Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 19,1—10 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«

De der var i kirke sidste søndag kan huske at Jesus sagde: “Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. De skriftkloge og farisæerne havde samlet sig megen åndelig rigdom, de overholdt Guds lov, de kendte hver paragraf i Moseloven så de havde efterhånden ophobet en ret stor kapital, altså ikke økonomisk kapital, men åndelig kapital. De kunne godt være bekendt at stå for Guds ansigt, de behøvede ikke stå undseelige med hatten i hånden. De kunne bare pege på deres åndelige kapital og sige: se her, vi er ganske vist ikke fuldkomne, men vi har da nået en del, og i forhold til alle disse andre udskud, de spedalske og synderne og tolderne, så har vi dog drevet det til noget.
Og så har vi i dag ham Zakæus. Han har også drevet det til noget. Han har også en stor kapital, altså helt bogstaveligt: han har penge. Men han har ingen åndelig kapital. Det er ikke noget han kan være bekendt at vise frem for Gud. Han er en af dem der er fattig på åndelig rigdom. Han er bare helt banalt rig.
Når vi hører historien om Zakæus, så fanges vi så let af billedet. Det er en fremragende skildring med en stor billedrigdom: den lille tolder der ikke kan se Jesus, figentræet som han klatrer op i, Jesus der råber op til ham, og mængden der står og skumler. Og mange gange lægger vi ikke mærke til den sidste sætning hvor hele nøglen ligger: “Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte”. Her har vi pointen: Jesus Kristus er kommet for at frelse det fortabte. Frelse er det modsatte af fortabelse, det var dét Jesus sagde om Zakæus: “I dag er der kommet frelse til dette hus”. For Zakæus var fortabt. Han var fattig på åndelig rigdom.
Jesus går altså omkring med den opgave at frelse fortabte mennesker, men det er ikke altid mennesker er parate til at tage imod denne frelse. Engang kom en rig ung mand hen til Jesus og spurgte hvad han skulle gøre for at få evigt liv, altså blive frelst. Så sagde Jesus til ham hvad han skulle gøre, men den unge mand gik igen, han var ikke parat, han var ikke moden til det. Men Zakæus er parat, han er moden, han sidder oppe i træet som en figen, en moden figen, og Jesus kommer forbi og plukker den modne figen. Jesus får ham ned, ned fra træet, ned fra det høje, ned i jordhøjde. Han snakker med ham, spiser sammen med ham — det er dér, nede på jorden, i øjenhøjde, at frelsen finder sted. ”I dag er der kommet frelse til dette hus”, siger Jesus.
I dag tænker vi lige omvendt. Små piger løber rundt med stumpet trøje og bar navle og håber at nogen kommer og løfter dem op, så de kan blive berømte, komme i tv eller med i Robinson. Og små og store drenge spiller bold i håbet om at blive opdaget af en talentspejder, så de kan komme op på sejrsskamlen, stå på førstepladsen, komme op i berømmelse, op i løn, op i en fin bil. Og hvor har disse små piger og drenge deres drømme fra? Fra de voksne, fra den kultur vi lever i. Nu kunne man sige at det har altid ligget dybt i mennesker at stræbe højt, men der er sket en katastrofal ændring i målet for denne stræben. Tidligere, så langt tilbage som i oldtiden, har man også stræbt højt, for at vinde sejrsprisen, for at vinde ære, for sit folk, sit land. Hvis man for 50 år siden havde spurgt en dreng hvorfor han gerne ville på fodboldlandsholdet, ville han have svaret: fordi jeg elsker at spille fodbold, eller: for at Danmark kan vinde over svenskerne. Men i dag er svaret altid: for at tjene store penge. Overalt er pengene blevet målestok for det man gerne vil opnå med sit liv. Det er helt selvfølgeligt for de fleste at det er det livet går ud på: at tjene mange penge.
Og i denne penge—verden er menneskers liv og lykke og velfærd ret underordnet. Det ser vi med al tydelighed: i cykelsporten har det været tydeligt med brugen af livsfarlige medikamenter som presser ydeevnen op på rytterne, men som ødelægger deres helbred. Og mennesker tager altså chancen, de sætter livet og helbredet og familien på spil for at tjene penge, og tjene penge nok til den dag de på grund af en skade er ude og glemt. Det er farligt at være højt oppe, når man står øverst på sejrsskamlen, derfra er der jo logisk nok kun én vej, nemlig nedad.
