Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 1,26—38 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.

I dag hører vi i evangeliet om en ung pige, Maria, som får meddelelse om at hun skal blive mor til Guds Søn. Denne unge pige, Maria, er siden blevet husket i kirken for sin medvirken i dén forbindelse, og det er også hende der har givet navn til dagen i dag, Mariæ bebudelses dag. Egentlig er dagen den 25. marts, altså 9 måneder før jul, men i vores kirke ligger dagen altid denne søndag før Palmesøndag.
Vi nævner også Jomfru Maria hver gang vi holder gudstjeneste, i trosbekendelsen, men ellers har vi i vores del af kirken ikke gjort meget ud af Maria. Det skyldes mest en modstand mod en middelalderlig folkereligiøsitet hvor Maria somme tider fik tillagt alt for stor en plads i forhold til Kristus.
Men den fare er der ikke mere. Når vi i dag skal beskæftige os med Maria, Jesu mor, eller som de siger i den ortodokse kirke: den hellige Gudsmoder, så er der noget der er vigtigt, og der er noget der ikke er vigtigt. Lad os tage det ikke—vigtige først, for det er jo nok dét der har optaget os mest i vores kirkehistorie, og jeg tror der stadig er mange der har spørgsmål til dette uvigtige.
Det u—vigtige er spørgsmålet om at Maria kaldes jomfru, Jomfru Maria. Der er en romantisk forståelse af Maria som en uberørt uskyldighed, en ærbar jomfru, men denne forståelse kan vi godt lade ligge, for det er ikke hovedsagen her. Når det altid har været fastholdt i kirken at Maria skulle benævnes ’jomfru’, så har det en anden grund.
Og her er det vigtigt at vide at det først er for ca. 150 år siden at man opdagede at kvinden også betød noget for et barns udformning. Indtil dà troede man at det kun var manden som barnet arvede noget fra. Kvinden var egentlig bare en rugemaskine. Men nogle videnskabsmænd viste for 150 år siden at et barn arver noget fra både faderen og moderen, men før dén tid kendte man ikke noget til
kromosomer og gener og den slags. Et barn var dengang faderens afkom, og moderen var en neutral rugemaskine.
Og så er det jo pludselig til at forstå hvorfor kirken holdt så stærkt på at Maria var jomfru, og det siges jo direkte i vort evangelium at hun ikke havde kendt nogen mand. Det har egentlig ikke noget med Maria at gøre, det har intet med hendes moral eller hendes seksualitet at gøre, det har udelukkende noget at gøre med hvem der er far til barnet, til Jesus. Maria var altså blot en slags rugemaskine for barnet, for Jesus, men dét der var vigtigt at fastslå var, at Gud var faderen. Gud var far til Jesus. Det var Guds egenskaber som barnet Jesus fik. Det er det vi mener når vi stadig i vores trosbekendelse siger jomfru Maria: Jesus er Guds søn. Det er Gud der er far’en, og altså ikke Josef.
Det var det u—vigtige, spørgsmålet om Maria som jomfru. Så til det vigtige i evangeliet. Hele evangeliet handler om hellighed, om at være hellig. Og hvad betyder det så at være hellig?
I dag er det lidt svært at bruge det begreb. Hvis man siger om én at han er ‘hellig’ — det er egentlig længe siden jeg har hørt nogen bruge denne betegnelse — så betyder det vist at vedkommende er religiøs selvoptaget og prøver at skabe afstand til syndere, altså almindelige mennesker. Hvis man spurgte en jøde på Jesu tid, så ville han svare at hellig betød det samme som det særlige, det guddommelige, dét som mennesker ikke kunne komme nær uden at ryste og bæve og blive blændet. Kun én var hellig, Gud, Herren, og så hans jordiske bolig, Templet. Hellig var det særlige, det udskilte, det afsondrede. Og en jøde på Jesu tid ville nok have protesteret kraftigt mod at man overhovedet kunne sige at en kvinde kunne have noget med det hellige at gøre. Alle kendte tempelområdet, lige så godt som vi kender Christiansborg Slotsplads eller Bavnehøj Kirkes indretning, at først var der hedningernes forgård, det var grovsorteringen. Så kom kvindernes forgård, den næste sortering, så kom mændenes forgård, og nu begyndte det hele at blive helligt. For så kom templets område hvor kun præster og særligt indviede havde adgang. Og i templet skelnede man også mellem det hellige og det allerhelligste, og her kunne kun én, ypperstepræsten, komme én gang om året. Hellighed var afsondrethed, hellighed var det særlige, det fine, det ophøjede, og hvis nogen havde foreslået at en kvinde kunne have noget med det hellige at gøre, så ville han være blevet anklaget for gudsbespottelse.
