Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 10,11—16 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

Der er nogle ord og nogle billeder som man aldrig bliver træt af. Selv om verden udvikler sig, og vi mennesker bliver klogere og klogere, så er der alligevel nogle grundlæggende ord og billeder som vi ikke kan undvære.
Tænk f.eks. på at vi stadig, nu i 1995!, taler om at solen går op og ned. De fleste af os har set en solopgang eller en solnedgang, noget som vi kan glæde os over og fortælle andre om. Men egentlig har ingen af os set hverken en solopgang eller en solnedgang. Dét vi har oplevet er at jorden har drejet sig lidt mens vi har stået og set på solen. Vi har stået på den jord der har drejet sig lidt, og solen er hverken gået op eller ned, det er os der har drejet med jorden, så enkelt er det. Og alligevel, selv om vi godt véd dette, så har jeg dog aldrig hørt nogen sige: det var vel nok en fin jorddrej¬ning vi så i aftes. Ikke en gang en astronom eller en astro¬fysiker ville finde på at sige dette hvis han en aften stod med sin kæreste i hånden og så solen gå ned.
Eller hvis vi oplever noget meget alvorligt, noget meget glædeligt eller noget meget sørgeligt, så taler vi om at det har noget med vores hjerte at gøre: hvis man er forelsket, så kan man godt finde på at sige at éns hjerte hopper af glæde, og hvis man kommer ud for en stor sorg, f.eks. at miste en af sine nærmeste, så kan man godt sige at éns hjerte er ved at gå i stykker af sorg. Vi ved godt allesammen at hjertet bare er en muskel, og nogle har endog fået denne muskel skiftet ud med en anden muskel, men jeg tror ikke en gang at en hjertekirurg kan undvære ordet og billedet ’hjerte’ i sit sprog.
På samme måde er det med ordet og billedet ’hyrde’. Det er et gammelt ord og et gammelt billede, og alligevel er det så velkendt og uundværligt for os. Man skal vist helt til Italien eller Palæstina for i dag at se en hyrde. Jeg tror ikke ret mange af os moderne danskere der bor i et bysamfund nogensinde i vores liv har set en hyrde. Og alligevel véd vi hvad en hyrde er.
Jesus siger om sig selv: "Jeg er den gode hyrde". Det kan vist ikke siges bedre. Der er somme tider mennesker der sy¬nes, at Biblens sprog er for gammeldags, og at de gamle udtryk kunne peppes lidt op, sÃ¥ de var mere forstÃ¥elige. Men hvad kunne man næsten forestille sig som kunne erstatte ’den gode hyrde’? Hvis der i en supermoderne bibeloversættelse stod: jeg er den gode arbejdsgiver, sÃ¥ ville man straks tænke videre: ja, ja, ’der sætter sit liv til for arbejderne’? Nej, vel — den gÃ¥r ikke. Eller hvad med: jeg er den gode sygeplejerske? hm — mon hyrder nogensinde har strejket? Den gÃ¥r heller ikke. Hvad sÃ¥ med: jeg er den gode præst, pastor betyder egentlig hyrde!, jeg er den gode pastor. Den gÃ¥r ikke: præster er om ikke daglejere, sÃ¥ dog mÃ¥nedslønnede, og de ejer ikke selv få¬rene (som der stÃ¥r), og jeg tror ogsÃ¥ de fleste i sognet ville have sig frabedt at blive sammenlignet med fÃ¥r, altsÃ¥ sÃ¥dan nogle uldne, lidt dumme væsener, der løber bag efter pastoren. Vi kunne jo ogsÃ¥ stige et trin op, i disse Ã¥r er der mange bispevielser, for kort tid siden i Ã...rhus Stift og for ganske nylig i Helsingør Stift, og om kort tid i Fyns Stift, og biskoppens symbol er jo en bispestav, en hyrdestav, som man kan se katolske biskopper gÃ¥ med i procession — var det ikke en mulighed: jeg er den gode biskop? Den gÃ¥r vist heller ikke, for i alle de valgtaler de nye bispekandidater holder, lægger de altid vægt pÃ¥ at de egentlig aldrig bliver mere end præster, selv om de fÃ¥r lidt mere ansvar og et større omrÃ¥de end et sogn.