I vores moderne verden går det altså ud på at få penge, kapital, det giver prestige, valgmuligheder, bekvemmeligheder, og livsforsikring — altså: så længe livet varer. En rigdom altså. Og er der mere at ønske sig?, det kan hver især jo svare på for sig selv. Jeg tror ikke jeg tegner en karrikatur af vores kultur og tankegang, hvis jeg beskriver det på denne måde: først vil jeg tjene penge, gerne mange penge, og så kommer resten af sig selv: en dejlig ægtefælle, dejlige børn, familieliv, venner, indhold.
Men frelsen dén dag for Zakæus betød altså at der skete noget. Jeg synes det er værd at lægge mærke til at Jesus uden videre siger: Jeg vil have fællesskab med dig. Fra nu af er du ikke længere en åndeligt fattig, en ensom pengeejer, en udstødt. Jesus stod ikke lang tid og ventede på at Zakæus skulle omvende sig, det skete på stedet!, og det var faktisk først efter at Jesus var gået ind i hans hus og havde bragt frelsen med sig, at Zakæus sagde: “Halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage”.
Man kan let få det indtryk at Zakæus var en særlig stor svindler, men jeg har lavet et lille regnestykke over hvad frelsen fik af konsekvenser for Zakæus, denne ’fattige i ånden’. Vi er jo ellers ikke vant til at det med Guds Rige har noget med penge eller politik at gøre, men det har det altså! Guds ord udløser altid handling, det nye fællesskab for Zakæus betød at han begyndte at leve på en ny måde. Zakæus siger at han giver halvdelen, altså 50%, af sin ejendom bort. Så er der 50% tilbage. Og han lover at betale firedobbelt tilbage hvis han har svindlet. Hvis vi ser på, hvad spekulanter og banker og nogle store firmaer får ud af det, så kan vi vist ikke nøjes med 12½%. I Magasin véd jeg at de tjener 100% på det de sælger. Og på det større plan har vi rige lande tiltusket os langt mere end 12½% af vores samlede ejendom. Jeg skal ikke trætte med tørre tal, men forskellene i vores verden mellem fattige og rige er enorme, ufatteligt store.
Jeg synes vi i dag, i vores del af verden, er i en vanskeligere situation end Zakæus. Vi er rige, vi har en hel masse vi kan møde frem med: vi har orden i økonomien, vi har styr på betalingsbalancen, vi overholder menneskerettighederne, vi protesterer mod tortur osv. Når jeg sagde at vi er i en værre situation end Zakæus, så skyldes det at det ser ud til at Zakæus kunne blive frelst fra sin fortabelse på et øjeblik, hans liv blev anderledes fra den ene time til den næste. Og altså ikke bare på et indre, ’åndeligt’ plan, hvor han fandt fred med sig selv og med Gud, men også på et ydre, socialt, medmenneskeligt plan. Men hvordan bliver vi frelst, alle vi som er rige på lovparagraffer og fredsaftaler og internationale krigsforbryderdomstole og menneskerettigheder og handelsaftaler? Hvordan bliver vi frelst fra en kollektiv, politisk, strukturel fortabelse? Hvordan kan vi finde fred med os selv, med Gud og vore medmennesker?
Jae ... princippet må vel være det samme som for Zakæus: høre og tage imod det guddommelige ord og så altså være indstillet på at det ord sætter gang i en kæde af begivenheder, af handlinger, hvor vi kollektive syndere kunne få mod til at sige det samme som Zakæus: ‘Gud, halvdelen af, hvad vi ejer, giver vi til de fattige. Vi laver en omfordeling i verden, fifty—fifty. Og hvis vi har presset noget ud af andre lande og folk, så giver vi det firedobbelt tilbage’.
Men det er en lang vej. Bare vi dog som Zakæus kunne tage fat på et nyt liv fra den ene dag til den anden. Vores vej er længere, gennem politiske valg, folkets mening, beslutninger, pression i EU, vedtagelser i FN. Denne længsel efter et nyt liv i verden hvor vi alle er Guds børn og dermed brødre og søstre, hvor vi kunne få fred med os selv, med Gud og vore medmennesker, tror jeg vi alle deler. Det var en sådan længsel der fik Zakæus til den dag i Jeriko at gøre noget så usædvanligt og fantasifuldt som at klatre op i et træ. Han var moden til en ændring i sit liv, han var moden til at blive ’plukket’ af Jesus, til frelse. Vi er sådan set allerede oppe, i velstand, i velfærd, i økonomisk rigdom, spørgsmålet er om vi er modne?

SALMER:
I Herrens udvalgte, som hellighed øve
Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Talsmand, som på jorderige
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Som aldrig så lang er nogen dag