Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 7,11—17 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: »Græd ikke!« Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: »Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!« Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: »En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.« Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

I dag fejrer vi høstgudstjeneste, og traditionen tro er kirken pyntet med kornneg og aks. Efterhånden er det jo en lidt omstændelig procedure at få fat på et kornneg her inde midt i byen. Det foregår på den måde at vi afgiver bestilling til vores blomsterleverandør, han bestiller så et par kornneg ude på grønttorvet, og jeg vil så tro at en landmand et eller andet sted på Sjælland har gjort sig til specialist i levering til kirkernes høstgudstjenester og ladet et par meter i udkanten af marken blive stående, når mejetærskeren har gnavet sig gennem marken. Så har han fundet sin gamle le frem, og til stor undren for gårdens børn og en klasse fra den lokale skole víst dem hvordan man gjorde i gamle dage når man høstede korn. Det har nok været en økologisk landmand, måske endda biodynamisk. Måske har han endog sat sig ind i de gamle mål for kornets udbytte, som der står i efterårssalmen Nu falmer skoven trindt om land: ’i tøndemål af traver’. Når man havde sat kornnegene til tørring på marken, parvis 20 neg ad gangen, 10 på hver side, så havde man en trave, og når man havde tre traver, så var det en skok. I dag er landbruget en industri, landmanden behøver ikke engang at køre kornet hjem, for det bliver lagt i stor bunke på marken, og næste dag kommer grovvareselskabets store tankvogn og støvsuger det hele op, og han får sikkert check’en tilsendt to dage efter. Det var så dén høst. Ikke noget med at meje kornet og binde det i neg og sætte det i skok og sanke det i lade som der står i vore gamle høstsalmer, det går hurtigt i dag.
Kornaksene her i kirken er blevet til symbol, en påmindelse om hvor brødet egentlig kommer fra. Jeg tror det er godt at vi dog én gang om året lige stopper op og dvæler et øjeblik ved dette helt grundlæggende vilkår for vort liv. Uden brød, uden mad, kan vi ikke leve.
Til daglig går vi rundt i en meget selvfølgelig og lille verden: vi står op, vasker os, tager tøj på, spiser morgenmad, går til bageren eller i supermarkedet eller på arbejde, kommer hjem, laver mad, spiser, ser tv, læser avisen, går i seng og sover. Det var dén dag. Og den næste er ligesådan. Denne lille og selvfølgelige verden er god nok, men den er éndimensional. Der er kun til dagen og vejen, der er ikke mange åbninger, ikke megen dybde. Og hvis hele vort liv kun består i den daglige, lille og selvfølgelige trummerum, så snyder vi os selv for erfaringen af livet som en gave, som et under, som en velsignelse.
Vi spiser alle brød hver dag, men hvor kommer det egentlig fra, og hvem skal vi takke for det? En ny konfirmand ville sikkert svare, at brødet kommer fra bageren, og ham behøver vi ikke takke, for vi betaler jo for varen. De få kornaks her i kirken er en påmindelse om hvor brødet kommer fra. Det kommer fra en bager, kornet kommer fra et korn— og foderstofkompagni som har hentet det på en mark som er blevet dyrket af en landmand. Men uanset hvad alle disse led i kæden har gjort, så var der ikke kommet noget korn uden regn og sol. Det er godt i det mindste én gang om året at blive mindet om at brødet, vores mad, i sidste ende kommer fra jorden og fra himlen.
Men der er mere i verden end korn og kartofler, vi lever ikke af brød alene. I dag har vi hørt en beretning som åbner en dybde og en dimension som går en hel del ud over hvad vi ellers hører. Meget hører og ser vi på tv og i blade og aviser, men her er der en begivenhed som jeg tror selv en paparazzo eller en formiddags—journalist ville undersøge en ekstra gang førend han sendte den ud. Jesus møder et ligtog hvor en ung mand ligger på båren, og Jesus gør ham levende igen. Her er der noget som giver os mulighed for at opleve at verden er stor, at livet er mere end éndimensionalt. Det første jeg synes er vigtigt at se er, at denne unge mand fra en lille by i Palæstina, som blev gjort levende igen, er død igen. Vi ved det ikke, måske i en alder af 50 år eller 70 år. Og hans mor, enken, hun er også død. De lever i hvert fald ikke mere. Så hvad var der egentlig vundet ved at Jesus opvakte ham fra de døde?, det var egentlig blot at udskyde døden nogle år. Jesus opvakte ham altså, ikke til et særligt ’evigt’ eller finere liv, men til det menneskeliv som vi har med hinanden, hvor vi som den unge mand kan tale og være sammen med hinanden, give og modtage fra hinanden. Det ser
altså ud til at Jesus betragtede dette liv nu som noget værdifuldt. Nogle mennesker i kirkens historie har ment at det evige liv, altså det dybe og vigtige og virkelige liv, først kom efter døden. Men af denne beretning kan vi se at Jesus anså dette liv nu for godt, hvorfor skulle han ellers opvække den unge mand? Hvis den unge mand allerede var i et bedre eller et finere liv, i et paradis eller en dejlig Edens have?, hvorfor så dog opvække ham til noget ringere?
Det hænger igen sammen med hvad Guds Rige er. Guds Rige er ikke et liv oppe i en anden sfære eller oppe over skyerne, det var netop fordi Jesus opvakte ham til dette liv, altså gjorde ham helt almindelig levende igen, at det blev et tegn på Guds Rige så de alle blev fyldt af ærefrygt for Gud og priste Gud. Så ... alle vi der går omkring og er levende, vi er altså omvandrende tegn på Guds Rige! Så fint er vort liv, så stort er det liv vi har med hinanden.
Dét Jesus gjorde den dag, og de mange andre dage andre steder, var at han gjorde det modsatte af det, der ødelægger livet og gør livet småt. Af Jesus kan vi lære et princip: at gøre det modsatte. Når han stod over for nogle sultne mennesker, så gjorde han det modsatte: han gav dem noget at spise. Når han stod over for nogle svage og udstødte mennesker, syndere kaldte man dem, så gjorde han det modsatte: han satte mod i dem og opmuntrede dem til et nyt liv ved at ville være sammen med dem. Hvis han stod over for mennesker som var tynget af byrder, så tog han denne byrde ned fra deres skuldre så de kunne ånde frit igen. Og når han stod over for en død, som nu i dag den unge mand!, så gjorde han det modsatte. Det er et godt princip at lære: at gøre det modsatte af alt det der gør livet småt og usselt og éndimensionalt.
Og dette princip kan anvendes overalt hvor vi lever: i familien, på arbejdspladsen, i skolegården, i supermarkedet, men også i større stil når vi handler i fællesskab og kalder det politik. Nogle gange er det ikke så meget der skal gøres, blot det er det modsatte. Vi kan jo selv tænke videre over dette princip: hvad er det modsatte af sult i verden?, af aids, af fattigdom?, af undertrykkelse?
Vi kan ikke afskaffe døden, vi kan ikke afskaffe al sygdom og lidelse, men vi kan gøre det modsatte. Måske synes vi at det vi kan gøre er så småt og kun bliver små tegn, men uanset hvor små tegn det er, så er det tegn på Guds Rige. Overalt hvor fred og glæde og retfærdighed vokser frem, dér er det tegn på Guds Riges vækst.

SALMER:
Vi pløjed og vi så’de
Når mit øje
Til klart Guds ansigt vi skal se
Herren har har besøgt sit folk
Som korn fra mange marker
Gud, du fra dine de herlige højeloftssale