Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 24,13—35 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: »Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?« De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: »Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?« »Hvad da?« spurgte han. De svarede: »Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket — hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.« Da sagde han til dem: »I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?« Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: »Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.« Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: »Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?« Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: »Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.« Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Den bedste og dybeste del af evangelierne er fortællingerne, beretningerne, synes jeg. For ofte siger disse fortællinger mere direkte om Jesus end når han ’lærte’. Alt det Jesus lærte sine disciple, er bleve skrevet ned og samlet og ordnet, det virker så afsluttet og færdigt. Men fordelen ved fortællingerne er deres åbenhed, vi må selv til at tænke med. Fortællingerne viser os en situation, et forløb, og så har vi selv ansvaret for at trække noget ud af fortællingen.
Det er nok også derfor så mange kunstnere har følt sig kaldede til at tolke disse fortællinger. Man kan ikke rigtig gøre noget ved bjergprædikenens ord, for de er ordnet og står så pænt ved siden af hinanden, f.eks. Saligprisningerne, men denne fortælling om vandringen til Emmaus kalder på vores forestillingsevne, vores fantasi. Jeg har engang set et billede som Emil Nolde malede af måltidet i Emmaus, det var et fantastisk billede, men også mange andre kunstnere har prøvet at tolke denne fortælling. Det skyldes nok at vi stadig kan opdage nye ting i en fortælling — vi bliver ældre, vi får øje for nye ting i livet, og derfor kan fortællingerne blive ved med at kalde på vores medleven. Således er det også med denne fine og dybe fortælling om vandringen til Emmaus.
Det første der springer umiddelbart i øjnene ved at høre denne fortælling er disciplenes skuffelse: "Vi havde håbet, at han var den, der skulle forløse Israel". Vi havde håbet, men vi blev skuffede. Den storhed disciplene havde set hen til, kom ikke. Deres drømme var knust, og nu var de på vej hjem. De havde nok drømt om at denne påskefest i Jerusalem blev noget afgørende omvæltende, men de blev skuffede. Det hele løb ud i ingenting. Men så står der noget om en person som slår følge med dem, og som åbenbarer noget nyt for dem. Han forklarer dem at det ikke var en tragedie, det endte ikke med fiasko, det løb ikke ud i ingenting, men der var mening i det: "Burde Kristus ikke lide dette og så gå ind til sin herlighed?". Der var altså mening i den kamp Kristus førte til ende. Jesus Kristus kæmpede for en ny måde at være menneske på. Alle mulige magter og myndigheder prøvede at vinde over ham eller uskadeliggøre ham, de råbte endda "Stig ned af korset, så vil vi tro på dig", men Jesus afslog dette og fortsatte den kamp som endte med død. Og se, da endelig de to disciple på hjemvejen indså dette, så er det også bemærkelsesværdigt hvor de løb hen. De løb ikke ud i ørkenen, og de løb heller ikke bort til et kloster for at bruge resten af deres liv på at meditere over denne dybe indsigt. Nej, de løb til det sted hvor mennesker er, tilbage til byen, 12 km!, om natten, uden gadelys, uden frygt, tilbage til fællesskabet.
De opdagede dette fordi Gud selv slog følge med dem på vandringen. Der er noget vigtigt her: Gud er menneskers ledsager skønt de måske ikke engang selv ved det. Gud er ved vor side skønt vi måske føler os forladt og nedtrykt og skuffet. Gud er inderst i virkeligheden, i vort væsens inderste, som vi måske ikke selv har ret megen forbindelse med til daglig. Gud er nærværende på et dybere plan end vores egen bevidsthed, men derfra varmer Gud vore hjerter, selv når vi ikke er klar over det. De to disciple siger det så præcist "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen".
Der er noget tankevækkende i at netop i dette at bryde brødet sammen, i dette at spise sammen, åbenbares Gud. Det inderste og det dybeste i tilværelsen viser sig i den mest dagligdags handling man kan tænke sig. Og omvendt kan vi sige: Dette inderste og dybeste kan ikke bryde igennem hvis det ikke kommer fra det mest selvfølgelige i vort liv. Det nye liv, opstandelsens virkelighed, kan aldrig smutte udenom det jordnære og selvfølgelige i vort liv. Hvis opstandelsen og det nye livs virkelighed skal blive en aktiv og omskabende faktor i verden, må det begynde dér hvor mennesker deler deres brød med hinanden, dér hvor det fælles brød som en Guds gave deles mellem mennesker ikke blot i den nære familie, men også i den store familie som Guds børn udgør her på jorden.
Opstandelsens virkelighed er altså først og fremmest en virkelighed der viser os mennesker hen til et dennesidigt og nutidigt liv. Ofte har man talt om opstandelsen som noget der især havde at gøre med en virkelighed efter at vi var døde. Men netop i denne fortælling om vandringen til Emmaus ser vi at opstandelsen bryder ind i det almindelige liv, i almindelige menneskers triste vandring på vejen. Opstandelsens virkelighed har altså ikke først og fremmest med de sidste spørgsmål at gøre, spørgsmålene om død og om skyld og om menneskelige begænsninger, altså alle de steder hvor vi ikke slår til og ikke kan give svar. Men opstandelsens virkelighed bryder ind midt i livet, uden for kirken, på vejen, på vandringen, i samtalen, i brødsbrydelsen, i venskabet og fællesskabet, alle de steder hvor vi selv er hjemme, og hvor vi somme tider kan give svar og somme tider er i tvivl og er rådvilde.
Gud er nærværende midt i livet, Gud er med, Gud er inderst og dybest og nærmere end vi tror.

SALMER:
Opstanden er den Herre Krist
Jesus lever, graven brast
Luk øjne op, al kristenhed!
Verdens igenfødelse
Påskeblomst! hvad vil du her? (v.5—6)
Krist stod op af døde