M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække

Grænseoverskridende begyndelse
Prædiken til Juleaften
24. december 2004

Luk 2,1—14
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.
I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden!
Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Nu er det ved at være jul – Jesu personnummer er vist 251200? – det er i morgen det er Jesu fødselsdag, og vi tager hul på festen i aften.
Vi har forberedt os længe, siden sidst i november, Fields og Magasin og Illum og Fisketorvet og Super Best har fået sit, julekalenderen er talt ned, men nu begynder festen. Begynder!
Mine forældre havde i stuen et ur som altid var fem minutter foran – det var for at vi ikke skulle komme for sent i skole. Men det vænnede man sig jo til. Jeg er vist aldrig kommet for sent i skole, men det var da ikke på grund af det ur, for jeg vidste præcist hvornår jeg skulle cykle af sted. Jeg har på fornemmelsen at de fleste danskere på samme måde også har sat tiden lidt frem. Et medlem af vores menighed fortalte mig for et par dage siden at nu havde vedkommende haft juletræet tændt, men 2. juledag … så røg det altså ud. Jeg måtte beskæmmet sige at jeg på det tidspunkt end ikke havde købt et juletræ endnu. Jeg har flere gange været ude for at jeg ved udgangen fra kirken 2. juledag har sagt ”Glædelig jul” – og så nogen har svaret: ”Er du ikke lidt sent på den i år?”.
Jeg er godt klar at det her ikke er helt politisk korrekt at nævne – men her i kirken har vi jo en frihed til at sige sandheden, og vi kan som menighed være herligt fri for at skulle sige noget politisk korrekt. Vi bliver nødt til at holde fast i virkeligheden, dét har altid været evangeliets udgangspunkt: virkeligheden! – og virkeligheden er altså at nu begynder julen, og nogle siger at den varer lige til påske, men jeg vil godt være med til en lidt hurtigere model: i hvert fald til Hellig 3 Konger så. Så vi har altså 14 dage foran os til at holde jul i. Læn jer tilbage, slap af, tag det roligt, det er jul!
Nu er der ingen julenisser mere – men engle der giver Gud æren! Alle de flittige ekspedienter der har hjulpet os med med at pakke gaver ind, nu har de fri, alle på Strøget der har solgt brændte mandler, de har nu pakket deres boder sammen, nu har de fri, alle tv—folk der har lavet julekalender, nu har de fri, alle kor der har opført Juleoratoriet og De ni læsninger, nu har de fri – og alle vi der har købt ind, købt juletræ og pyntet op, nu har vi fri, nu begynder festen.
Og så skal vi tage os tid til at holde fest. Og altså fejre dét som er årsagen til hele forberedelsen. Det ville jo også være underligt hvis det hele skulle være slut med forberedelsen, så selve begivenheden fortonede sig og blev til tomhed. Der er en trend for tiden der går ud på at være forud, ’på forkant’ som det hedder – det er fint nok at være beredt, men det må dog være selve begivenheden der er hovedsagen. Der kan let blive noget hæsblæsende over livet hvis man altid i sin bevidsthed og i sine handlinger er et andet sted forud for dér hvor jeg er nu.
Og selv om man så stadig har kræfter i behold og ikke allerede har spist alle de julefrokoster man kunne overkomme – julefrokoster, det hedder de, fra sidst i november – så er julen ikke en gang kulminationen, slutpunktet, for julen er tværtimod en begyndelse.
Det er en fødsel vi fejrer i julen, vi fejrer Jesu fødsel. Og julen er populær, og det er vist den sidste fællesfest for vort folk, her er alle med, også muslimer søger julehjælp i kirkernes menighedspleje, og vores lokale børnehave møder jo også fint op med krybbespil her i kirken, hvor børnene afspejler hele mangfoldigheden af hudfarve og navne i vores nye danske virkelighed. Det er herligt. Men … når det er sagt, er der ikke meget mere at sige, festen er slut næsten før den er begyndt.
