Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 21,1—9 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

I dag er det Palmesøndag, og det ses jo tydeligt ved at vi har stillet palmegrene op her i kirken. I dag er der konfirmation, men teksterne til i dag hører hjemme i rækken af begivenheder som fører op til påsken om en uge. Den uge vi nu går ind i, hedder fra gammel tid ’den stille uge’, fordi ugen begynder med Jesu indtog i Jerusalem og ebber ud Langfredag med Jesu død på korset. Det er en lidt mærkelig uge der begynder med et festligt indtog i hovedstaden Jerusalem, men derefter dag for dag betyder større nedbøjelse, ydmygelse, lidelse og død.
Her i begyndelsen af ugen lyder det gamle rÃ¥b “Hosianna, Davids Søn! velsignet være han, som kommer i Herrens navnâ€� — og ved slutningen af ugen lyder der et helt andet rÃ¥b: “Korsfæst, korsfæstâ€� — Jesus gÃ¥r nedad, stadig dybere og dybere.
Men man kan også se ugen som en stadig større ophøjelse. Jesus drager op til Jerusalem, han ophøjes mere og mere: Palmesøndag op på et æsel som en konge, og Langfredag højere op, op på Golgata, hvor han ender øverst oppe: på et kors.
Men der er egentlig ikke nogen modsætning mellem disse to ting, ophøjelsen og fornedrelsen, for når vi taler om Messias, altså Jesus Kristus, Herrens tjener og verdens frelser, så er begge ting vigtige at holde fast i på samme tid.
Nogle gange betyder afstanden meget i det vi ser. Sådan er det med alt her i verden: på lang afstand er det ikke til at se forskel på en ko og en hest, men når man kommer tættere på, ser man tydeligt forskellen.
Hele beskrivelsen af indtoget i Jerusalem minder om en kongemodtagelse, der er alt hvad der hører til nÃ¥r man skal modtage den sejrende konge, den ophøjede hersker: Kongen kommer ridende, folkemængden hylder kongen, de breder deres kapper ud pÃ¥ vejen foran ham. Men hvis vi gÃ¥r lidt tættere pÃ¥, ser vi klart hvordan det virkeligt er: Kongen er ikke en stolt kriger, en rig hersker med blÃ¥t blod i Ã¥rerne, men en fattig tømrersvend fra provinsen. Han har ingen hær, hans følge er en flok fiskere, nogle kvinder og andet godtfolk. Og hesten? — det er ikke en gang en hest, men blot et æsel, og det er ikke engang hans eget, men et som hans venner har lÃ¥nt. Det er en ’køn’ konge, og Langfredag ser vi denne konge med krone pÃ¥, en krone af torne.
Sådan et kongeindtog havde sin egen betydning: Alt var planlagt til mindste detalje. Ceremonien var fyldt med symbolske ting og begivenheder som skulle vise folket den stilling kongen havde, hans magt og hans funktion. Og sådan er det faktisk også med dette indtog hvor Jesus drager ind i Jerusalem.
Hans stilling er tydelig: han er ikke højt hævet over folket omgivet af gallauniformer og fjerhatte og sabler, men han er midt i folket som en af folket selv. Han kommer nedefra, fra en landsby, fra en stald hvor han er født, fra en almindelig fattig familie uden indflydelse. Hans klædning er simpel, hans undersåtter er de bedrøvede og udskudte i samfundet, den nederste socialklasse. Der var sikkert ikke mange af dem der kunne læse og skrive, denne konges stilling var altså at være konge for disse proletarer, disse underste mennesker.
Hans magt er lige så underlig og bagvendt. Hans magt består ikke i våben og krigere, hans magt er ikke prangende, men dog langt større end nogen almindelig konges magt: Han har magt til at gøre syndere til frie mennesker, han har magt til at hjælpe mennesker af med deres sygdomme, kort sagt, han kan frelse og befri mennesker blot med et ord eller ved at lægge hånden på dem. Han har magt, og han fører en kamp, men det er ikke om et stykke land eller om nogle rigdomme, men han er i kamp mod det, der ødelægger livet, i kamp mod ondskab og død.
Jesu indtog i Jerusalem viser i al sin enkelhed at Guds nye herredømme ikke kan sammenlignes med den gamle verdens herredømmer. Jesus kunne heller ikke tilpasse sig den gamle verdens målestok, dens snævre love og regler. Han blev anset for at være en lovovertræder, det står der hele tiden om ham, altså en forbryder, en kriminel. Han brød nemlig både de religiøse regler og de juridiske love. Han kom hele tiden på tværs af de gamle regler og lavede nye og overraskende og mere menneskelige regler.
Han kom altså som budbringer om et helt nyt liv uden alle de smålige begrænsninger som alle dengang og vi i dag går og vænner os til og lærer at leve med. Han kom med et tilbud om et liv uden grænser og uden begrænsninger, et evigt liv.
Dette nye liv, dette nye tilbud om frihed og fællesskab og glæde og retfærdighed, skulle man tro ville brede sig som en steppebrand sÃ¥ alle mennesker ville sige: endelig ser vi da et liv, et herredømme der ikke undertrykker, men befrier. Men hvordan er det sÃ¥ gÃ¥et, hvordan gÃ¥r det? Jeg ved ikke hvordan andre har det, men nÃ¥r jeg hver dag pÃ¥ fjernsynet ser at der nu atter er krig i Europa, er det lige til at miste modet over. Krig med bomber og død og ødelæggelse, mennesker pÃ¥ flugt med smÃ¥ børn og gamle mennesker pÃ¥ en hestevogn, sult og nød og angst. Denne historie i den stille uge, hvor fredskongen rider ind i sin by og ender pÃ¥ et kors Langfredag, er en meget realistisk historie som viser sig igen og igen ogsÃ¥ i vor tid. Hvis ikke jeg kendte Jesu historie, sÃ¥ ville jeg give op og fortvivle over at det ser ud som om den gamle verden med dens gamle modeller blot fortsætter i al evighed. For selv om vi ved, og selv om vi ser, at dette nye herredømme, denne nye mÃ¥de at leve pÃ¥, denne nye verdensorden gang pÃ¥ gang bliver korsfæstet, sÃ¥ ved vi ogsÃ¥ at Langfredag ikke er det sidste der er at sige om denne nye konge, Kristus. PÃ¥skemorgen, opstandelsen, blev slutningen pÃ¥ dén historie — livet sejrede.
Det er et valg som vi mennesker stilles overfor: enten at tilhøre en konge, et system, en verdensorden, hvor det hele begynder højt til hest med magt og pragt og undertrykkelse af andre, og hvor det kun kan gå én vej: nedad. Eller at tilhøre en anden konge, et system, en verdensorden, hvor det hele begynder nedefra, blandt de undertrykte, de forhutlede, de magtesløse og udstødte, og hvor den eneste magt vi har, er den magt som denne konge selv brugte: kærlighedens magt.
Som døbte har vi allerede valgt side. Vi er inddraget i en kamp som ganske vist er lang og sej og fyldt med nederlag og tab, men hvor det også går én vej: opad. Det fører mod opstandelse, det fører mod liv, ikke bare for en enkelt hist og her, en heldig sjæl, men et omfattende liv med glæde og retfærdighed og fred: evigt liv.
Det er derfor vi svinger med palmegrene i dag.

SALMER:
Den signede dag med fryd vi ser
Glæd dig, Zion, glæd dig, jord
Øjne, I var lykkelige
Op dog, Zion, ser du ej
Guds Ã...nd er kraftbeviset
Som korn fra mange marker
Vor Frelser, du, som døde