Men her i begyndelsen af Lukas—evangeliet får vi for første gang en ny forståelse af hvad hellig betyder. Fra nu af betyder ‘hellig’ at være til rådighed for Gud, til rådighed for Guds vilje og hans plan for verdens frelse. Og vores evangelieberetning har det hele med. Maria var jøde, og hun bliver rystet over de store og guddommelige ting hun stilles overfor, det hun ser og hører. Men ... hun er til rådighed, hun indvilliger i at være redskab for Guds handling. Det er det hellig betyder: at være til rådighed, at være disponibel.
Jesus var disponibel: han var til rådighed for Guds plan, han var til rådighed for andre, han levede for andre, derfor var han hellig. Og kirken er hellig, ’én, hellig, altomfattende og apostolisk kirke’, kirken er til rådighed, kirken er et instrument i Guds hånd. Og det er vigtigt, dette med at kirken er til rådighed. Ikke for hvad som helst, der er ikke tale om nogen tivolisering eller mac—donaldisering af kirken, men kirken er til rådighed for Guds frelsesplan. Og ... hvis kirken ikke er til rådighed, hvis kirken forfølger sine egne mål for blot at være populær eller have høje seertal, så er den ikke længere hellig, så er den ikke længere disponibel. Kirken er hellig, kirken er til rådighed for Gud, kirken/menigheden eksisterer for at lovprise Gud og udbasunere evangeliet.
Det er det vi som kirke og som kristne kan lære af evangeliet til idag, Mariæ bebudelses dag. Og måske kan vi yderligere lære dette at Maria var i en situation hvor hun havde mulighed for at være til rådighed. Hun var fattig, hun var ugift, hun var ikke bundet af alt det vi alt for vel kender som begrænsninger, det der binder mennesker og gør dem ufrie og udisponible. Maria var ikke bundet af mand og børn. Hvis hun først skulle være gået hjem og spurgt sin lille trygge kernefamilie, så var det ikke sikkert resultatet var blevet det glædelige vi hører om her: at hun blev mor til verdens frelser, til Guds egen søn, at hun blev ’Gudsføderske’.
Disse bindinger kender vi også som kirke. Også som dansk evangelisk—luthersk folkekirke har vi nogle familiebånd vi er bundet af. Familiebindingerne beskærer ofte kirkens hellighed, fordi vi lægger mere vægt på vores rigdom, vores arv, vores formue. Der er ikke noget galt i at tilhøre en familie eller stifte hjem og have et hjem, det er kun sundt og godt og lykkeligt. Men vi må altid som kirke vogte os for at tro at først må vi selv være rige, stærke, selvforsynende, og først derefter kan vi være noget for andre og fungere sammen med andre. Maria var fattig, hun havde intet at miste, og derfor kunne hun stille sig til rådighed uden bekymring.
Vi kan høre dette som en opfordring til os om at indrette vort liv, også vort liv som kirke og menighed, så vi er mest muligt til rådighed for Guds vilje med os, for kaldet. Det er dén hellighed vi er døbte til, og det er den hellighed vi holdes fast på hver gang vi i nadveren bliver ét med den korsfæstede og opstandne frelser, Jesus Kristus, som gav sit liv for andre — som netop var hellig, disponibel.

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
Løgnens fader vi forsage
Alle mine kilder skal være hos dig!
Herren taler: Øer, hører!
Gør dig nu rede, kristenhed (v.5—6)
Det hellige kors, vor Herre han bar