstedeværende dén gang troede på Gud, og det gør vi også, vi er deltagere, vi kan være med. Dét som vi nu i 2001 stilles overfor, er præcis det samme som de dengang blev stillet overfor: et enten—eller.
Jeg tror det er et fælles kendetegn ved mennesker til alle tider at de prøver at komme gennem tilværelsen, gennem livet, så godt som muligt. Der er nogle enkelte som rager særligt op fordi de er født til det: konger og dronninger og prinser og høvdingesønner. Så er der nogle få store personer som i kraft af et særligt talent eller held har gjort sig gældende: en Rembrandt, en Mozart, Niels Stensen, Thorvaldsen, Einstein. Der er nogle helgener som rager op, Bernhard, Frans, Terese og den slags, og kirkelige kyrofæer, Luther, Grundtvig, Brorson osv. Og så er der nogle som på grund af særlige historiske omstændigheder har raget meget op, og revet meget op i verden, Hitler, Stalin, Franco, almindelige små mennesker som ved et tilfælde fik umådelig magt og indflydelse.
Men normalt, altså hvad angår hovedparten af menneskeheden, så prøver de fleste at komme stille og roligt gennem livet så godt og ubesværet som muligt. Nogle har bedre muligheder for dette end andre, vi er nogle af de heldigste i denne verden. Vi lever i et slaraffenland uden sult og krig og hungersnød og ukontrollerede sygdomme. Og vi har jo lært at det går lettest hvis vi tilpasser os, bliver integrerede, bliver normale. Man kan se det overalt i vores verdens historie: de fleste mennesker holder lav profil, mennesker kan tilpasse sig de mest utrolige livssituationer og —forhold.
Mennesker har som oftest forestillet sig at der er tre muligheder: enten for eller imod eller neutral. De få, de særlige, var for, de ville noget, de havde en idé eller en vision; og de få, de særlige, var imod, oprørerne, rebellerne, protestanterne, de havde også en idé eller en vision, bare modsat. Og så var der flertallet, den store hob, det tavse flertal, de var neutrale. Hvis man ikke var særlig udvalgt eller genial eller udvalgt, så kunne man da altid være neutral.
Det gælder stadig. De fleste tror på neutraliteten. I dag er det smart og prisværdigt og akcepteret hvis man siger ”Ingen kommentarer”, så risikerer man ikke noget. Det gælder på det lille plan: gå videre, se lige ud, lad være at blande dig i noget, og det gælder på det store plan: hvis nogen spørger om hvad alt dette med et ”raket—skjold” er for noget, så kan man altid sige: det kender vi ikke noget til, vi har ikke fået nogen direkte henvendelse.
Det er denne model, den tre—dobbelte valgmulighed for, imod og neutral, som Jesus gør op med i dagens evangelium. Jesus siger at der findes kun for eller imod, kun ja eller nej, det er et enten—eller. Og hvorfor nu det? — jo, for det handler om Gud eller djævelen, om liv eller død, om godt eller ondt, om Gudsriget eller det modsatte. Det er store ord og store ting der hér står på spil, så det må være en meget alvorlig og livsvigtig sammenhæng der tales om. Og det er det da også: noget af det mest enkle og livsvigtige man overhovedet kan beskæftige sig med, nemlig noget godt: et menneske bliver helbredt for en plage.
Alle kunne se det, der står direkte at ”folkeskarerne undrede sig” da den stumme begyndte at tale. Alle kunne se og høre at hér skete der noget godt. Godt er godt! Og godt har med Guds Rige at gøre. Jeg tror det var dette der chokerede dem den dag: at Guds Rige er nu, hér midt i vores virkelighed, vores hverdag, vores dagligdag. Guds Rige og Guds kraft fungerer lige midt i hvor vi er.
Og som dengang, sådan også nu: vi er alle til stede, vi ser det samme, vi ser at der sker noget, men tolkningen er forskellig. F.eks. også i helbredelsesbranchen hvor der på vore hospitaler sker helbredelse. Vi véd det, vi oplever det personligt eller i vore familier eller ser det i fjernsynet. Og til den anden side: døden vinder, vi bliver berøvet vore kære eller vores fjerne næste i et fjernt land, ved sygdom, ved ulykke, krig eller undertrykkelse. Men mange tror stadig at neutraliteten er en mulighed, de glemmer at alt må ses i dette enten—eller—perspektiv: dér hvor der sker noget godt, dér er det godt, og derfor er det en frugt af Guds Rige. Og dér hvor der sker noget ondt, noget ødelæggende, splittende, destruktivt, dér er det djævelens frugt. Enten er man for Gudsrigets gode kræfter, helbredelse, glæde, fred, retfærdighed, enhed og ny begyndelse, eller også spreder man.
Det ord ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder” er sagt til de nærværende, dem der har sét og står nær nu. Vi er også nær nu, i denne Gudsrigets tid hvor der sker store ting, vi er nærværende hér i kirken, i verden, i livet.
Lad os være åbne over for dette alvorlige og skelsættende evangelium som uden at skele til kirkeligt eller politisk tilhørsforhold, til rang, klasse, talent eller held, lader os få muligheden for at leve med Gudsrigets nærvær for øje. Det er et spørgsmål om daglig øvelse at se at Gudsriget er kommet nær, det er midt iblandt os — vi er midt i det.

SALMER:
Øjne! I var lykkelige
Lov og tak og evig ære
Midt i livet er vi stedt
Midt iblandt os er Guds rige
Hil dig, frelser og forsoner!
O Jesus, som er kommet at