M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Nye tider kræver nye bekendelser
Prædiken til Trinitatis søndag
15. juni 2003

Joh 3,1—15
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: »Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.« Jesus svarede ham: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Nikodemus sagde til ham: »Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?« Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«
Nikodemus spurgte ham: »Hvordan kan det gå til?« Jesus svarede: »Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.
Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«

I dag er det Trinitatis søndag, festen for den hellige treenighed eller som det hed så smukt i gamle dage: hellig trefoldigheds fest. Og så er det agurketid som det hedder i avisverdenen. Folketinget er draget på sommerferie, der breder sig en let døs af feriestemning over landet, og journalisterne har på denne tid ikke meget andet at skrive om end hvordan det går med agurkehøsten.
Men så er der heldigvis kommet en sag op som fylder den ene avisside efter den anden, som bliver nævnt som første punkt i radioavisen, og som fylder godt i tv—avisen: en præst har udtalt at han ikke tror på Gud. Stor opstandelse.
Lad os begynde i dag med en personlig erfaring: da jeg som ung blev ordineret som præst, begyndte jeg dagen efter i min nye tjeneste som studenterpræst ved ...rhus Universitet. Jeg gik glad og stolt og frimodig ind i studenternes kantine og satte mig ved et bord hvor der sad en student og spiste. Jeg sad og ventede på at han skulle spørge mig hvad jeg lavede – så ville jeg for første gang kunne svare: jeg er studenterpræst. Men han sagde ikke noget. Så spurgte jeg ham: hvad læser du egentlig? Han sagde hvad han studerede, og så spurgte han mig: hvad læser du så? Oh, så fik jeg muligheden for at sige: jeg er studenterpræst. Så sagde han: du er præst … så skal du lige vide at jeg ikke tror på Gud. Så var jeg nede på jorden igen, træerne vokser ikke ind i himlen.
Efterhånden hørte jeg den flere gange, og jeg begyndte at tænke mig om, og så besluttede jeg mig til, hver gang nogen sagde til mig ”jeg tror ikke på Gud” at spørge dem: Hvad er det for en Gud du ikke tror på? Og jeg tror vi alle kender svarene: Jeg tror ikke på en rar gammel bedstefar der sidder oppe på en sky og kigger ned. Og hér kan jeg jo roligt svare: det gør jeg heller ikke. Eller: jeg tror ikke på at Gud har siddet og lavet en lille menneskefigur af ler og så pustet ind i figurens næsebor så den blev et levende væsen. Og her kan jeg også roligt svare: det gør jeg heller ikke. Jeg er fortsat med at spørge mennesker, når de siger de ikke tror på Gud, med at spørge tilbage, og det er min erfaring at jeg som regel er rørende enig med dem i deres svar. Når vi så har fået afklaret disse indledende fægtninger om hvad vi ikke tror på, er der som regel kommet en fornuftig samtale ud af det, hvad det så er vi tror på.
Disse svar, altså hvad man ikke tror på, kommer vist af at vi danskere gennemgående har forsømt at udvikle vores trosforståelse, at videreudvikle også den side af hele vores virkelighed. På alle andre områder udvikler og uddanner vi os. Som barn tror vi at stjernerne kun er der om natten, nogle små lysprikker på himmelhvælvingen, vi tror også at stjerneskud betyder lykke, men senere i livet lærer vi mere om astronomi, og selv kloge voksne mennesker kan lære mere på forskellige tv—kanaler, Discovery og andre, om galakser og afstande i lysår, kometer og asteroider. Som barn kunne man også tro at små børn kom med storken, men senere lærer vi en mere korrekt forklaring. Som barn var vi enige om at når vi fandt en ’tordensten’, et forstenet søpindsvin, så var den opstået ved at lynet havde slået ned lige dér og havde brændt jorden udenom med en enorm kraft til en tordensten. Senere har vi så fået forklaringen at det ikke har noget med lyn at gøre, men at det er en forstening, et forstenet søpindsvin. Sådan udvikler vi os og bliver klogere.
