Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Mark 7,31—37 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: »Effatha!« — det betyder: »Luk dig op!« Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: »Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«

Det er nogle mærkelige ting vi beskæftiger os med her i kirken – som nu historien til i dag om den døve mand som også havde vanskeligt ved at tale.
Man kunne forvente noget mere, lidt større emner, lidt større linier, noget på et lidt højere plan. F.eks. en resolution som Jesus fremlagde efter at have holdt en konference med oplæg og gruppearbejde og plenum—debat. Men det vi altså har at holde os til i dag er en meget enkel beretning, og på et ret jordstrygende plan. Det eneste klare udsagn er ordet ”Effata”, det betyder ”Luk dig op”. Resten er en meget enkel beretning om noget der skete. Hvis nu nogen skulle sidde og tænke: ja men, er det nu også sket, det her?, så kan jeg næsten garantere at det er det. Der er dog ingen ved deres fulde fem der kunne finde på at opfinde så ubetydelig en begivenhed og tilmed kun med et eneste ord af Jesus, ”Effata”, der er ikke meget PR eller branding i den her historie. Det er en enkel beretning om noget sket, altså ikke med mange ord, men i et sprog som den syge mand åbenbart kunne forstå.
Jesus tog ham til side, ’bort fra skaren’, står der. Der er ikke noget ’stand—up’ eller ’performance’ her. Sådan er det nemlig: hvis man skal have en chance for at høre et guddommeligt ord, om så bare ét ord, så må der altså en vis koncentration til. Et sådant guddommeligt ord, endda kun ét, kunne jo let drukne i den almindelige palaver og chat som der er så rigeligt af, i dag måske endda mere end dengang denne handling fandt sted.
Og i stedet for at holde et langt foredrag for manden, eller sende ham til psykolog, eller i krisebehandling, så bruger Jesus det mest enkle, naturlige og menneskelige man kan tænke sig: sine hænder, sit spyt: han rører ved manden og tager ham alvorligt præcis i den situation han er i. Man kunne måske misforstå det Jesus gør som et eksotisk, magisk ritual, der er faktisk nogen der har foreslået at det er symbolsk sådan at Jesus spytter på det onde, men det er altså lige ud ad landevejen, uautoriseret døvstumme— og menneskesprog: Jesus stikker fingrene ind i mandens ører og siger dermed meget tydeligt: der skal være hul igennem. Og så spytter han på fingrene og rører ved mandens tunge og siger igen med dét meget tydeligt: din tunge skal smøres så den igen fungerer, der mangler smørelse. Og så følger det ene, guddommelige ord: Effata! Da det er sket, bliver tilskuerne over al måde slået af forundring og siger: ”Han har gjort alting vel”.
Hvornår har vi ellers hørt noget lignende? Jeg erindrer ikke noget eksempel. Hvis en præsident eller en statsminister eller Dronningen holder en tale til nationen, så kan man høre mennesker sige: det var en god tale, eller hvis FN’s generalsekretær udtaler sig om et stort problem, så kan man sige: det var klogt og godt sagt. Men der er vist aldrig nogen der kunne finde på at sige: Han/hun har gjort alting vel. Vel?
Hvis mennesker kan sige dét, ”Han har gjort alting vel”, alting!, på grund af en herlig og lykkelig, men dog meget lille begivenhed i verdens historie, så betyder det at dér glimtede Gudsriget! Dén dag, dér på det sted, dét sted på livsrejsen! Dér var alt opfyldt, dér var alt rigtigt og godt, sådan skal livet være, nu behøver jeg ikke mere, nu har jeg set det hele.
Vi har faktisk et godt eksempel på dette i vort Ny Testamente, nemlig der hvor den gamle Simeon står oppe ved templet da Jesu forældre kommer med det lille barn kort efter fødslen. Så tager han barnet i armene og bryder ud i en lovprisning til Gud:
”Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel” (Luk 2,29—32).
Simeon siger altså at nu behøver han sådan set ikke se mere, han har ikke mere til gode i livet, han kan roligt lukke sine øjne, hans liv er fuldbyrdet, opfyldt og fuldført.
Jeg tror vi alle har haft den slags oplevelser, altså oplevet livsopfyldelse, mening, lykke, måske blot en enkelt gang eller få gange hvor vi erfarede en sammenhæng som overskred alle de normale grænser og begrænsninger. Ofte har det været et kort tidsrum, et møde, en forelskelse, en oplevelse på en rejse, i mødet med en katastrofe eller en overvældende naturoplevelse, noget der har prentet sig i éns bevidsthed som noget dybt og værdifuldt. I øjeblikket kunne man finde på at tænke: nu behøver jeg ikke mere, nu har mine øjne set nok, og mine ører har hørt nok, nu ville jeg kunne forlade dette kortvarige liv med fred.
Jeg tror der er vigtigt at vi igen opdager livsrejsens betydning, betydningen af processen, forløbet, livsløbet, alle de små og vigtige begivenheder som vort liv består af. For vores kultur påvirker os med det modsatte hele tiden, og mere og mere. Ganske langsomt men sikkert bliver vi alle påvirkede af at vi skal gå og vente på opfyldelsen. I tv er der reklamer hvor vi bliver opfordret til en drøm om en dag at kunne sparke chefen bagi og sige op fra jobbet og lægge os i en hængekøje med en kølig drink på en øde strand i det fjerne østen, nemlig den dag da vi vinder joker—puljen i lotto. Dét kan man så få sit liv til at gå med: gå og vente på livsopfyldelsen. Eller tilbuddet om at blive millionær: meld dig og bliv testet og stå på hovedet og få involveret hele din familie, kom i fjernsynet, bliv ophidset, bliv berømt eller skuffet, bliv glemt. Eller tilbuddet om at blive berømt for en aften, alle disse koncepter fodrer os med den idé at der for enden af vejen ligger en guldskat. Livet bliver en ’forsøgsperiode’, en satsning, en konkurrence om at nå frem til skatten, et lotteri, banko, bingo eller lotto eller investering i aktier. Alt liv er investeret i fremtiden, vi gør sådan og sådan nu for at kunne gøre sådan og sådan i fremtiden.
Og mens alt dette sker, går livet forbi. Det dejlige liv. Evangeliet til i dag understreger for os at det er nu det er vigtigt – det hele! Det er nu der er sygdom og svaghed, og det er nu der er helbredelse. Det er nu der er død og sorg, og det er nu der er liv og trøst og nye muligheder og nye glæder. Det er nu det sker! Og vi kan ikke udskyde vort liv, vi kan ikke forhale det eller fremskynde det. Det er nu at vi ser dødsrigets porte åbne sig, og det er nu Gudsriget glimter.
Det medfører altså at vort liv bliver et spændende og dynamisk liv, et liv hvor vi realistisk må udholde at leve i en spænding. Vi kan ikke i bare fromhed eller verdensfjernhed springe problemerne over, vi må leve med dem for der er lang vej igen til Gudsrigets fulde herredømme, og samtidig har vi set og ser vi livgivende tegn på Gudsriget.

