M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Det drejer sig om hele sandheden
Prædiken til 4. søndag efter påske
24. april 2005

Joh 16,5—15
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«

Verden bliver mere og mere kompliceret, og vi bliver gennem tv og aviser bombarderet dagligt med alverdens problemer. Der er konflikter rundt omkring, der er problemer i Israel og Palæstina om fredsforhandlingerne om fordeling af landet og om bosættelser og rømninger, der er spørgsmålet om gensplejsede landbrugsprodukter, etiske spørgsmål om scanning af fostre og om hvor meget man må gribe ind på det ufødte barn osv. osv. Hvordan skal vi dog kunne tage stilling til alle disse ting?
I gamle dage var det i og for sig lettere, for da var der slet ikke noget at tage stilling til. For bare 200 år siden havde almindelige mennesker som du og jeg ikke meget at skulle have sagt. Kongen bestemte når landet skulle i krig og når der skulle være fred. Stormændene bestemte, og almindelige mennesker gjorde blot som de fik ordre til.
Men for os i vor tid er der mange ting som bliver presset ind på os,— lige ind i stuen hvor vi sidder med avisen eller foran tv. Hvad er rigtigt og hvad er forkert?
Der er forskellige måder at leve på. Nogle er ligeglade, de siger at det har de ikke forstand på så det behøver de ikke blande sig i. Andre siger at det er dét vi har valgt politikerne til: at tage stilling på vore vegne til alle disse problemer. Andre igen køber et af formiddagsbladene og holder sig til den almindelige stemning, flertallets mening, for det må jo være den almindelige moral. ‘Moral’ er et låneord der kommer fra latin, og som betyder ‘skikke’, så moral betyder egentlig blot det der er skik og brug, det almindelige.
Og moralen ændrer sig, det kan vi se bare i et menneskes levetid. Tidligere, for bare 50 år siden, var moralen sådan at unge mennesker ikke flyttede sammen før de blev gift. Nu kan man sagtens gøre det, der er ikke noget umoralsk i dét. Man kan endda få lejlighed og boligstøtte uden at være gift. Tiden skifter, moralen ændrer sig, altså flertallets mening om hvad der er rigtigt og forkert. Hvordan skal man egentlig tage stilling? — for nogle af spørgsmålene er så vigtige at vi ikke bare kan skubbe dem fra os.
I gamle dage var det lettere. Da kunne man holde sig til det man havde lært hjemme, man kunne holde sig til de 10 bud, og skulle det gå helt galt kunne man da spørge præsten eller sognefogeden. Men nu står vi over for problemer som ingen har lært os om, og som hverken vore forældre eller de 10 bud eller præsten eller borgmesteren har svar på. Vi står altså over for nye spørgsmål som kræver nye svar. Vi kan ikke bruge gamle svar; vi må finde svar der passer til vor tid og til vore problemer.
Det må være dette svære problem Jesus taler om i evangeliet til i dag. Jesus siger: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører,skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer”.
Der er altså et sted, eller rettere en person, sandhedens ånd, hos hvem vi kan blive vejledt i hele sandheden. Det er slet ikke så lidt, hele sandheden! Men hvordan får man så del i sandhedens ånd? Jeg vil da give næsten hvad som helst for at kunne blive vejledt i hele sandheden.
Jeg tror vi først og fremmest må have på det rene at delagtigheden i sandhedens ånd ikke kan være en privat sag. Det må være en personlig sag, selvfølgelig, jeg er en person, du er en person, sandhedens ånd er en person, så derfor vil det selvfølgelig altid blive noget personligt. Men det kan aldrig blive et privat foretagende, det ville blive alt for tilfældigt hvad der kom ud af det. Mennesker har så tit påstået at de handlede i overénsstemmelse med Guds bud og Guds ånd, de har handlet ud fra de for dem bedste motiver og med ren samvittighed, men det har dog ikke været en garanti for at det så også var rigtigt dét de gjorde, altså at det skulle være udtryk for hele sandheden. Et eksempel: når adskillige statsledere imod alle internationale regler gik ind i Irak og lavede krig, med begrundelser som nu efterfølgende har vist sig at være falske, så er jeg da ikke i tvivl om at de gjorde det med den reneste samvittighed, og sikkert også for nogen af dem efter at have været til gudstjeneste og bedt bønner, men det er altså ikke en garanti for at det så også var rigtigt hvad de gjorde, altså at det var et udtryk for sandheden. Eller på et mere overskueligt plan: når nogle mennesker på den yderste højrefløj både åbent og fordækt hetzer mod indvandrere og flygtninge og asylsøgere og gør livet svært for dem, så er jeg da ikke i tvivl om at de selv mener det er rigtigt og at de gør det med den reneste samvittighed, måske endog kan henvise til den danske kristenhed, endog med præster som talerør, men … er det en garanti for at det så også er rigtigt og i overénsstemmelse med sandheden?
Det er altså for usikkert at henvise til den enkeltes private samvittighed eller indsigt eller motiver når det gælder sandheden. Og det er også for usikkert at henvise til den enkeltes forbindelse med Gud gennem bøn og meditation og førelse og hvad man ellers kan finde på at kalde det.
Jesus siger at sandhedens ånd, altså Helligånden, Guds talsmand, trøsteren, vejlederen, ”skal tage af mit”, altså øse af den kilde som skal vejlede ”jer” i hele sandheden – han siger ikke at sandhedens ånd skal vejlede ”dig”. Vejledningen i hele sandheden er altså en fælles—sag. Og hvor sker begge disse dele, altså at sandhedens ånd øser af det Jesus har givet og i fællesskab, til helheden? Jeg kan ikke finde andet svar end at det sker i menighedens fællesskab. Hér er vi et fællesskab, vi er ikke blot privatpersoner der skal pleje vort eget lille gudsforhold, vores egen fromhed og vore egne behov, men vi samles som menighed, som Kristi legeme, og vi bestiller ikke andet end at ”tage af mit” (som Jesus siger), altså tage af dét Jesus har givet os i sit ord og sine handlinger og sakramenterne.
Og vi kunne da også spørge: hvor ellers i verden, hvor ellers i samfundet, i kulturlivet, i medierne, i regering, folketing osv. gør man dog ellers dét? Hér i menighedens forsamling har vi altså en enestående mulighed for i fællesskab at blive vejledt ved at øse af Jesu ord.
Og … synes vi somme tider at det trækker ud med Gudsrigets fuldendelse, hvad bliver det egentlig til med indsigten i hele sandheden?, så må jeg bede jer holde ud. Vi er på vej, vi er på rette vej, men der er endnu lang vej til at Gud er alt i alle og glæden fuldkommen. Guds Rige, Himmeriget, er nær, vær sikker på det, men lige så sikkert er det at det ikke står til os at bestemme Guds tid og Guds planer. Og skulle nogen stille sig skeptisk an, så vil jeg dog altid spørge igen: har vi noget alternativ? Kender du noget andet sted hvor vi kan få vejledning i hele sandheden i fællesskab og med udblik til hele skabningen? Hvis du gør, så hører vi gerne derom.
Grundtvig siger det så fint i den næste salme vi skal synge:

Kun hvad du har set, du maler,
kun om, hvad du ved, du taler,
kærligheds og sandheds ...nd!
Du, som skænker, hvad du nævner,
gør os, trods de svage evner,
visere end Salomon:
visere til dåd at øve,
visere til åndeprøve,
visere til salighed.

SALMER:
Kærligheds og sandheds ...nd!
I kristne, som bekende
Gud, lad dit ord i nåde lykkes
Talsmand, som på jorderige
Som korn fra mange marker
Dig være, mildeste Gud Fader