M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Døden havde intet at tage
Prædiken til Skærtorsdag
24. marts 2005

Matt 26,17—30
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spist, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spist, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«
Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

For et par uger siden havde vi besøg i kirken af to skoleklasser efter hinanden, to 6. klasser. Der er noget der hedder Folkekirkens Skoletjeneste, og disse to klasser deltog i et projekt om ’påske’. De havde så i klassen haft besøg af en jødisk husmor til et længere forløb hvor hun forklarede dem om den jødiske måde at fejre påske på, til minde om udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Hun havde dækket et jødisk påskebord med alt hvad der hører til: det flade, usyrede påskebrød, hårdkogte æg, stegte lammeben, saltvand og de bitre urter, peberrod og radiser, til minde om den kummerlige og bitre tid i ørkenen på vej til det forjættede land, og vin.
Nu skulle de så i kirken have forklaringen på hvordan kristne fejrer påsken, og jeg havde taget brød og vin frem, oblaterne på den fine sølvdisk og vinen i den fine sølvkande til at drikke i de fine sølvbægre. Hver elev fik et stykke brød, en oblat, og jeg forklarede at dette brød kun bestod af mel og vand, altså usyret, uhævet brød, lige som jødernes. To af eleverne ville ikke spise brødet, de var muslimer, og de ville ikke risikere at deltage i noget helligt som de ikke kunne overskue.
Det var i og for sig let nok at vise dem vores kristne måde at holde nadver på, men jeg fornemmede at jeg skyldte dem en mere udførlig forklaring på dette usædvanlige måltid som vi spiser ved hver gudstjeneste. Og pludselig følte jeg mig lidt usikker på hvordan jeg dog skulle forklare dem hvad nadveren går ud på. For det er jo ikke bare et mindemåltid hvor vi mindes Jesus og det han gjorde Skærtorsdag aften, der er mere i det! Det kan vi også se deraf at Jesus gjorde noget nyt som ikke hørte med til det traditionelle jødiske påskemåltid. Jesus var jøde, og hans venner var jøder, og de har uden tvivl holdt et påskemåltid lige efter bogen med alt hvad der hører sig til.
Og jeg kunne ikke bare springe virkeligheden over og begynde at lære dem nogle dybsindige teologiske forklaringer om at nadveren er et sakramente i vores kirke. Jeg fornemmede at nu måtte vi begynde helt forfra, dér hvor det begyndte aftenen før Jesus blev henrettet.
Så jeg fik dem med på at springe næsten 2000 år baglæns og være med dén aften sammen med Jesus og apostlene. Jesus ligger til bords på nogle puder, Markus og Lukas beskriver det meget nøjagtigt at de havde fået fat i et rum ovenpå med hynder. Jeg lagde mig ned på kirkegulvet og viste dem hvordan man ligger på den ene albue og spiser med den anden hånd. Jesus siger så noget til sine venner om at en af dem vil forråde ham, og han siger at det er sidste gang de spiser sammen i denne omgang. Jesus vidste godt at der ikke var langt igen, de var ude efter ham.
Og så er det han gør noget højst mærkværdigt og uhørt og uset. Han tager et brød og brækker det i stykker og deler det ud til hver af dem og siger: Spis det, der er mit legeme – og han tager vinbægeret og siger: Drik alle af bægeret, det er mit blod. Hvorfor gjorde han det? Hvorfor??
De ord Jesus sagde, har vi jo efterfølgende kaldt indstiftelses—ordene, og man kunne måske lidt hurtigt og fromt komme om ved spørgsmålet ved at sige at Jesus hér stiftede en ny religion, hér grundlagde han sin kirke, og til en kirke hører der jo sakramenter, altså nogle hellige handlinger. Men den går ikke, Jesus var ikke religionsstifter dén aften, eller kirkegrundlægger, det er først senere at hans lille Jesus—bevægelse blev til kirke, til en ny religion, og til Den danske Folkekirke og alle de andre kirker.