Men på ét punkt, når det gælder trosspørgsmål, er det i dette land fuldt ud accepteret hvis man kun er nået til at barnligt stade. Selv voksne, kloge mennesker kan slippe af sted med at sige: jeg er godt tilfreds med min barnetro, jeg har min barnetro i behold. Når vi derfor som voksne støder på noget der angår Gud, Biblen, troen, så har vi kun nogle barnlige forestillinger og redskaber til at gå i lag med spørgsmålene på en fornuftig måde.
Jeg tror vi her har en af hovedårsagerne til den store præstesag og mediedramatik. Hvis vi havde lejlighed til at snakke roligt og voksent med denne præst, så tror jeg at vi langt hen ad vejen ville være enig med ham i mange af de ting han ikke tror på. Hvis en journalist kom forbi Bavnehøj Kirke efter gudstjenesten og lavede et rundspørge her uden for kirken, så ville der også hurtigt blive kludder i det. Hvis han/hun nu spurgte mig: Tror du på skabelsesberetningen?, så ville jeg jo spørge igen: hvilken én af dem, der er jo to. Den ene er den hvor der først er øde og tomhed, så hører vi om lysets skabelse, så himmel og jord, så solen, månen, stjernerne, så vanddyr, jorddyr, og til sidst mand og kvinde, og så holdt Gud hviledag. Den anden, i Biblens 2. kapitel, er den hvor Gud danner et menneske af muld og så planter en have, og så laver Gud alle fugle og andre dyr også af muld, og til sidst tager Gud et ribben ud af Adam mens han sover og danner en kvinde af det ribben, så der nu er to sidestillede, ligestillede mennesker til at tage vare på Guds skaberværk.
De to beretninger er vidt forskellige, de kan ikke uden videre bringes til at passe sammen. Vi har da også lige lov til at spørge: hvem er det egentlig der har stået og sét at det gik sådan til den første dag, da der ikke endnu var lys, ja de første fem dage hvor der endnu ikke var skabt mennesker, og hvem har egentlig skrevet det ned så nøjagtigt og smukt, når der endnu ikke var nogen til at registrere det? Vi bliver nødt til at tale med hinanden fornuftigt om disse ting, og hvis en journalist vil have et hurtigt svar: tror du på skabelsesberetningen eller ej?, så findes der ikke noget hurtigt svar.
Så vidt jeg kan se opstår hele skandalen ved at denne præst giver sig til at udbasunere hvad han ikke tror på. Det kan da sikkert være interessant nok, men det er ikke hans opgave som præst. Som kristne, og altså også ham som præst, har vi en anden opgave, nemlig at sige hvad vi tror på. Vi kan ikke leve af negationer. At sige hvad man ikke tror på, dét er en negation. Vi er som kristne forpligtet på og kaldet til at udtrykke os i positioner, altså det vi tror på. Det er jo også dét vi gør hver gang vi kommer sammen. Så bekender vi troen. Der er nogle barnlige sjæle, som ikke er kommet videre i deres åndelige udvikling, der tror at trosbekendelsen er et maksimum. Men det er omvendt: trosbekendelsen er snarere et minimum, det er det mindste vi kan sige hvis vi bliver spurgt om vores tro. Trosbekendelsen, og trosbekendelserne!, der er jo flere – er blevet til tidligt i den kristne kirkes historie efter lange og indgående forhandlinger og diskussioner på kirkemøder og synoder, hvor man har fastlagt hvad vi i det mindste er enige om. Men der er meget mere at sige end det der er udtrykt i trosbekendelserne, Gud ophørte ikke med at virke da trosbekendelserne blev formuleret, og vi mennesker har også opnået større og større indsigt i vores verden, vort univers, i menneskets indretning med arveanlæg, kromosomer, gener. Vi er kaldet til og vi har pligt til som kristne at formulere os i positioner, og trosbekendelsen er minimum, det fælles grundlag.
