Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Vores evangelium til i dag er fra bjergprædikenen. Lige før bjergprædikenen siges det to gange at Jesus prædikede evangeliet om Gudsriget: “Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær”. Og det er så en sådan klar og stærk prædiken om Gudsriget vi får i bjergprædikenen.
Det drejer sig altså om Riget, Guds Rige, Himmeriget. Det er vigtigt at have dette med i baghovedet når vi hører hvad Jesus siger. For det er altså ikke bare det gamle rige, denne verdens rige, Jesus forkynder, men noget nyt: det nye rige er kommet nær. Det er derfor vi ret tit i kirken hører noget som ikke siges andre steder, noget vi ikke er vant til at høre, og noget som undertiden kommer en hel del på tværs af hvad vi ellers synes er normalt og rimeligt. Men det er egentlig ikke så underligt at det er sådan, for Gudsriget er en ny virkelighed, en helt ny, og over for noget helt nyt kan man jo ikke uden videre bruge en gammel, tilvant tankegang og målestok.
I vores evangelium siger Jesus: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Jeg tror disciplene og de andre tilhørere har tænkt: ‘jamen, hvad er det dog han mener? langt overgår de skriftkloges og farisæernes retfærdighed? det er umuligt’. Alle disse tilhørere kendte jo farisæernes retfærdighed og vidste at de overholdt loven til mindste detalje. Ja, man kan næsten sige at de samlede på lov—gerninger, jo flere paragraffer i loven man kunne overholde, jo mere retfærdig var man. De skriftkloge og farisæerne var ikke kendt for at være særlig interesserede i penge og den slags forgængelig rigdom, næh de samlede på åndelig rigdom, en skat af retfærdighed, samlet gennem et langt fromt og lovlydigt liv, sådan at man ikke skulle stå der med hatten i hånden over for Gud, men kunne fremvise sin åndelige skat.
Jesus indleder bjergprædikenen med saligprisningerne, og den første saligprisning lyder: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres“. På dansk har vi altid hørt det lidt i retning af, at det drejede sig om dem der ikke havde for meget mellem ørerne. Vi har næsten brugt denne saligprisning som et skælsord, hvis en eller anden skoledreng ikke var for klog, så kunne man sige: salige er de fattige i ånden. Men egentlig står der: ‘Salige er de der er fattige i henseende til ånd’. En jødisk farisæer ville straks forstå dette udtryk af Jesus, at det skulle dreje sig om dem der er fattige på åndeligt gods, altså på retfærdighed. Alle dem der ikke kunne overholde lovbudene. De kunne endda være rige på jordisk gods og have mange penge, som f.eks. ham overtolderen Zakæus, men de var fattige på åndeligt gods, altså retfærdighed ifølge loven. Jesus siger altså: salige er de som mangler denne åndelige rigdom, denne skat af fortjenstfulde lovgerninger. Han kunne lige så godt have sagt det ligeud op i ansigtet på de retfærdige farisæere: ‘Salige er de uretfærdige’. Jesus taler meget direkte ind i en situation hvor hele dette kompleks af retfærdighed bygget på lovparagraffer er målestokken. Og her er der så at nogle, ja mange, ja måske de fleste, er kommet til kort og står uden for og neden for disse fine elitemennesker og må sige: det kan vi ikke leve op til, vi har ikke nogen åndelig skat at vise frem. Og over for Gud, åh, da har de slet ingen ting, de er nogle ynkelige tabere som står der med tomme hænder. Senere i evangelierne møder vi dem allesammen: toldere og syndere af enhver slags, ludere og lommetyve, syge og svage mennesker.
Da er det Jesus siger: I, alle I svage mennesker som ikke har noget åndeligt gods at vise frem, I er i virkeligheden heldige for I er snublet, I er kommet til kort, men så står I dog i den helt realistiske situation at I er placeret helt rigtigt i forhold til Gud. I ved at I kun har én eneste ting at håbe på: Guds nåde. Jesus siger til dem: I er salige — det betyder lykkelige — for I er i en situation hvor I står med tomme hænder uden nogen som helst indbildskhed og venter på at Gud skal fylde jeres hænder.
