Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 5,1—11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang da Jesus stod ved Genesaret Sø, og folkeskaren trængtes om ham for at høre Guds ord, fik han øje på to både, der lå ved søen. Fiskerne var gået fra dem og var ved at skylle garnene. Så gik han op i en af bådene, den der tilhørte Simon, og bad ham lægge lidt fra land. Så satte han sig og underviste skarerne fra båden. Da han holdt op med at tale, sagde han til Simon: »Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!« Men Simon svarede: »Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på dit ord vil jeg kaste garnene ud.« Det gjorde de, og de fangede en stor mængde fisk, så deres garn var ved at sprænges. De gjorde tegn til deres kammerater i den anden båd, at de skulle komme dem til hjælp, og de kom og fyldte begge både, så de var lige ved at synke. Da Simon Peter så det, faldt han ned for Jesu knæ og sagde: »Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.« For han og alle de, som var med ham, var grebet af rædsel på grund af den fangst, de havde fået — ligeså Jakob og Johannes, Zebedæus' sønner, som fiskede sammen med Simon. Men Jesus sagde til Simon: »Frygt ikke! Fra nu af skal du fange mennesker.« Og de lagde bådene til land og forlod alt og fulgte ham.

I vores liv bliver vi påvirket af andre, og vi påvirker selv andre. Det er det der gør os til mennesker. I dyreverdenen er der mange eksempler på at dyreunger må klare sig selv fra det øjeblik de er født, der er ingen der hjælper dem på vej i livet, og alligevel overlever de og bliver til de dyr de skal være.
Men med mennesker er det anderledes. Små menneskebørn ville dø inden for det første døgn hvis ikke nogen tog sig af dem. Menneskebørn skal mades og varmes og beskyttes i flere år af deres liv for at de bliver til normale mennesker. Og hvis man kun giver et barn mad og varme, men ikke snakker med barnet, så bliver det ikke i stand til at tale.
Det er altså ikke blot en biomstændighed ved livet at vi som mennesker bliver påvirket af andre, men det er en livsbetingelse. Selv det vi kalder intelligens er afhængig af påvirkningen fra andre. Der er mange eksempler på at man nogle steder i verden har taget et barn fra en familie på stenaldertrinnet, altså hvor man hverken kan læse eller skrive, og så adopteret dette barn ind i en moderne familie. Og så har det vist sig at dette barn udviklede sig normalt under de nye forhold og endda kunne tage en fin universitetseksamen. I psykiatrien, altså i behandlingen af sindslidende mennesker, har man også for længst opdaget at man over for mennesker der er opvokset under vanskelige forhold uden tilstrækkelig omsorg og kærlighed, kan genskabe en hel masse ved at holde om dem og kærtegne dem og snakke med dem.
Vi ved godt det er sådan, alle forældre forstår det instinktivt når det gælder deres små børn: de skal påvirkes, passes, behandles kærligt og omsorgsfuldt, snakkes med, irettesættes, vejledes. Og det stopper ikke en gang når vi bliver voksne. Også voksne påvirker og bliver påvirkede af andre mennesker. Det er kun rigtigt og godt og naturligt og sundt.
Men ... hvor langt går denne påvirkning? Vi har jo set i vores menneskelige historie at mennesker kan blive påvirkede til næsten hvad som helst: i 1. verdenskrig, 2. verdenskrig, Vietnam—krigen, Irak—krigen, krigene på balkan for nylig, hvor mennesker har været udsat for en massiv påvirkning som gjorde dem til soldater, der slog andre mennesker ihjel. Og vi kan ikke forklare det med at tyskere eller russere eller amerikanere eller serbere eller kroater eller kristne eller muslimer har skiftet sind eller er blevet onde, de er vist stort set som de altid har været, normale mennesker. Omfattende analyser har vist at enhver af os under de rette omstændigheder kan blive forvandlet til bødler.
Er vi små mennesker virkelig bare sådan nogle små fisk som kan fanges af næsten en hvilken som helst påvirkning? Jae, det ser sådan ud. Hvis man lavede et rundspørge i hele verden om hvad mennesker ønskede sig af livet, så tror jeg at de fleste, nej, alle!, ville svare: vi ønsker at leve i fred, i harmoni med vore naboer, i kontakt med vores familie og venner, at passe vort arbejde. Hvis man ville spørge serbere, bosniere, kroater, tjetjenere, russere, amerikanere, så tror jeg også at de alle ville svare sådan: vi vil leve i fred. Men mennesker bliver altså påvirket, de bliver fanget til at gøre noget andet.