SALMER:

Gak ud, min sjæl, betragt med flid
Jeg ved, på hvem jeg bygger
Herre Jesus, vi er her
Gudsriget glimter *)
Som korn fra mange marker
Alt, hvad som fuglevinger fik

*)
Gudsriget glimter
mel.: Himlene, Herre, fortælle din ære
1)
Gudsriget glimter når solen hver morgen
opstår i øst, spreder Guds—lys på jord,
atter besejret er natten og sorgen,
kalder på lovsang med salmer og ord.
2)
Gudsriget glimter i børns klare øjne
hver gang de stråler af tillid og fred,
de er — usmittet af mistro og løgne –
menneskets klare Gud—billedlighed.
3)
Gudsriget glimter når gudsfolket mødes
enkelt og enigt i tro og i bøn,
dér styrkes modet, og livet forsødes,
skabelsen fremstår som nyskabt og skøn.
4)
Gudsriget glimter i hele sin vælde
hver gang vi samles om nadver og dåb
og om det ord som for alle vil gælde
som en forvisning om levende håb.
5)
Gudsriget glimter når mennesker strider
for at retfærdighed mærkes og gror
og , overalt hvor Guds skabninger lider,
glæden udbredes til søster og bror.
6)
Lovpris nu Herren! Vær glad: dine sanser
er lukket op ved et skabende ord,
brug dem og nyd dem – se, skyerne danser
rundt på en himmel forbundet med jord.

Frederik Hjerrild 2005