Der er vist nok ikke noget der vil kunne erstatte udtryk¬ket ’den gode hyrde’, og der er heller ikke andre der vil kunne sige "jeg er den gode hyrde" — ikke andre end Jesus. Det er godt at denne tale af Jesus kommer nu et par sønda¬ge efter pÃ¥ske. Havde det været før pÃ¥ske, sÃ¥ ville nogen må¬ske indvende: det kan enhver komme og sige, ’Jeg er den gode hyrdeâ€�. Folk der hørte Jesus sige det, havde præcis samme ind¬vending: hvad er det for noget at sige, er vi ikke lige sÃ¥ gode som han, alle vi folkeførere, tilsynsmænd, vogtere, em¬bedsmænd, religiøse ledere, han skal ikke tro han er noget.
Men vi er så heldige at høre ordene efter påske, og i på¬skens begivenheder har vi jo et direkte bevis for at ordene om den gode hyrde var sande ord. Jesus satte sit liv til for fårene, for hjorden, altså hele den samling af mennesker der som værgeløse får var truet af farer, overgreb, underkuel¬se.
Dét der kendetegner denne gode hyrde er at han kender fårene, han kender deres situation og deres dybeste behov. Nu skal man næsten være jøde og være vokset op med Det gamle Te¬stamente for at forstå dette udtryk at den gode hyrde kender fårene, og at fårene kender hyrden. På moderne dansk betyder dette 'at kende nogen' ikke ret meget. Jeg kender så mange, jeg kender mine naboer, mine sportskammerater, mine kolleger og arbejdskammerater, det betyder vist ikke meget mere end at jeg ved hvem de er og hvad de hedder. Men i det sprog som Jesus talte, jødernes gamle sprog, dér betyder 'kende' det samme som 'elske'. Når der i Det gamle Testamente står f.eks. at en mand kender sin kone, så betyder det at han elsker hende.
Jeg synes det er dejligt at vide at der er én som 'kender' os, altså: elsker os!, uanset hvad der sker. De fleste af os har heldigvis nogle i vort daglige liv som kender os, alt¬så elsker os: en ægtefælle, børn, forældre, gode venner, men uanset hvor heldige eller privilegerede vi er, så er vort liv og vores situation dog meget spinkelt og sårbart. Tænk på hvor lidt der skal til for at hele vores normale kendte og elskede sammenhæng går i stykker: f.eks. mennesker i det tidligere Jugoslavien, som på måske blot en time får ødelagt hele deres liv, deres familie, deres sammenhæng. Eller i Oklahoma i USA hvor en bombe pludselig får hele livet til at styrte i grus om ørerne på mennesker der måske havde et sikkert liv med en god løn og en høj livsforsikring. I et nu var det hele styr¬tet i grus. Eller tænk blot på noget så almindeligt og udrama¬tisk som det menneske der bliver svigtet af den kendte og el¬skede, ved en skilsmisse eller ved et tillidsbrud.
Vi har vist allesammen brug for det gode budskab at der er én som ikke blot siger det, men endog har ’bevist’ at det står fast: jeg kender dig, jeg elsker dig, uanset ulykke, forfølgelse, trusler, ja endog uanset død, så kan vi ikke kom¬me længere ud!.
Det er den hyrde vi er døbt til at tilhøre. Og når vi i dag skal døbe et lille barn, så er det også en forsikring om at uanset hvordan det går, så er noget af det første vi mod¬tager i vores liv et tilsagn om at være kendt og være elsket. Det er en dejlig tryg fornemmelse at leve på.

SALMER:
Som forårssolen morgenrød
Du, frelser, fandt din hjord udi
Nu bede vi den Helligånd
Hyrden er én, og så hans hjord
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
O dejlige land (v.9—10)