Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 6,1—15 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Vores evangelieberetning i dag fortæller om bespisningen i ørkenen af omkring 5000 mennesker. Det er en fantastisk beretning, de fleste vil nok mene den lyder noget urealistisk. Jesus tog nogle få brød og lidt fisk, og så blev der nok til 5000 mennesker. Og der blev endda stort overskud.
Der står også noget om at store folkeskarer fulgte ham fordi han helbredte de syge. Det lyder også fantastisk. Og mange andre steder i evanglierne fortælles der om ting som er mærkelige og for os at se rent ud sagt urealistiske.
Man kan godt sige at vort Ny Testamente er én lang beretning om noget urealistisk, noget utopisk. Men ... der er altså nogle for hvem det var realiteter, virkeligheden, og de har skrevet det hele ned.
Hvorfor mon de egentlig har gjort det? Jeg tror ikke de har skrevet det ned for at vi, eftertidens mennesker, skulle bruge disse beretninger som en slags køreplan for vort liv sådan at når vi blev syge, skulle vi blot lægge os ned og vente på at der skete noget mirakuløst. Eller når vi f.eks. holdt bryllup roligt kunne købe for lidt vin i forventningen om at der nok skulle komme én forbi og lave vand til vin. Eller at vi roligt kunne tage på udflugt til massemøde og lade være med at tage madpakke med og så blot vente på at der skete noget forunderligt, så alle alligevel fik nok at spise.
Nej, de her beretninger er skrevet ned af to grunde: 1) fordi de har fundet sted, og 2) fordi de siger noget vigtigt om Gud og om vort eget liv.
Og beretningerne er jo urealistiske og forunderlige når vi sammenligner dem med den virkelighed vi selv lever i. For vi lever realistisk, vi lever i virkeligheden i dag. Dét vi lever midt i er virkeligheden. Det er til at blive dårlig af at måtte konstatere dette: vi lever i virkeligheden! Nu er vi så heldige at vi lever i dette smørhul i verden, Danmark, et af de fredeligste og rigeste steder på kloden. Men ser vi bare en lille smule ud over os selv, så ser vores verden ikke særlig lys ud. Nogle steder på kloden dør mennesker dagligt fordi de ikke har brød eller fisk. Andre steder dør mennesker i tusindvis fordi de ikke har den mest nødvendige medicin eller lægehjælp. Og det er næsten ikke til at holde ud at tænke på de millioner af mennesker der før os har mistet liv og helbred og værdighed i koncentrationslejre, fangelejre, på flugt, under krig og hungersnød eller under slaveri. Og stadig ser vores verden jammerlig ud, den ene statistik efter den anden viser at vores verden, vores virkelighed, er fyldt med uretfærdighed og lidelse. Dét er virkeligheden!
Vi kunne måske spørge: hvilken virkelighed foretrækker vi, den bibelske eller vores egen i dag? Nu kan enhver jo svare for sig selv, men personligt vil jeg foretrække den bibelske virkelighed. Af én eneste grund: denne virkelighed er endnu ikke afsluttet. Den er endnu ikke kommet fuldtud, den er endnu ikke fuldendt. Den er en utopi. ‘Utopi’ plejer vi at sige når noget er en urealistisk drøm, men egetlig betyder dette fremmedord, ‘utopi’, intet—steds.
Vi kender vort sted, vi ved hvad der finder sted, vi ved hvad vi har, og der er ikke mange som venter sig særlig meget mere af denne verden. Men der er altså en virkelighed som er anderledes, som er dejlig, herlig, fin og retfærdig, men som bare endnu ikke har fundet sted fuldtud, som endnu ikke har fundet sit sted, sit blivende sted.
Det er denne utopi vi har i vort evangelium. Dén dag bespisningen af de 5000 skete, var det virkelighed. Det fandt sted, det fandt sit sted, og mennesker blev mætte og glade og takkede Gud. Og når Jesus helbredte nogle syge mennesker, så var det også virkelighed, det fandt sted, det fandt sit sted. Gudsriget fandt sted, Gudsriget fandt sit sted. Ikke ude i verdensrummet eller dybt inde i et enkelt menneskes inderste, men lige præcis midt i den menneskelige dagligdag og virkelighed.
