Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 20,19—31 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Påsken er en stor og afgørende fest med en lang række begivenheder, og vi kan slet ikke blive færdige med dem på én gang. Så selv om det nu er en uge siden vi fejrede Påskedag, så vender vi dog i dag tilbage til noget som skete den samme dag, Påskedag, om aftnen: Jesus viser sig for disciplene.
Men der var én af dem som ikke var der, nemlig Thomas. Man har ofte kaldt ham ’den vantro Thomas’. Nu tror jeg egentlig ikke at Thomas var mere vantro end de andre, de var alle vantro og sad inde bag lukkede døre og var triste og havde mistet modet. Og man forstår dem godt. Jesus havde sagt og gjort så mange opmuntrende ting, og så var det hele endt med fiasko, Jesus var blevet korsfæstet som en kriminel, han var død og begravet, sådan endte dét eventyr. Der var ganske vist nogle rygter i gang, noget forvirret snak fra kvinderne om én de havde mødt ude ved graven, en havemand eller en engel eller hvad det nu var, jeg tror ikke vennerne har taget det helt alvorligt. Med den tids syn på kvinder har de nok ment at kvinder føler så meget og hører så meget, men det var ikke noget man rigtig kunne bruge til noget.
De var altså i tvivl alle sammen. Hvis de nu ikke havde troet på Jesus, så var de jo heller ikke kommet i tvivl. Hvis man ikke tror, så er der jo ingen grund til at komme i tvivl. Det er vist kun hos mennesker der tror, at tvivlen kan opstå. Tro og tvivl hører sammen, så der er ikke noget særligt nedværdigende i at tvivle. Jeg tror egentlig at Thomas ligner så mange af os, alle os der også kan komme ud for tro og tvivl.
Men Thomas bliver den der sætter gang i det lille optrin med at stikke hånden ind i Jesu sårmærker, og som ender med at Jesus siger: �Du tror fordi du har set mig. Salige er de som ikke har set og dog tror�.
Den store forskel er altså ikke mellem tro og tvivl, men mellem tro fordi man har sét og tro uden at have set. Det ene er ikke så svært: hvis man har set og så tror, hvad er det egentlig? Det er der ikke noget særligt i, det skulle da bare mangle andet. Det hører da med til at være et fornuftigt menneske at man lærer af sine erfaringer, af det man har hørt og set. Men … at holde fast på noget man endnu ikke har set og hørt slutningen på, dét er tro! Det ene, dette at tro når man har hørt og sét, det har ikke meget med tro at gøre. Hvis man i tv eller i bladene og på musikvideoer ser nogle af de smarte og hurtige, unge og rige, så kan man godt sige: jeg tror på at man skal være smart, man skal være in, man skal være på, man skal sørge for at blive set og komme de rigtige steder. I virkeligheden kunne man lige så godt sige: jeg tror ikke på noget, men jeg véd hvordan samfundet er og hvad det er der giver pote og scorer kassen lige nu. Sådan én ville aldrig blive udnævnt af Jesus til at være salig. Salig betyder lykkelig. Hvis man kun tror det man har hørt og set, det er der ikke noget lykkeligt i, for det er alt for tilfældig og kortsigtet. Det kan vi også se af vores historie: de mennesker der blot har holdt sig til dét de kunne se og høre, de har muligvis haft et behageligt liv uden de store problemer, men så er der vist heller ikke mere at sige om dem. Det er ikke dem vi husker med glæde.
Men … at tro uden at have set, altså: at holde sig til noget som man endnu ikke har set eller hørt slutningen på, dét er tro!
Det er dét Jesus vil lære Thomas og de andre: Tro er ikke en besiddelse, noget jeg ejer, en rigdom hvor man én gang for alle kan falde til ro og sige til sig selv: nu har jeg nok, nu har jeg fundet sandheden, nu har jeg nået fuldendelsen. Det er det der er så katastrofalt med ham Thomas, han står og tænker: nu kan jeg ikke nå højere i denne verden, nu har jeg set og mærket med mine egne fingre at Jesus er opstanden. Men Jesus vil fortælle ham at han tværtimod står ved udgangspunktet.
Dette her har vist ogsÃ¥ noget at sige til os i dag: vi kan ikke nøjes med det vi har hørt og set. Hvis vi blot tror pÃ¥ det vi har hørt og set her i vort danske og vestlige samfund og kultur, at enhver klarer sit, vi heldige i denne del af verden kan godt klare os selv, og sÃ¥ mÃ¥ de andre selv om det, sÃ¥ har det ikke meget med Jesu tro at gøre. For sÃ¥dan er det, det kan vi læse i avisen og se pÃ¥ tv hver dag, det er der ikke meget hÃ¥b i. Eller alle de religiøse tilbud som vi oversvømmes af for øjeblikket. Jeg har ofte forsøgt at advare mennesker mod al den religiøsitet som vi for øjeblikket oversvømmes med, i blade og i tv. Der er en religiøs underholdningsindustri som lever fedt og godt af menneskers religiøse søgen. Vi har selv hørt det og set det i artikler i ugeblade og i tv: Ã...ndernes hus, den sjette sans, religiøse salgsmesser med tilbud om clairvoyance, irislæsning, magiske kobberplader, jordstrÃ¥ler, amuletter og sten og numerologi og horoskoper og astrologi og meget mere. Alt sammen noget vi har set og hørt, ja ja. Men er det troværdigt? Jeg tror vi alle sammen er blevet ramt dybt i vores sjæl af at se tv—billeder fra tsunami—katastrofen i Sydøst—Asien lige efter jul. Og vi ser billeder fra krigsomrÃ¥der, i Irak, i Darfur, men tør vi tro pÃ¥ disse billeder, de billeder som vi har set med vore egne øjne. Er det noget at tro pÃ¥, har det overhovedet noget med tro at gøre?
Jesus vil have Thomas og de andre – og os! – til at forstå at stedet for vor tro er alt dét vi endnu ikke har set: fred og glæde og retfærdighed. Det er midt i dette farefulde og usikre eksperiment i verden, i alt det endnu ikke séte at troen skal stå sin prøve. Tør vi tro på at fred og glæde og retfærdighed vil sejre og skal sejre, og tør vi bruge vort liv på dét? Og ikke nok med dét: tør vi også tro når vi taber, når vort håb gang på gang bliver skuffet, når vi gang på gang lider nederlag?
Der er altsÃ¥ to slags tro: den kortvarige tro pÃ¥ det man ser og hører, og sÃ¥ Jesu tro hvor tvivlen hele tiden kæmper med hÃ¥bet, og hvor man bliver ved med at fastholde hÃ¥bet om frelse og helhed og glæde og fællesskab pÃ¥ trods af det vi ser og hører og oplever hver dag. Den første, den kortvarige tro, den er billig, den koster ikke meget, kun penge, og der er nogen der tjener tykt pÃ¥ den religiøse industri, men den sidste, Jesus—troen, den koster noget: den koster vores liv, og den kræver vores opmærksomhed, vores kritiske sans og vores udholdenhed i hÃ¥bet.

SALMER:
Den signede dag med fryd vi ser
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Som forårssolen morgenrød
Vort løsen er vor tro og dåb
Vi kommer til din kirke, Gud (v.1+6)
Krist stod op af døde