Jeg vil godt vove en grundsætning som gælder alle mennesker til alle tider: mennesker frelses og fortabes i fællesskab, i flok, i stimer. Vi kan jo se at det er sådan: det tyske folk gik fortabt under Hitler. Det var ikke kun de onde der mistede livet og lykken, men alle. Og det modsatte: det er ikke kun de gode danskere der kan leve i fred uden at blive bombet, og som hver dag har mad på bordet og en seng at sove i, det gælder alle.
I evangeliet til i dag siger Jesus noget til Peter som kan lyde lidt overvældende for os. Han siger: ”Fra nu af skal du fange mennesker”, at fange mennesker, det står der! Det støder nok vore øren for vi er så vant til i dag at vi er frie, vi er selvstændige, vi vil ikke have at nogen skal bestemme over os, vi vil ikke fanges. Vi kender alt for godt det der hedder stemmefiskeri, altså at politikere før et valg eller en folkeafstemning prøver at fiske stemmer til det ene eller det andet. Og der er mange af den slags fiskere i dag. Over telefonen bliver man jævnlig kontaktet af nogen som søger at fiske én som kunde eller abonnent eller medlem. Og i fjernsynet prøver firmaer og selskaber gennem reklamer at fiske kunder, og på Vesterbrogade eller på Strøget kan man også blive udsat for fiskeri til et eller andet religiøst svindelforetagende af nyreligiøst tilsnit. Så vi har grund til at være på vagt, der er en mængde fiskere ude med snøren for at snuppe en enkelt lille torsk hist og her. Og det kan vi nok ikke stille meget op imod. Enkelte, små dumme fisk som hopper på maddingen kan man ikke gøre meget ved. Folk i al almindelighed og hver for sig kan man fuppe til næsten hvad som helst.
Jesus er meget realistisk når han siger til Peter at han skal fange mennesker: Peter har lige set hvad Jesus mener, de skal fanges med net, eller som vi ville sige i dag: med trawl, altså i stimer, i flok. Når Jesus så direkte pålagde Peter at fange mennesker, ikke bare en enkelt lille torsk hist og her med en medestang hvor man får en enkelt sjæl til at hoppe på krogen, men virkelig i stimer, i fællesskab, så hænger det sammen med at Jesus vidste at mennesker er nogle svage, fortabte, påvirkelige væsener som hver for sig ikke er ret meget, men som lever af påvirkning, af social forbindelse med andre. Og det Peter skal fiske mennesker til, er ikke til et parti, et firma, en vare, det er til Guds Rige.
Det rige er kendetegnet ved fred, glæde og retfærdighed, det er altså noget godt, noget glædeligt, noget frelsebringende for alle mennesker, og så er det gratis. Dette sidste er meget vigtigt, der er altså ingen bagtanker med dette fiskeri. Til gengæld skal man være på vagt over for mange af de nye religiøse foretagender som tilbyder små søgende enkeltmennesker styrke og overblik og nyt liv med magt over tilværelsen og over andre mennesker. Her koster det, man skal deltage i kurser med stigende pris, et elitært projekt som binder mennesker mere og mere, og som ofte ender med at ruinere dem mentalt og økonomisk.
’Gratis’ er et godt ord, det er et låneord vi har fra latin, hvor det betyder ’af nåde’, altså: af Guds nåde. Jesus sagde engang: ”I har fået det gratis, så giv det gratis”. Sådan er det med alt værdifuldt: livet har vi fået gratis, derfor skal det bruges til at dele ud, kærligheden er gratis, vi har selv modtaget den, og vi kan selv give den videre. Ligeledes med fællesskab, venskab, tillid, glæde. Livet er beregnet på at deles.
Dette evangelium er måske endnu mere vigtigt at høre i dag så mange år efter at det er sagt, for i dag er vi midt i en individualistisk kultur som hele tiden lægger op til den enkelte om at være in, være på, blive set, føre sig frem, score. I dette evangelium bliver vi mindet om at vi mennesker lever i fællesskab og af fællesskab. Og det er rigtigt og dejligt!

SALMER:
Guds kirkes grund alene
Velsignelse, al jordens tarv
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Der sad en fisker så tankefuld (v.1—7)
Som korn fra mange marker
Der sad en fisker så tankefuld (v.8—9)