De står altså og venter på at Gud skal give dem noget, at Gud skal give dem retfærdighed, at Gud skal fylde deres hænder med åndelig rigdom. Jesus siger: I er præcis hvor I skal være, for I er i en modtager—position, og selv om det måske er nødtvunget at I er dér, så skal I være glade for det. For der hvor I er, der er ethvert menneske. Det er Gud der har skabt jer og os og alle, det er Gud der giver jer og os og alle livet, det hele er af Guds nåde.
Bjergprædikenen er altså en fremstrakt hånd til faldne mennesker. Det rykker lidt i os, det rykker i mig, så man reagerer og siger: ‘jamen, står det nu også så galt til, hvorfor male Fan..., undskyld: Gud på væggen, så galt står det vel heller ikke til. Jeg ved godt at jeg ikke er fuldkommen, men hvem er dét?, og jeg betaler da skat, og kirkeskat, jeg har ladet mine børn døbe og konfirmere, og jeg er god mod dyrene og jeg er ihvertfald ikke som de der narkomaner og bænkebidere og socialnassere der sidder nede på bænken, og jeg går da i kirke hver gang, jeg har lyst, og I skal ikke komme og sige at jeg ikke har min barnetro, og jeg sidder også i menighedsrådet så jeg har ikke noget at skamme mig over, og ... og ... og’. I kan godt høre det, vi kan godt høre det allesammen: vi har allesammen en masse åndelig rigdom samlet sammen, noget som vi kan møde frem med. Vi er mange der er retfærdige i borgerlig eller farisæisk forstand.
Hvis nogen synes at nu kan det være nok — må vi lige være her, jeg troede at man i kirken skulle høre noget positivt og livsbekræftende så man kunne få fred i sjælen — så hvis nogen lister af nu, så bliver jeg ikke fornærmet, for det er ikke mig der siger det hér. Det er Jesus, det er Jesus der siger: “Salige er de, der er fattige i henseende til åndelig rigdom”.
Men vi falder altså udenfor når Jesus siger: “Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. For hvor meget vi end møder frem med af åndelig rigdom, så kommer vi ikke op på siden af de skriftkloge og farisæerne, dét kan jeg godt forsikre os alle om: de levede fromt og overholdt Moseloven til mindste detalje.
Så dén retfærdighed Jesus taler om, der overgår de skriftkloges og farisæernes må altså være af en helt anden verden, af et helt nyt rige, af en helt ny målestok. Hvilken retfærdighed kan dog være større end de skriftkloges og farisæernes? Der er kun ét svar muligt: Guds! Det er Guds retfærdighed der overgår deres. Jesus siger altså at ‘hvis I ikke står med tomme hænder og modtager en retfærdighed, alle de gerninger I skal gøre som Guds skabninger, fra Gud selv, så kan I ikke komme ind i Himmeriget’.
Da Jesus lærte sine disciple at bede, gav han dem Fadervor. I den bøn siger vi: “Forlad os vor skyld”. Jesus kunne godt have sagt at denne bøn er for alle almindelige mennesker, toldere og syndere og ludere og lommetyve, dem der synder hver dag, men I kan godt når I er blevet lidt bedre og er på den rette vej, undlade dén bøn. Alle præster og biskopper behøver den ikke, og de der er medlem af menighedsrådet heller ikke, og kordegn og kirketjener og organist heller ikke, og koristerne heller ikke, og alle andre ordentlige mennesker heller ikke. Jesus føjede ikke noget til: vi har alle hver dag brug for den bøn. Den bøn er udtryk for at vi står med tomme hænder og får vort liv fra Gud, lever vort liv i Gud og forventer vor fuldendelse af Guds nåde.

SALMER:
Se, nu stiger solen af havets skød
Min mund og mit hjerte
Vort løsen er vor tro og dåb
Vor tro er den forvisning på
Som korn fra mange marker
Skriv dig, Jesus, på mit hjerte