Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 3,1—10 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: »Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!« Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger: »Der er en, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!« Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder. Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som omvendelsen kræver, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.«

I dag er det Bededag — det er jo en speciel dansk helligdag som blev forordnet for 300 år siden. Før den tid var der et utal af bods— og bededage som opstod på den måde at kongen gav befaling til at gøre bod og bede Gud om at afværge forskellige ulykker: pest, hungersnød, stormflod, tørke og lignende. Og efterhånden var der kommet så mange af den slags arbejdsfri dage at det var ved at være en trussel for landets produktion, og så indførte man "Store bods— og bededag" til afløsning for alle disse små dage.
Dette med at gøre bod er vist efterhånden gledet ud af de fleste moderne menneskers bevidsthed. Der er måske en rest tilbage på det individuelle plan, dér kender vi det: hvis vi har gjort noget forkert, kan vi angre det og gøre det godt igen. Vi kan bøde på det der er gjort forkert, vi kan bede en anden om tilgivelse, og når vi får tilgivelsen, kan vi begynde på en frisk og genvinde troen på livet og på fremtiden.
I dag er dette problem vel ikke mindre end tidligere, der er stadig brug for at vi hver især gør bod, altså angrer det forkerte og gør det godt igen. Men det store problem i dag er alt det vi gør forkert i fællesskab. I tidligere tid var synder altid noget individuelt, dengang kunne man f.eks. tro at pest kom som en følge af en heks' handlinger. I dag véd vi bedre: pest og andre af den slags sygdomme overføres af små gnavere, mus og rotter, og de trives der hvor der er slum og dårlig hygiejne. Og den slags er jo sociale problemer, og det var det også i middelalderen. Og en tsunami skyldes geologiske, meteorologiske omstændigheder som et enkelt menneske ikke har noget ansvar for. Eller rettere: havde noget ansvar for, i middelalderen. Men i dag véd vi at selv nogle naturulykker faktisk for en del skyldes at vi synder i fællesskab, som samfund, som folk, som land. Dette kan vises med tørre tal fra FN, FAO, Greenpeace og hvad de nu hedder allesammen: vores kollektive levemåde bevirker at ozonlaget der beskytter jorden, bliver tyndere, dette bevirker igen at der bliver uorden i varme og kolde havstrømme, og dette bevirker igen at der sker en nedsmeltning af grønlandsisen, der igen medfører højere vandstand osv. osv.
Det er svært for lille mig at overskue den slags store globale fænomener, og hvad jeg som enkeltmenneske har med dem at gøre, men hvis vi bevæger os ned på et lavere plan, den hjemlige situation i vores lille smørhul Danmark, så kan vi også her se nogle problemer og kriser som er udtryk for at denne fællessynd eksisterer.
I vores kirkes bekendelsesgrundlag, altså grundloven for vores danske, evangelisk—lutherske kirke, står der i den såkaldte Augsburgske Bekendelse om boden at den består af to dele: den ene er angeren eller den skræk som man har i sin samvittighed når man har erkendt sin synd. Den anden er troen som skabes ved at synderne forlades, og som trøster samvittigheden og befrier fra skrækken.
Jeg synes at se gode tegn på at der er ved at brede sig en bodsstemning angående de fællessynder vi begår. Den skræk i samvittigheden som der tales om i vores kirkelige grundlov, er vist mere udbredt end vi endnu helt har gjort os klart. Mennesker er bekymrede og med god grund, der er ikke mange der tør se lyst på fremtiden.
Som enkeltpersoner er det til at finde ud af at gøre bod, det er ret enkelt, omend det kan være smerteligt at gå hen til en anden og bede om undskyldning og på den måde gøre forholdet godt igen. Men når vi står over for fællessyndeme, så er det svært: her står vi ofte med en følelse af afmagt. De individuelle synder har vi selv ansvar for at få gjort bod for, men hvordan skal vi få gjort bod for fælles—synderne? Der er nemlig den ekstra vanskelighed ved fælles—synderne at de ikke kan klares ved at den enkelte gør bod. Man kan ikke lægge ansvaret fra sig og sige: det er politikernes skyld, det er embedsmændenes skyld, det er fagforeningernes skyld, for vi er medansvarlige kollektivt, vi kan ikke melde os ud af samfundet. Tænk på at alle i dette land er medlem af EU, også modstanderne; alle i dette land er medlem af NATO, også militær—nægterne; vi er alle medansvarlige, og dog kan problemerne ikke løses ved at den enkelte gør bod. Det er et vanskeligt dilemma, synes jeg.
