Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 15,26—16,4 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«

Vi er på vej mod Pinse som er Helligåndens fest, og også i dag taler Jesus i vores evangelietekst om Helligånden. Jesus kalder Helligånden for sandhedens ånd, og han kalder også Helligånden for Talsmanden.
’Talsmand’ er et gammeldags ord, det betyder egentlig en advokat, altså den der vidner ved at kalde vidner frem i skranken.
Jeg ved ikke hvor mange her i kirken der har prøvet at være vidner i en retssal, men jeg har prøvet det to gange. Og begge gange var jeg lidt utilfreds med mig selv, for jeg syntes ikke at jeg rigtig fik sagt alt det jeg gerne ville have sagt. Som vidne bliver man spurgt ud eller får lov at fortælle, men man lover allerførst at sige sandheden og hele sandheden. Og så er det at det bliver svært. For det eneste man så kan fortælle, er det man selv har set og hørt direkte. Hvad man ellers mener om den tiltalte, hvad man har hørt andre fortælle, eller hvad man kan tænke sig til, det skal man ikke sige noget om, for det ved man jo ikke om det er sandt. Og som vidne skal man heller ikke bekymre sig om hvordan éns vidneudsagn virker, et vidne skal ikke forsøge at gøre indtryk eller digte lidt til eller skjule lidt hist og her. Et godt vidne skal blot nøjes med at fortælle sandheden, altså det han/hun selv har hørt og set. Det var også denne opgave Jesus sendte sine disciple ud i verden med. De skulle fortælle det de selv havde hørt og set.
Nogle gange kan man godt ærgre sig over at hele Gudsrigets mission er overladt til tilfældige menneskers vidnesbyrd. Hvis Jesus havde efterladt sig en bog eller et system eller en organisation med en klar opbygning og klare regler, så var det hele lige som mere sikkert, men Jesus har kun efterladt sig dette eneste: nogle mennesker, nogle vidner. Derfor er mennesker vigtige i troens sammenhæng.
Når Jesus understreger dette med vidner, hænger det sammen med at dét der skal videregives ikke er et system eller en lære eller nogle rigtige ord, men det er et liv og en praksis. Vidnesbyrd fra vidnerne er den eneste mulighed for at nye generationer kan forstå hvem Gud er i dag.
Man kan selvfølgelig læse de vidnesbyrd der står i vort Ny Testamente, det er direkte vidnesbyrd fra mennesker som selv har set og hørt. Det er ægte vidnesbyrd vi har dér, men ... det er vidnesbyrd om hvordan Gud var dengang, hvordan Gud handlede dengang, hvad Gud betød dengang.
Dét der er brug for i dag er vidner som kan fremsætte vidnesbyrd om hvad Gud er i dag, hvad Gud betyder i dag, hvordan Gud handler i dag. Også i dag kalder Helligånden, talsmanden eller advokaten, vidner frem som skal fortælle hvad de selv har set og hørt og erfaret.
Forleden dag sad jeg og snakkede med en muslim i en times .tid. Han fortalte mig mange ting som Muhammed havde sagt og som stod i Koranen, muslimernes hellige bog. Det var ene gamle ting, og de fleste kendte jeg i forvejen. Skabelsesberetningen f.eks., som til forveksling ligner dén vi kender fra l. Mosebog. Han forklarede mig også meget omhyggeligt at muslimerne siger at Gud er én, mens vi kristne siger Gud er tre: Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd. Tré ... og dog én!
I den samtale opdagede jeg pludselig hvorfor det er så vigtigt at bekende Gud som Fader, Søn og Helligånd. Jeg var ikke uenig med ham i at Gud er én, det er så selvfølgeligt at man næsten ikke behøver at sige det. Gud er én! Men Gud har vist sig som Gud på tre forskellige måder, og om vi nu udtrykker det helt rigtigt ved at sige at Gud er tre personer, det ved jeg ikke. Men det står da fast at Gud har vist sig som Faderen og Skaberen. Og i Jesus har Gud vist sig som frelseren. Men for at det kan blive en levende virkelighed også for mennesker i dag, så er det ganske nødvendigt at Gud også viser sig som vejlederen, talsmanden, advokaten, der kalder vidner frem i dag.