Og det er ærgerligt for sådan var det ikke tænkt fra Guds side – hvis jeg må tage mig den frihed at have indsigt i så store sager. Uden at være særlig dybsindige kan vi dog bare ved at åbne øjne og øren erfare at julen var en begyndelse på noget meget mere. Grundtvig skriver i en af sine stærke gudstjenestesalmer: ”Påske og Pinse udsprang af jul”, højtiden vokser i årets løb. Vi er lige begyndt på et nyt kirkeår, vi fejrer Jesu fødsel, men … det er kun begyndelsen. Hvis man som maksimum bliver hængende ved det lille Jesus—barns fødsel, så snyder man sig selv for det vigtigste. Hvis julen er slut for denne gang, så går man glip af det vigtigste, nemlig Guds—nærværet nu i vort liv og i vores verden.
Når det er vanskeligt for nogle at se hele sammenhængen, tror jeg det skyldes vores måde at nærme os Gud på. Prøv at tænke efter om det ikke er rigtigt at først hører børn om Gud – alle de lettilgængelige og billedrige fortællinger om skabelsen og Noas ark og de dramatiske historier om Abraham og Moses, den skjulte Gud der viser sig i en skystøtte eller en ildsøjle. Dernæst lærer børnene om Jesus, ikke mindst i forbindelse med julen og krybbespil og tv—udsendelser. Og længere kommer de fleste aldrig. Helligånden forbliver for mange noget mystisk og uudgrundeligt. Og dog må vi sige at kun ved Helligåndens hjælp kan vi nærme os Gud. Helligånden er Gud der virker nu, Helligånden er Gud—i—dag. Det hænger måske også sammen med at vores trosbekendelse, som vi sang for lidt siden, ikke er bygget pædagogisk op. Helligånden kommer til sidst, og mange når aldrig så langt. Eller vi skulle måske snarere sige: så kort. For Helligånden er det vi erfarer allerførst i denne verden. Helligånden er Gud Faders ...nd, Kristi ...nd, vi kunne også kalde den kærlighedens og godhedens ...nd – og denne ...nd er det første et lille barn erfarer fra sine forældre og omgivelser, længe før det lille barn overhovedet kan forstå ord som Gud og Jesus og kærlighed.
Nu kunne nogen måske undre sig over hvad alt dette med Helligånden har at gøre i julen – skulle vi ikke hellere gemme dette til pinse? – men det er vigtigt af dén grund at hvis ikke Helligånden gør julens budskab nærværende for os, så bliver julen ikke andet end en barnlig og sentimental erindring om noget der fandt sted for 2004 år siden – og dermed en passende anledning til dog en gang om året at tænke på andre og besøge hinanden og give gaver.
Julen er en begyndelse som ved Helligåndens hjælp bliver af betydning for vort liv, resten af året, hele året, hele livet. Det vigtigste i julens evangelium er at vise os Guds grænseoverskridende magt. Gud har altid overskredet grænser, geografiske, folkegrænser, grænserne mellem kønnene, kulturelle grænser. Julens budskab viser os Guds princip: Gud overskred grænsen mellem Gud og mennesker og blev selv menneske – en skelsættende, unik, aldrig—før—set begivenhed i verdens og menneskers historie. Gud blev menneske og er i Helligånden, godhedens og kærlighedens ...nd, stadig nærværende som grænseoverskridende. Og jeg tror endda vi kan sige at hver gang en grænse overskrides, fremmes Guds frelse i verden. Der er grænser — naturlige og historiske grænser mellem lande og folk og sprog og kulturer og køn – grænser er gode nok. Men hvis disse grænser bliver statiske, uoverskridelige, evt. lukket af pigtråd eller en høj mur eller af tidsbetingede moralske og politiske normer og ideologier, så bliver de dæmoniske, så hæmmer de Guds frelse i verden.
Det er muligt at nogle mennesker føler sig mest trygge bag statiske grænser, men ret besét er det jo et selvvalgt fængsel, en indskrænkning af dette herlige gudsskabte liv. Jesu fødsel er en synliggørelse af Guds princip om grænseoverskridelse. Hyrderne glædede sig, de hellige tre konger glædede sig, senere generationer har glædet sig, og vi kan glæde os. Men endnu mangler der at glæden er fuldkommen så alle kan glæde sig. Julen er en fejring af grænseoverskridelsens princip, og Julens budskab er en opfordring til mennesker om at deltage i denne grænseoverskridende mission.
Glædelig jul.

SALMER:
Det kimer nu til julefest
Kom, alle kristne
Et barn er født i Betlehem
Det var ikke en nat som de andre
Glade jul, dejlige jul