Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 7,15—21 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter. Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.«

En præst sagde engang at evangeliet til i dag er så besværlig et evangelium at de fleste præster sørger for at holde ferie på denne søndag. Jeg tror nu ikke at mine kolleger i dette provsti har skelet til dette da der blev planlagt ferie, det er nok snarere sådan at dette evangelium altid falder i sommerferien, på denne 8. søndag efter trinitatis.
Og man kan også sige at det er en lækker anledning for enhver prædikant, dette med de falske profeter. Nu kan man endelig få luft og få gjort op med alle dem man er uenige med, nogle af dem fra den ene eller den anden kirkelige fløj som siger og skriver noget, som man er uenig i. Eller nogle af de politikere som træder frem, her er det jo heller ikke svært at udpege de falske profeter der træder frem på tv—skærmen nok så tiltalende, men som i virkeligheden er nogle glubske ulve. Jeg tror vi allesammen let kunne udpege en håndfuld falske profeter hvis vi blev bedt om det.
Men det er ikke sikkert det er de samme, vi ville udpege. Joe, måske her på stedet, på Vesterbro, kunne vi nok blive enige om at udpege nogle politikere, men hvis vi snakkede med nogle mennesker oppe fra whisky—bæltet nord for staden, så er det ikke sikkert vi kunne blive enige om så mange navne.
Der er en der engang har sammenlignet dette evangelium med en drejekanon, man kan stå og plaffe alle andre ned, og til sidst står man helt alene tilbage med sandheden. Og i den næste kirke, og den næste igen, står der igen en med drejekanonen og fyrer løs. Det går ikke, det kan ikke være dette Jesus har ment, at de falske profeter blot er dem som jeg eller vi lige her på dette sted og i vores situation er uenige med. For så kan vi jo alle få ret, så er alt lige gyldigt, og dermed ligegyldigt!
Hvis vi ser på os selv i lyset af disse ord om de falske profeter, så tror jeg ikke der levnes ret megen plads til de andres forkerte meninger og ord. Jesu ord er nogle alvorlige ord om sammenhængen i verden, sammenhængen mellem ord og handling, mellem teori og praksis, og jeg tror ikke disse ord kan bruges på en selvretfærdig måde, hvor vi kan holde os selv uden for tiltale.
Jeg tror vi må grave et spadestik dybere for at få fat på, hvad det er Jesus vil sige: vi må grave helt tilbage i Det gamle Testamente. Jesus kendte sin Bibel, Det gamle Testamente, og der er der ofte tale om falske profeter, eller som de oftest hedder ’løgneprofeterne’. Det var ikke til at kende forskel på en sand og en falsk profet i det ydre, de kom i fåreklæder, de så meget tilforladelige ud, de var i Guds menighed, ofte endda ansat ved templet, og ofte var det endda så indviklet at de falske profeter beskyldte de sande profeter for at være falske. De kom i ekstase, de gjorde store tegn, de sagde magtfuldt “Så siger Herren” osv.
Her skal vi lige minde hinanden om at der egentlig er fire muligheder når vi taler om kombinationen af får og ulve. Der er får i fåreklæder, de er ikke farlige. De er nogle lidt uldne størrelser, nogle bløde fremtoninger, og sådan er de også indvendigt. Helt uskadelige, velmenende, undertiden lidt kedelige ... mæh, mæh. Så er der får i ulveklæder, det er dem der ser meget farlige ud, de puster sig op og knurrer og kæfter op ved enhver lejlighed, men de er i virkeligheden får i deres indre, så de er heller ikke farlige. De skal bare vise sig. Så er der ulve i ulveklæder, altså rigtige ulve, og de er farlige! Dem tager man ikke fejl af, de er helt tydelige, de giver sig ikke ud for noget som helst andet. Vi kender dem fra både det politiske og det kirkelige liv. De er farlige, men de er dog til at have med at gøre: man kender dem straks, man kan bekæmpe dem eller undgå dem, evt. nedkæmpe dem, så selv om de er farlige, så véd man at de er det, og de giver sig ikke ud for andet end det de er.
Men så er der den fjerde slags, dem som Jesus advarer imod: ulve i fåreklæder. I Gamle Testamente ser det ud til at det er dem der forkynder fred, hvor der ikke er fred. Når de sande profeter, Guds talerør, forkyndte Guds dom til omvendelse, så glattede løgneprofeterne ud, de kildrede folks øren. De henviste til at Gud havde lavet en pagt med folket, Gud havde udvalgt folket osv., alt sammen noget som er sandt nok, men det farlige var at de hele tiden blot sagde det som folket ønskede at høre. Og som regel var det de sagde knyttet til magten, til staten eller til kongen.
De falske profeter har altid været de mest populære, mens de sande profeter ofte har sagt skrappe ord og været kritiske. De falske profeter har altid søgt uden om det ubehagelige, domstonerne, omvendelsen, altså alt det der var en kritik af det almindelige og populære. Guds plan er jo at verden skal laves om, verden skal blive ny, mennesker skal blive nye. Og det er besværligt, det er ubehageligt, det er som en fødselsproces ofte noget smertefuldt og omvæltende, og dét er jo ubehageligt, især for dem der er ganske godt tilfredse med forholdene som de er.
Måske er det på dette punkt at vi kan skelne mellem de sande og de falske profeter: de falske profeter vil altid være tilbøjelige til at se på sig selv, deres egen tid, deres egen situation, deres eget folk, deres egen frelse. De har et snævert sigte med alt hvad de gør. De sande profeter, og først og fremmest Jesus selv, har ikke dette snævre perspektiv. De har ikke nødig at værne om deres eget og sige og gøre det som lige nu giver mest gevinst, for de er jo talerør for Gud og hans store frelsesplan.
Og Guds plan med den gamle verden er at den skal blive ny. Vi må nok lære at leve under forandringens vilkår og være rede til at forandre vort liv og vores måde at leve på. Og ... være rede til at medvirke til forandring overalt hvor der endnu ikke er fred, hvor der endnu ikke er retfærdighed, hvor der endnu ikke er glæde.
Jeg tror ikke det her kun drejer sig om enkeltpersoner eller om noget, der kun taler til lille mig. Det er et alvorsord til os som fællesskab, som samfund, som folk og nation, og som kirke!
Og vi kan jo tydeligt se og høre at der er røster i denne verden som taler både snævert og udglattende og populært, og kildrer folks øren; og så nogle der taler kritisk til en verden og en menneskehed som er ved at ødelægge denne dejlige klode med gift og forurening og våben og trusler og handelskrig og magtspil og overforbrug og egoisme.
Nærmere kan vi vist ikke komme dette med de falske profeter denne gang. Men en tommelfingerregel er vist at vi må være på vagt hver gang nogen taler alt for populært og udglattende, hver gang nogen prøver at feje problemerne ind under gulvtæppet, hver gang nogen vil lokke os med de lette, kortsigtede løsninger.
Og så er det forøvrigt sommer og dejligt vejr, så lad os ikke tabe modet, men være glade og støtte hinanden og opmuntre hinanden til at holde ud, lige til Guds Rige kommer helt.

SALMER:
Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Himlene, Herre, fortælle din ære
Hvor der er tro på Gud
Gud, lad dit ord i nåde lykkes
O glædelig dag
Den signede dag med fryd vi ser (v.5—7)