Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 1,19—28 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Dette er Johannes' vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er 'en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!' som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Det er 4. søndag i advent, vi har tændt det fjerde lys i adventskransen, så vi er godt på vej — men det er ikke jul endnu. Der er ikke lang tid igen, en lille uge — og de fleste er langt fremme i deres juleforberedelser, de fleste indkøb er gjort, de fleste gaver er købt, så vi er godt på vej. Men her i kirken har vi altid haft den fornødne fred og ro på os: i dag holder vi adventsgudstjeneste. Det er dejligt at der er nogle steder hvor der er ro over feltet, og hvor vi har tid til det hele, i den rigtige rækkefølge. Derfor synger vi endnu ikke julesalmer — der er masser af tid foran os til at synge julesalmer, det vil vi gøre hele julen og lige til Hellig tre Konger.
Dette at vi har noget i vente, at der er noget og nogen, vi går og venter på, siges også i de stykker fra biblen vi har hørt: fra profeten Esajas om “Herren der vender hjem”, fra Paulus dette at “Herren er nær”, og i vores evangelium taler Johannes Døberen om “ham, som kommer”. Gud er nær — som den kommende; det er hovedpunktet i den bibelske forståelse af Gud. Det er udtrykt meget klart allerede i det første af de 10 bud, hvor det hedder: “Du må ikke have andre guder end mig. Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden”. Sådan lyder det første bud — det må være en vigtig sag siden man har sat det allerførst. Der er altså et forbud mod at gøre sig noget billede af Gud. Og hvorfor må man så ikke det? — Jeg tror det skyldes at hvem Gud er, vil han selv vise sit folk. Det skal mennesker ikke lægge fast på forhånd for så vil deres billede af Gud blive alt for meget præget af deres egne færdige meninger og forestillinger.
Det hænger nok sammen med at forholdet til Gud er et kærlighedsforhold. I et kærlighedsforhold kan man ikke have et fast billede på forhånd — det vil altid være forkert, det vil være for firkantet. For i et kærlighedsforhold opdager man jo først efterhånden hvem den anden er, mere og mere. Man får fælles historie i et kærlighedsforhold, og enhver fastlåsning af den elskede i et bestemt billede vil være forkert. Selv når det gælder noget så overskueligt som kærlighedsforhold mellem mennesker indbyrdes, kender vi denne mekanisme: f.eks. hvis man i et supermarked ser en lille rod på fire år rydde en hylde og skrige op, så vil mange sikkert sige nogle grimme ting. Men hvis mor’en eller far’en hører det, så ville de nok sige: det er fordi du ikke kender ham — og så ville de give sig til at forklare noget om at han er et meget kreativt barn som i virkeligheden bare var lidt uheldig og væltede hele stakken med konservesdåser lige før fordi han havde haft influenza i sidste uge. Eller i den modsatte ende af skalaen: hvis en politimand eller en socialarbejder kommer ud og skal forklare mor’en til en rocker at hendes udskud af en søn har skudt en anden og nu skal 16 år i fængsel, så tror jeg også, mor’en vil sige: det er fordi I ikke kender ham, han er så varm og rørende en søn der besøger mig en gang om ugen og altid har en blomst eller en plade chokolade med.
I et kærlighedsforhold er ingen mennesker færdige således at man skulle kunne lave et billede der dækker fuldkomment. Tidligere, når berømte mænd døde, blev der lavet en gravmaske af dem i gips, og så blev der støbt en bronzebuste af dem efter gipsmodellen. Men var det et rigtigt billede? — et billede af en gammel, træt, måske syg mand? Hvis man havde lavet en dødsmaske af Van Gogh — denne gudbenådede maler, hvad ville denne maske så vise: en forhutlet og skuffet mand som ingen rigtig tog alvorligt. Men det ville ikke være det rigtige billede af ham.
Alt hvad der er os helligt, skal vi ikke lave billeder af — og især ikke af Gud: der vil nemlig altid være for lidt. Hvis nogen ville lave et billede af Gud som en streng Gud, så ville det måske nok være sandheden, en del af sandheden, men det ville ikke være det hele. Gud er en kærlig og nådig og barmhjertig Gud.
Der er noget dejligt befriende i Johannes Døberens holdning, nemlig at han ikke laver et færdigt billede af den kommende frelser, Jesus. Jesus er den som kommer — vi kan tilføje: kommer os i møde forfra. Og vi er lige som Johannes i den situation at vi venter — vi venter på dette møde hvor han kommer os i møde forfra.
Det er en dejlig holdning til livet, til Gud — og til vore medmennesker og omgivelser. Hvis fremtiden blot er en automatisk forlængelse af fortiden, så bliver livet trist og bagudvendt. Vi ved det godt: vi lever alle sammen af det der kommer os i møde som noget overraskende og uventet. Hvis forældre ville sige om deres lille barn på to år: han kunne ikke sige et ord i sidste uge, så kan han nok heller ikke sige noget i denne uge, så han kommer nok aldrig til at tale — så tager de jo fejl: en dag bliver vi som forældre overrasket over at høre vore børn sige ord, flere ord, vokse og udvikles.
Vi lever alle i forventningen om det der kommer — og i det tilfælde vi her taler om, hvor det er Jesus der kommer, bliver det jo helt tydeligt at dette går ud over hvad vi kunne danne os et billede af. Jeg ville i datidens situation gerne danne mig et billede af en kommende fredskonge, født i verdens centrum, Rom, eller i landets centrum, Jerusalem, en konge med magt til at smide romerne ud af landet og oprette et retfærdigt rige. Men dette billede ville være forkert — det ville være et gudebillede som var udsprunget af min egen fantasi og mine egne ønsker. Det ville virkelig være en gud der var dannet i mit billede. For ... hvordan ser det i virkeligheden ud? — Gud kommer som den lidende og udstødte — det er den korsfæstede der kommer.
Nu skal vi ikke tage hul på julens evangelium i dag, men vi kan jo godt lige konstatere at den de ventede, ikke var en magtfuld konge der blev født i verdens centrum eller i hovedstaden, men et svagt og sårbart barn i en stald i Bethlehem. Det kan vi høre mere om når det bliver jul.
I dag vil vi nøjes med at konstatere at Johannes er en god model for os både som kirke og som enkeltpersoner i dagligdagen. Vi har som kirke og som kristne den opgave at være vidner, lige som Johannes — vidner om noget nyt, om den nye, Kristus — sådan at vi ikke låser os selv fast i for små og hjemmestrikkede billeder af Gud, af frelsen, af fremtiden og af hinanden.
Fortsættelse følger i julen.

SALMER:
Gør døren høj, gør porten vid!
Zions vægter hæver røsten
Glæd dig, Zion, glæd dig, Jord!
Hvad mener I om Kristus
Op, Zion, at oplukke
Op, glædes alle, glædes nu!