Den går ikke, vi må grave et stik dybere. Hvis der skal være sammenhæng i det hele, hvis denne handling skal hænge sammen med alt det andet som Jesus gjorde i sit liv, så må vi forsøge at få fat på Jesu identitet (”idem” = den/det samme), altså dét der er det samme, det gennemgående, i hele hans liv og i alt hvad han sagde og gjorde i sit korte liv.
Der er forskellige svar på dette spørgsmål om hvad der var hovedsagen i Jesu liv, i hans ord og handlinger. Den romersk katolske kirke lægger megen vægt på de ord som Jesus sagde til Peter: Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den (Matt 16,18). Hér har man nøgleordet til forståelse af kirkens enhed under pavens, Peters efterfølgers, ledelse. Og vores egen lutherske kirke har fundet nøgleordet netop i indstiftelsesordene hvor der tales om syndernes forladelse. Dette er jo for hele vores evangelisk—lutherske kirkes tradition hovedordet: syndernes forladelse.
Men jeg vil dog godt fremdrage et ord, en forståelse, et koncept (som det hedder i dag) som kendetegnede Jesus, hans ord og gerninger lige fra fødslen, gennem livet, over lidelsen og døden til opstandelsen, nemlig Jesu ord fra Bjergprædikenen: Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon (Mt 6,24).
Hér er nøglen: enten Gud eller mammon. Det er et enten—eller! Mammon kender vi som en betegnelse for penge, men mammon er ikke bare penge—guden, men ejendoms—guden. Det er et enten—eller: enten lever vi mennesker af Guds nåde, altså alt det vi får ganske gratis hver eneste dag, livet, maden, kærligheden, tilliden, solen, månen, stjernerne, blomsterne, fuglenes sang, eller også lever vi af egen fortjeneste, det vi skraber sammen, det vi kan tjene, høste, samle, hobe op i lader og på bankkonti og i aktier og obligationer, og det vi kan etablere af familie, børn, arvinger, venner og forbindelser, job og pensioner og gyldne håndtryk. Der er disse to måder at leve på: enten af nåde, det hedder gratis på dansk, eller af egen fortjeneste.
Jesus kommer ofte ind på det emne, f.eks. når han siger: Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? (Matth 6,26). Dette ubekymrede liv af Guds nåde kendetegner jo Jesus hele vejen igennem: han havde ikke en snæver kernefamilie som han havde samlet sammen med kone og børn og fast arbejde og værksted og arv, han levede på vejen. Han havde intet hus, ikke noget hjem, ingen penge, ingen ejendele ud over en kjortel og et par sandaler og en stav. Han havde intet ridedyr, ved indtoget i Jerusalem sidste søndag ’organiserede’ hans venner et æsel, han havde ikke et lokale at holde påskemåltid i, hans venner ’organiserede’ et rum hos en uidentificeret mand med en vandkrukke i armen. Han gav afkald på en privat far med værksted og det hele, Josef, og sagde i stedet for ”Vor Far du som er i himlene”, han udnævnte alle og enhver der gjorde hans himmelske fars vilje til at være brødre og søstre. Intet privat, ingen ejendom, intet af interesse for egen fortjeneste og til egen livsforsikring. Han gav af sin kraft til dem der var sultne eller mismodige eller syge, endog døde! Han gav, og derved var han fri. Han ejede ikke noget, derved var han fri og usårlig. Hvis man ejer noget, kan det blive stjålet, og man må sikre sig, forsikre sig, bekymre sig. Jesus var fri, ingen kunne bestjæle ham. Han kunne ikke berøves sin far, for Gud var hans far, han kunne ikke berøves sine søskende, for alle mennesker var hans brødre og søstre. Han var fri, ubekymret, lettet fra mammons krav og byrder. Om det så var fjender, så ville han ikke eje dem – elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer (Matth 5,44) sagde Jesus. Oh … fjender er ellers noget af det som er kærest, se blot på vores nuværende både stor— og lillepolitik. Der er ikke noget så let og almindelig udbredt som at have fjender, det hedder det: at have dem! Jesus ville ikke eje dem.
Jesus levede, så vidt vi kan se af evangelierne og alle andre vidnesbyrd om ham, af Guds nåde. Han havde af sin himmelske Far lært at give, alt, uden betingelse, det er det der hedder af nåde, gratis. Han ejede intet, alt var givet væk.
