M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Helligånden er Gud—i—dag
Prædiken til Pinsedag
3. juni 2001

Joh 14,22—31
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig.
Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Glædelig Pinse! Nu kom vor pinselilje—tid, nu har vi sommer skær og blid.
For et par år siden lançerede biskoppen i Roskilde en idé om at man skulle spise fisk i Pinsen. Til Jul har man jo flæskesteg og rødkål og risengrød, til Påske lam og æg, men til Pinse var der ikke noget der hægtede sig på vore spisevaner. Og hvis man skal have fat i menneskers bevidsthed, især danskeres, er det altid godt med noget spiseligt, eller som biskoppen sagde: ”danskerne tænker og tror med maven”. Og idéen har faktisk slået an, i avisen i går stod der at 10—20% flere danskere fejrer pinsehøjtiden med en fiskeret.
Idéen kom af at Pinsen står svagt i menneskers bevidsthed. Det er så let med Julen, det lille barn i krybben, her kan alle være med. Og Påsken med Jesu lidelse, død og opstandelse, dét er også til at forstå. Men Pinsen, Helligånden — dén virkelighed står svagt.
Måske hænger det sammen med trosbekendelsen: Første led om Gud Fader der skabte himmel og jord, hér er vi alle med. Vi kender skabelsesberetningen, og blot et kig op på stjernehimlen en mørk, klar aften eller en solopgang eller en lærke der hænger oppe i luften er tilstrækkeligt overbevisende, skabelsen er stor og vidunderlig. Og andet led om Jesus Kristus, det er også til at forstå: stærkt, overraskende, forunderligt, grumt og gribende, men dog et menneske som du og jeg.
Men tredje led om Helligånden synes ofte svært for os. Hvor underligt — det allernærmeste, dét der er tættest på os og vores virkelighed, dét forekommer os sværest.
Gud er én, det er sandt, det er børnelærdom, og deri er vi enige med jøder og muslimer og alle andre ordentlige mennesker i denne verden. Og dog erfarer vi mennesker Gud, som vi siger det i trosbekendelsen, som dén der handler på forskellige måder: som skaber, som frelser og som livgiver og fuldender. Helligånden har mange betegnelser: talsmanden som Jesus siger i evangeliet til i dag, kærligheds og sandheds ånd, sjælesørger fra det høje, trøster over alt som gruer, som der står i vores salmebog.
Som vi hørte fra 1. Mosebog fra alteret: ”Dengang Gud Herren skabte jord og himmel ...” — ”dengang”! Skabelsen er gammel, helt fra begyndelsen, og den ligger bag og under os, vort grundlag og vores oprindelse.
Og Jesu frelsergerning, hans liv, lidelse, død og opstandelse, er også sket. Jesu ord og gerning er den grundvold hele vores tro er funderet på. Evangeliet er ’det livets ord, vi bygger på’ som Grundtvig skriver i en salme.
Men allertættest på, nu og hver dag, erfarer vi Helligånden, Gud som nærværende, livgivende, fornyende, trøstende, kærligheds og sandheds ...nd. Helligåndens nærvær er så tæt på, så dagligdags og sensationsløst at vi knap ænser det, det er en selvfølgelighed for os. Som vinden der blæser hvorhen den vil, som luften, som vandet. Luft er der hver dag, hele tiden, ellers ville vi kvæles, og vand er der hver dag, ellers ville vi dø af tørst. Men hvornår holder vi en fest for luften, eller for vandet? — de er der bare som en selvfølge.
Helligånden, Guds ...nd, er det første og det sidste for et menneske. I 1. Mosebog hører vi som noget af det første at ”Gud Herren dannede mennesket og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen”. Gud blæser selv ånde, sin egen ...nd, i mennesket. Og i den anden ende af livet, ved døden — da siger vi også selv så rigtigt at nu opgav dét menneske ånden. Det var også Jesu sidste ord på korset: ”Fader, i dine hænder betror jeg min ånd”. Da han havde sagt det, udåndede han (Luk 23,46).
Vi modtager og aflevererer igen den Guds ...nd som vi lever af hele dette korte menneskeliv. Guds ...nd er der først og sidst, og midt imellem! Guds ånd er der før os, det var Guds ...nd der svævede over vandene før menneskets skabelse, og Helligånden er sendt til verden som fuldender af Jesu sendelse, Jesu mission med syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.
Denne Guds ...nd, Helligånden, som vi har del i og ”låner” vores livsånde af, er det vi holder fest for i dag. Vi kunne også kalde Pinsen for en livsfest, en fest for Gud—i—dag, en fest for det allernærmeste, nemlig at vi har vores begyndelse i Gud, vi har vores fuldendelse i Gud, og vi har vort liv midt imellem, lige nu!, som en del af Guds egen ...nds virkelighed.
Vi er omgivet af Guds ...nd, ...nden er midt iblandt os, ...nden er inden i os og udenom os. Det er også derfor Paulus kan skrive (Rom 8,26—27): ” ... ...nden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. men ...nden selv går i forbøn for os”. Paulus vil altså hjælpe os til at forstå at dette ’at leve i Gud’, at have del i Helligåndens fællesskab, ikke er noget som vi først skal bringe i stand eller som vi skal etablere ved nogle fine og rigtige idéer eller med fine, velformulerede ord, men at vi, lige som med vort åndedræt, kan så at sige ’hægte os på’ Helligåndens gerning, Helligåndens bøn. Der er altså, allerede inden vi begynder at bede, en bøn i gang i Guds verden, i Guds Rige, en Helligåndens bøn som er evig, dybere, længere og bredere end vi ville kunne udtænke.
Og Gud ske lov for dét — et aktuelt eksempel: konflikten, nej, krigen!, mellem Israel og Palæstinenserne. Israel er der og skal være der, og Palæstina er der og skal være der. Et rigtigt dilemma, der er ingen let løsning. Man kan være for eller imod den ene eller den anden side, men det løser ikke problemet. Den desperate vold fra de undertrykte palæstinensere besvares med militær magt, stenkast besvares med maskinpistoler, selvmordsbombemænd besvares med jetjagere og helikopterangreb, volden optrappes, ingen vil give sig — hvad skal vi bede om? At den ene part må få held til at smide den anden part i havet?, eller at den anden part må få held til at udsulte et folk gennem bosættelse og besættelse og forarmelse af et folk som har bostedsret og ejendomsret? Begge løsninger er lige umulige, man kan ikke bede om ret til agressivitet, og man ikke bede om passivitet over for uret og ufred.
Vi er fanget og bundet til en verden hvor det er svært at skelne, og hvor det er svært at vælge rigtigt — selv for ærlige, oprigtige, velmenende og retfærdighedssøgende mennesker som os. Det er den verden Jesus nævner: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver”. Og vi kan tilføje: det kunne også være det samme!
Vi må prise os lykkelige for at ...nden selv går i forbøn for os, for hvordan vi skal bede og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. ...nden hjælper os, Guds ...nd, Helligånden, Talsmanden, Gud—i—dag. Herligt! — glædelig Pinse!

SALMER:
I al sin glans nu stråler solen
Du, som går ud fra den levende Gud
Apostlene sad i Jerusalem
Du, som ud af intet skabte
Som korn fra mange marker
Fra himlen kom den Helligånd (v.7—11)