Min muslimske ven og samtalepartner fremhævede hele tiden at muslimer og jøder og kristne har noget tilfælles, nemlig at de alle har en hellig bog som grundlag for deres religion. Og det er da ganske rigtigt at vi kristne har en hellig bog, Biblen, men hvis vi kun havde Biblen at holde os til, så ville vores tro og vores praksis blive meget bagudvendt. Vi kan ikke slå op i Biblen og få svar på alle de spørgsmål som i dag er af afgørende betydning for vort liv. Der står ikke noget i Biblen om atomvåben, om forurening, om ozonlaget der bliver tyndere, om AIDS, om gensplejsning.
I nogle islamiske lande bruger man den hellige bog som en facitliste når man står over for moderne problemer. Men Gud har ikke efterladt os blot med en gammel, hellig bog, en facitliste, som én gang for alle er afsluttet. Vi har Helligånden, Guds talsmand, Gud der taler og virker i dag, og som også i dag kalder vidner frem der kan vidne i vores moderne verden og fortælle direkte hvad de hører og ser, af djævelske og dæmoniske ting som står Guds Rige imod, og om guddommelige, frelsende ting som peger frem mod Guds Rige.
Når vi i vores moderne hverdag står over for nye spørgsmål, også i vores kirke, så kan det ikke nytte vi blot slår op i vores Bibel, for nye spørgsmål kræver nye svar. Så er der måske nogle der vil spørge: jamen ... er der da ikke noget der står fast? Jo, det er den samme Gud vi tror på, som de første kristne, det er det samme Guds Rige vi håber på og længes efter. Men der behøves stadig nye vidner, mennesker som vil fortælle verden om deres tro og håb i et sprog og med nogle ord som mennesker i dag kan forstå er udtryk for en levende tro.
De første kristne aflagde vidnesbyrd, sådan som vi kan læse det ud af Ny Testamente, men disse vidnesbyrd var også den gang udsagn som kom lige ud af deres eget liv. Det var praksis de vidnede om, det var vidnesbyrd til deres samtidige verden, og derfor var de overbevisende.
Og hvad er det så vi skal gøre — hvad er det for et vidnesbyrd vi i dag skal bære frem? Det findes der ikke et endegyldigt svar på. Der er nemlig sådan at vidnesbyrd er bedst hvis de kommer fra forskellige vidner. I en færdselssag f.eks. er det vigtigt at høre så mange forskellige vidner som muligt, for derved får man det klareste indtryk af hvad sagen drejer sig om.
Således også med vidner for Gudsriget. Vi har hørt og set forskelligt, og vi er involveret i livet på forskellig måde. Det er en rigdom for vidnesbyrdet.
Talsmanden, advokaten for Gudsriget, kalder vidnerne frem. Det er talsmanden, Helligånden, der kalder vidnerne frem. Vidnerne må gerne melde sig, men det er Talsmanden der kalder dem frem. Derfor gælder det om for vidner at lytte godt efter når Talsmanden kalder vidnet frem. Og — nok så vigtigt — at kende Talsmandens røst, at kende Helligånden.
Det er denne vidneholdning Peter skriver om i sit brev: ”Vær besindige og årvågne, så I kan bede”. Bønnen er jo kommunikationen i Guds Rige, bønnen er kommunikationen mellem Helligånden og de kristne vidner. Bønnen er ikke først og fremmest at tale, men bønnen er at lytte. Mange vidner er jo draget ud i verden med et vidnesbyrd som ofte drejede sig mere om dem selv end om Gudsriget. Peter skriver: ”Den, der taler, skal tale med ord fra Gud; den, der tjener, skal tjene med den kraft, Gud giver, for at Gud i alle ting må blive herliggjort ved Jesus Kristus”.
At være besindige og årvågne og at bede er den bedste måde at forberede sig på at være vidne.

SALMER:
Nu nærmer sig vor pinsefest
Guds kærlighed ej grænse ved
Talsmand, som på jorderige
Det skal ej ske ved kraft og magt
Jesus Krist, du gav mig livet
Drag ind ad disse porte