Der er i dag en udbredt søgen og længsel, moderne mennesker håber på og drømmer om en bedre og anden virkelighed. Det kan man aflæse af de mange tilbud der i dag reklameres for af hel— eller halvreligiøs tilsnit. Der er et omsiggribende marked af horoskoper, helbredende orientalske urter, magiske sten eller kobberplader, kurser i div. terapier, tips, lotto, skrabeplader osv. osv. Mennesker drømmer om en anden og bedre virkelighed, men som oftest bliver det ved de små, private drømme om en hurtig gevinst i Hvem vil være millionær eller Stjerne for en aften eller en af de øvrige tv—konkurrencer hvor man kan blive centrum for opmærksomheden en enkelt aften, eller drømmen om at vinde i lotto og blive millionær. Der findes større drømme, f.eks. at man laver en faglig aktion for noget mere i løn, eller at en masse forbrugere laver en boykot af bestemte varer. Men drømmens indhold er alligevel begrænset. Det drejer sig som regel om lidt mere i lønningsposen, lidt mere fritid, lidt bedre arbejdsvilkår. Det er små drømme.
Men her i Guds menighed, i kirken, har vi en mulighed for at drømme sammen og højt og stort. Dét vi drømmer om hér i kirken, er nogle fantastiske og store ting, en utopisk virkelighed. Når der fortælles om Jesus at han helbredte nogle uhelbredeligt syge mennesker, så var det en forkyndelse af en større, omfattende virkelighed, hvor selv sygdom skal være overvundet. Når Jesus opvakte et par mennesker fra de døde, så var det en forkyndelse af en fuldstændig utopisk virkelighed, hvor dette sidste mysterium for alle mennesker, døden selv, skal være overvundet. Og når vi i evangeliet til i dag hører at flere tusinde mennesker blev mætte, så er det en forkyndelse af en omfattende virkelighed hvor alle skal blive mætte, og hvor mennesker skal dele deres brød og deres liv med hinanden.
Det er denne store utopiske virkelighed, vi drømmer om her i Guds menighed. Og det er vigtigt at holde denne drøm ved lige, for hvis vi indsnævrer vore drømme og håb til lidt lapperi på den virkelighed vi lever midt i og kender til bevidstløshed, den der har fundet sit sted, så er det for lidt. Den virkelighed er kun til at dø i, den er ikke stor nok til at leve i i al evighed.
Når der står at det var en lille dreng der kom med sin lille madpakke med fem bygbrød og et par fisk, så tror jeg ikke det er en tilfældighed. Voksne har som regel opgivet de store håb, de store drømme, det hedder at blive ’moden’. Voksne har som regel affundet sig med virkeligheden, altså den begrænsede virkelighed vi lever i lige nu. Og jo mere begrænset virkeligheden er, des mere skal der til for at opfylde håbets tomrum. Den store virkelighed derimod, Gudsrigets fylde, behøver ikke ret meget: lidt vand — så kan man blive døbt, lidt brød og vin — så kan der holdes et festmåltid der betyder delagtighed i Jesus selv.
Jesus har engang sagt at hvis ikke vi bliver som børn, kan vi ikke komme ind i Gudsrigets virkelighed. Det kunne måske hænge sammen med at voksne er blevet modne, har opgivet at håbe stort, altså at voksne har slået sig til tåls med den virkelighed der har fundet sted, den der finder sted. Et barns håb er endnu ikke afsluttet, der er stadig en utopi, en drøm om en virkelighed der endnu ikke har fundet sit sted, men som er fyldt med Gudsrigets kendetegn: fred, glæde og retfærdighed.
Det håb er til — ikke blot at dø på, men at — leve på.

SALMER:
Se, nu stiger solen af havets skød
Du følger, Herre, al min færd
Guds kærlighed ej grænse ved
Op, al den ting, som Gud har gjort
Herren strækker ud sin arm
Du kommer, Jesus, i vor dåb
Den signede dag med fryd vi ser (v.5—7)