M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Frelsen er omfattende
Prædiken til Anden pinsedag
16. maj 2005

Joh 3,16—21
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Evangeliet til i dag begynder med ordene: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Det skriftord er blevet kaldt ’den lille bibel’ fordi vi her i kort form har så at sige hele indholdet af den store bibel. Der står så meget i biblen, og man skal være meget vågen for at holde sammen på det hele, men dette ene vers siger i en fortættet form det væsentlige, og derfor går man aldrig helt galt i byen hvis man blot kan ’den lille bibel’. Hvis nogen kristen bliver bedt om at aflægge regnskab for den tro og det håb han/hun har, så må det være nok at sige ’Johannes 3,16’, og så kan man tilføje et Fadervor – det må være tilstrækkeligt.
Evangelisten Johannes taler om fortabelse og om at have evigt liv, og om dom. I kirkens lange historie har dette spørgsmål om fortabelse og frelse og dom fyldt en hel del, men jeg synes ofte i et alt for snævert perspektiv. Især spørgsmålet om fortabelse har været et yndet emne hvor gravalvorlige prædikanter har kunnet udmale fortabelsens gru, hvor fortabelsen blev forstået som en straf. Og hvor så frelsen, det evige liv, blev forstået som en belønning. Den tankegang og den slags forkyndelse har været et effektivt middel til at holde styr på mennesker, til at få dem til at indordne sig under den siddende magt, enten det nu var kongens eller kirkens magt. Og det er selvfølgelig altid sket i den ædle sags tjeneste at forhindre at nogen gik fortabt, altså nogen af de andre, for det hører vist til sjældenhederne at en af disse dunder—prædikanter selv var i tvivl om at stå på den rigtige side af det skel.
Og de mennesker, alle vi små mennesker, har villigt underkastet os denne forståelse, fordi den var så håndterlig, den passede lige til hvad et enkelt lille menneske kunne overskue, nemlig mig og min frelse eller fortabelse, min lille synd eller min lille fromhed.
Undertiden synes jeg det er sundt at stoppe op, tænke sig om og spørge om perspektivet. Jeg synes vi mennesker ikke blot har ret til, men også pligt til, at overveje perspektivet for vort liv og vores verden. Her i landet har vi en kolossal frihed, man har ret til at tænke og tale frit. Vi har heldigvis afskaffet censur og tvang i forhold til hvad mennesker tænker og mener og giver udtryk for og lever efter. Vi skal være glade for at kirken ikke længere har magt til at bestemme over hvad mennesker skal tro, og kirken har heller ingen straffemuligheder, dejligt. Vi har dog lov til at spørge efter perspektivet for vort liv, for vort fælles liv, for verden, og vi må også godt spørge hinanden.
Der er altså et evangelium med perspektiv i, en vision, et håb, en tro, som virkelig vil noget: ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Det er store ord, det er stort perspektiv: elskede, Gud, verden, tro, fortabelse, evigt liv. Bare det første, ”Således elskede Gud verden” – verden! Og hvis nogen vil betvivle dette perspektiv, så er de også velkomne til det. Men vi har da lov til at sammenligne: mange af de tilbud som mennesker i dag mødes med og bliver tiltrukket af og bruger deres liv på, har et meget begrænset perspektiv. Man kan hos en astrolog få lagt sit horoskop, altså få en analyse af hvordan éns fremtid vil blive. Men altså: min lille fremtid, det drejer sig om mig, perspektivet er til at overskue. Man kan hos en numerolog få lavet en analyse af sit navn og der få at vide at man skal slette et bogstav i sit navn eller tage et ekstra navn, så numrene har en mere heldig konstellation. Igen: det drejer sig om mig, om mit navn, om min lille fremtid, perspektivet er til at overskue. Man kan få lavet en tatovering, en piercing, en frisure, en silicone—operation. Igen: det drejer sig om mig, om min krop, om mit udseende, en forbedring af mine scoringsmuligheder, perspektivet er til at overskue. Man kan skrive i avisen at man ikke tror på Gud, man kan endda blive berømt på at sige det hvis man er præst. Igen: det drejer sig om mig, min mening, min originalitet, der er ikke noget her der laver om på virkeligheden for andre end mig selv, perspektivet er til at overskue.
Man bedes bemærke at vi i disse eksempler ikke har gjort andet end at registrere hvad mennesker gør. Vi behøver ikke overdrive beskrivelsen, der er ingen grund til at blive forarget eller kritisere mennesker for det de tror og gør. Men det er sagligt uomgængeligt at perspektivet er til at overskue.
Og jeg tror endda at man kan lave en grundregel der siger at hver gang en idé, et projekt, tager sit udgangspunkt i et enkelt menneske, det er jo ganske normalt, men også sit endemål i et enkelt menneske, så går det galt. Hvis et menneske vil gøre sig til verdenshersker, at maksimere egen magt og prestige, éns egen kultur, éns egen nationalitet, race, religion, så ender det i diktatur og krig og anden djævelskab. Det har vi set gang på gang, i nyere tid med Sovjetdiktaturet, Nazismen, Pol Pot, men vi ser det også på et mindre plan midt i vores hverdag hvor enkelte mennesker finder en idé, en vare, en branding, en mulighed for at tjene penge og så lader dette individuelle projekt være endemålet uden hensyn til den fælles sundhed, naturen, miljøet, uden hensyn til sandheden. Dette ender også i forførelse, forbrug og misbrug af menneskers tid og kræfter.
I vort pinseevangelium til i dag siger Johannes: dette er dommen, at lyset er kommet til verden. Dommen består altså i en oplysning af verden så sandheden kommer frem og bliver synlig. Dommen drejer sig altså ikke om straf, men om sandheden.
Her er der et stort perspektiv. I går på pinsedagen hørte vi at ...nden, Helligånden, Livgiveren satte
sig på hver enkelt af dem, men ...nden var ikke begænset til at gælde dem alene. Apostlene gik ud i verden med frelsens budskab. ...nden er sendt til verden, Helligånden er der før hver enkelt af dem og af os. Og når mennesker får del i Helligånden, så betyder det ikke at hver enkelt skal tage sin lille del og holde den for sig selv, men Guds gave, evangeliet om Gudsriget, Helligåndens virkelighed, er beregnet til at deles, at deles ud til den verden som Gud elsker. Vi har hver enkelt del i Helligånden, men kun tilsammen. Guds frelsesvilje og frelsesønske kommer til udtryk i et samvirke og i en udveksling og i en delen, som menighed og som kirke,.
Vi er vant til at tænke på livet og på frelsen og fortabelsen set ud fra os selv, dernæst lidt videre ud fra vore nærmeste, vores familie, vore venner, vores by, vores land, og længere kommer de fleste vel aldrig. Guds perspektiv begynder med verden. ”Således elskede Gud verden …”, Helligånden strømmer os i møde, som fællesskab, som menighed, for verdens frelses skyld.

SALMER:

Behold os, Herre!, ved dit ord
Herren taler: Øer hører!
På Jerusalem det ny
Herrens kirke er på jord
Lyksaligt det folk, som har øre for klang
I jomfruer, I kloge