Peter skriver i et af sine breve (1 Pet 3,15): ”I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har”. Vi må selvfølgelig hele tiden aflægge regnskab for det håb vi har, håbet til Guds Rige, håbet til Guds frelse, men det foregår altså i positioner.
Og grunden er at vi i dåben er ’genfødt’ til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Det er de ord der lyder både ved dåben og ved graven. Vi er ’genfødt’, vi er ’født på ny’. Det er dét spørgsmål som Jesus og Nikodemus taler sammen om i evangeliet til i dag. Nikodemus spørger lidt naivt hvordan man kan blive født én gang til, men det er ikke sådan det skal forstås. Det ord der står oversat som ’født på ny’, kan lige så vel betyde ’født ovenfra’. Ved den første fødsel har vi en identitet som mennesker, vi er fælles med alle andre mennesker i denne verden om denne første fødsel, vi kan næsten sige en fødsel ’nedenfra’, af jorden, ved jordemoderens hjælp, men ved ’genfødslen’ får vi en ny identitet, en identitet ’ovenfra’.
Identitet betyder det gennemgående, dét der står fast hele tiden. Og identiteten som menneske kender vi jo, vi er alle født ’nedenfra’, og her gælder det at vi prøver at overleve, at klare os igennem så godt som muligt, at sige fra der hvor noget ikke er mig. Det er almenmenneskeligt, det gælder over hele jorden, sådan reagerer mennesker. Det er den grundidentitet der gør at vi overlever, og her kan man godt overleve på negationer, der er mange som godt kan nøjes med at sige: det dér, det er ikke mig; de dér, de der fremmede, det er ikke mig; det dér, det der ukendte, det er ikke mig, jeg ved hvad jeg har, jeg klarer mig. Denne grundidentitet hørte vi udtrykt meget klart i læsningen fra Fjerde Mosebog hvor israelitterne hurtigt mistede håbet, visionen, drømmen om det kommende, forjættede land: ”Hvorfor har I ført os op fra Egypten for at dø i ørkenen? Her er jo hverken brød eller vand, og vi er lede ved den elendige føde”. Men den nye identitet, som født ’på ny’, som født ’ovenfra’, medfører et liv hvor man lever på positioner, på bekendelser, på vision, på håb. Jesus siger til Nikodemus: ”Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af ...nden, er ånd”.
Vi har som kristne fået stillet mere i udsigt end at være født af kød. Såfremt mennesker vil nøjes med den ene, grundmenneskelige identitet som vi har fælles med dyrene, at være født af kød, er der jo ingen der kan hindre dem, vi lever i et frit land, men perspektivet er så heller ikke længere end som så: at det hele går kødets gang. Men vi har fået stillet mere i udsigt: vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Den nye identitet som født af ...nden medfører at det ikke blot går kødets gang, det slipper ingen af os for, men at det allerede nu mens vi lever går ’...ndens gang’. Det betyder at vi lever med håb, i tro, i bekendelse. Ved dåben, ved vores indtræden i dette åndens fællesskab, blev der udtalt to ting: en forsagelse og en trosbekendelse. Forsagelsen, negationen, er én gang for alle tydeligt udtalt: Vi forsager djævelen og alt hans væsen og alle hans gerninger. Det er alt det vi siger nej til. Men vigtigere og fyldigere er alt det vi siger ja til: troen på Gud Fader, Gud Søn, Gud Helligånd. Det er kirkens opgave, kirkens mission, hele tiden at bekende denne tro, ikke alene med de gamle trosbekendelsers ord, men også i nye positioner med nye ord og nye gerninger. Troen og håbet vender fremad.

SALMER:
Nu blomstertiden kommer
Usporlig er vor Herres vej
Gud Helligånd, vor igenføder
Midt iblandt os er Guds rige
Som korn fra mange marker
Dig være, mildeste Gud Fader