Og så! … ved afskedsmåltidet med vennerne da han godt kunne mærke at nu var hans provokation mod mammon, mod det bjærgsomme, det kortsigtet fordelagtige, familieværdierne, folkeværdierne, danskheden – undskyld: jødiskheden som det vel hed på dén tid! – mod egennytten, misundelsen, småligheden og snæversynet, nu var det nok … så var han ganske klar over at nu gik den ikke længere. Alt var givet væk, han var fri, der var ikke mere at gøre, de spiste, alt var fuldbragt, de drak, alt var som det skulle være. Og så … jeg tror det er kommet som en bombe i Jesus’ bevidsthed: der var dog stadig noget tilbage: legemet!, hans krop, dén var der stadig.
Der var intet at tage fra hans liv, for alt var givet væk undervejs, hans ord, hans kraft, hans gerninger, men der var dog noget tilbage: legemet! Dét skulle også gives væk, der skulle ikke være noget som nogen, Herodes, Pilatus, hans venner, Maria Magdalene, end ikke døden kunne røve eller fastholde. Der manglede endnu det sidste for at fastholde hovedordet: I kan ikke tjene både Gud og mammon – han havde endnu noget tilbage: legemet, kødet og blodet.
Derfor! gav han det væk, på forhånd! Der skulle ikke være noget tilbage som kunne belaste hans tro på Guds nåde, på at vi lever af at modtage fra Gud. Derfor tog han et brød og delte det ud og sagde: Spis det, det er mig, der er mit legeme. Så var det givet væk, så var der ikke mere tilbage. Læg mærke til – han sagde ikke: tag dette lille stykke brød, tag det med hjem, gem det i et helligt relikvieskrin og tag det frem en gang om året og fæld en tåre over mig, nej, han sagde: spis det! Når det er spist, er det fortæret, det er blevet til kraft og styrke og … affald, der er ikke mere, der er ikke noget tilbage som kan fastholdes af nogen, end ikke af døden. På samme måde med vinen: Drik det, det er mit blod, så var der ikke mere tilbage! Legeme og blod – enhver jøde har på stedet forstået betydningen! – det var sådan når man slagtede påskelammet: man skar halsen over på lammet, blodet løb til den ene side, og legemet lå tilbage på den anden side, så var der ikke mere, alt var udgydt, alt var givet til Gud.
Jesus sagde i samme forbindelse: gør dette til ihukommelse af mig. ”Ihukommelse”, det er et mærkeligt, gammeldags ord. Men det kan ikke være mindre. Ihukommelse betyder ikke blot at vi skal gøre det for at huske hvad Jesus gjorde, altså som et kært minde en gang om året eller ved hvert nadvermåltid, men han sagde det som en appel, en formaning om at tage det ind i vores ’hu’, vort sind, vort liv, sådan at vi lever som han gjorde: af Guds nåde, i modtagelse af livet, i given af livet. Jesus sagde engang: I har fået det gratis, så giv det gratis. Sådan er det sande liv som døden ikke kan få fat på, der er intet at tage, for alt er giver væk på forhånd.
Det er det vi kan se frem til at fejre på søndag, opstandelsen! – der var ikke noget som døden kunne fastholde, end ikke Jesu legeme, det var givet væk på forhånd, alt. Alt!

SALMER:

O kristelighed!
Guds kirkes grund alene (v.1—2)
”Kristi legem” *)
Zion, pris din saliggører
Dit minde skal, o Jesus, stå
Du, som gik foran os

*)
1) Kristi legem, som en gang
fødtes under engles sang,
viste os Guds herlighed:
skaberordet steget ned
midt i kødets verden.
2) Kristi legem blev hængt op
på en øde bakketop
brudt og brækket, alt var sort,
solens skin var veget bort
over syndens verden.
3) Kristi legem lå i død
indtil påske—morgenrød.
Samme legem stod nu op
som en ny, en livets krop,
frelse for al verden.
4) Kristi legem, menighed,
gik med Ordet, led og stred,
spredte ud med troens dåb
...ndens ild og livets håb
til en håbløs verden.
5) Kristi legem deler vi,
brød og vin med næring i,
det er vores rejsemad
på vor vej mod Herrens stad
gennem denne verden.
6) Vi er Kristi legem nu,
menighed! kom det i hu,
hvilken ære, hvilken fryd:
Kristi legems jubellyd
over hele verden.
Tekst: Frederik Hjerrild, 1999
Melodi: Peter Jørgensen, 1999