Bod er et ord der har forbindelse til andre ord vi kender: bøde, både — altså: at gavne. Vi kender 'bøde' fra dette at bøde garn, altså lappe fiskegarn, at reparere. Og ordet 'både' betyder at gøre noget bedre. Og der er mulighed for at gøre noget bedre, at reparere på fællessynderne, men det kræver altså en fælles indsats, og så er vi straks ovre i politik. At handle i fællesskab betyder at handle politisk. I gamle dage betød politisk det samme som partipolitisk, men de tider er forbi. De politiske partier er hensygnende.
Men der er andre måder at handle politisk på, f.eks. gennem bevægelser, grupper, sammenslutninger, foreninger, organisationer, og det har jo vist sig at det er muligt at bedre noget, at bøde på noget gennem dette græsrodsarbejde. Som et lille eksempel kan nævnes at det ser ud til at danskerne er ved at være trætte af den dårlige kvalitet som vore fødevarer har. Det er ikke meget regeringen og de politiske partier har kunnet gøre i årene der er gået for at give os gode fødevarer, men nu er der altså nogle græsrødder som er begyndt at producere kød og mælk og æg som smager godt, og flere og flere mennesker spørger efter disse varer i supermarkedet, og dét hjælper. Det er blevet en politisk handling at købe æg og mælk. Det er blevet en politisk handling at sætte en vindmølle op, eller en solfanger.
De domstoner der er i vort evangelium er måske mere relevante for os moderne mennesker nu i 2005, end de var for de mennesker der hørte dem af Johannes' egen mund for snart 2000 år siden. "Øksen ligger allerede ved træernes rod" — det er faktisk en realistisk trussel mod os og vort samfund og hele vores verden. Hvis vi ikke griber ind, så går det direkte mod undergangen. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige "Vi har Abraham til fader", eller som vi snarere ville udtrykke det i dag: ’vi har vores på det tørre, vi klarer os i vort lille smørhul’, for vi hænger sammen med resten af verden, med alle mennesker, alene derved at forureningen er grænseoverskridende, også den åndelige forurening; nazisme er grænseoverskridende, racisme og fremmedangst er grænseoverskridende, krige og flygtninge og forfulgte er grænseoverskridende.
I disse privatiseringstider skal vi passe på at vi ikke også privatiserer boden, for det fører kun til at hver enkelt af os vil føle os magtesløse og miste modet og livsviljen, og at vi trækker os tilbage til hver vores lille lejlighed, vores lille sneglehus. Vi må bevare modet til at give vores mening til kende over for andre, til at engagere os i fællesskaber som påtager sig ansvaret for at gøre bod, at reparere denne gamle, hullede verden, at bedre det der er dårligt og sygt, at betale de bøder som vi skylder for tidligere fælles synder rundt omkring i verden.
Der er nemlig dét ved synder — det kender vi fra os selv — at hvis de ikke bliver bekendt, så ligger de og nager og forpester tilværelsen, og det er der ikke noget der bliver bedre af. På samme måde med den store verden, Guds verden, eller som Johannes siger: "Himmeriget", der er kommet nær: hvis ikke der bliver gjort bod, så er der ikke noget der bliver bedre.
Tidligere kunne man ofte opfatte boden som en straf, men jeg synes vi i dag tværtimod må opfatte boden som en mulighed, et uomgængeligt, befriende tilbud om et liv der er fremtid og håb i. Glædelig bods— og bededag.

SALMER:
Nu blomstertiden kommer
Til dig alene, Herre Krist
Af dybsens nød, o Gud, til dig
Har hånd du lagt på Herrens plov
Som korn fra mange marker
Når jeg er træt og trist, når modet svigter