Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 14,1—11 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: »Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?« Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: »Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?« Det kunne de ikke svare på. Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: »Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Hver søndag hører vi her i kirken et afsnit, et lille stykke af evangeliet. Evangelium betyder et glædeligt budskab. Nu er der jo mange glædelige budskaber i verden og i vort liv, men dette glædelige budskab er noget særligt, for det har noget at sige til alle mennesker. Det er nemlig det glædelige budskab om Guds Rige, altså hvordan det ser ud og hvordan det skal være dér hvor Guds kærlighed råder.
Og modtagerne af dette glædelige budskab er os, os mennesker. Men alle mennesker er ikke i den samme situation, så nogle gange kan det være svært for os at høre hvori det glædelige består.
Det kan let illustreres: hvis man er fattig og sulten, altså rigtig fattig sådan som mange millioner mennesker er det i nogle ulande, altså så fattige at deres børn og de selv dør af sult, hvis man er så fattig og sulten og så får noget at spise, måske bare noget brød, så vil man blive glad og sige tak, måske endda: tak, du har frelst mit liv. Men hvis man så henvender sig til en rig dansker, en der hver dag får nok at spise og skal passe på med vægten, så ville denne rige dansker sige: et stykke brød, hvad skal jeg med det, jeg skal have wienerschitzel i dag med bearnaisesauce og pommesfrittes, og desert.
Eller hvis man er tørstig, altså rigtig tørstig fordi man mangler vand, og så får noget vand, så vil den tørstende sige tak, Gud ske tak og lov, du har frelst mit liv. Men hvis man sagde til en rig dansker: her er lidt vand, så ville han sige: vand, jeg drikker aldrig vand undtagen i min whisky, jeg kan bedre lide champagne.
Evangeliet til i dag handler om et selskab, et måltid, hvor Jesus er med. Farisæerne og de skriftkloge, den tids jurister og teologer, sidder og holder øje med Jesus, og Jesus holder også øje med dem. Og så står der pludselig en stakkels mand i stuen. Han er den nederste af dem allesammen, han er syg, han har underskud, han har ikke noget at vise frem. Alle de andre, de højtplacerede mænd, havde noget at vise frem: de havde uddannelse, de havde position i samfundet, de havde magt og indflydelse. Og så helbreder Jesus manden. Man kan også sige at han bliver halet op fra sin nederste position og bliver pludselig hovedperson ved dette selskab af pæne mennesker. Den stakkels syge mand fik en gave, han blev halet op nedefra, han blev ophøjet. Men det alvorlige er at denne glæde, denne ære, var han jo den eneste af hele selskabet der kunne modtage. De andre, de skriftkloge og farisæerne, kunne Jesus ikke give noget, for de havde selv. De havde deres position, deres selvbevidsthed, deres faste meninger, og de havde jo allerede taget plads helt oppe. Dem kunne man ikke flytte med. Nu bagefter kan vi jo spørge: hvem var egentlig værst stillet, hvem var mest stakkels, de skriftkloge eller den syge mand? Vi kan i hvert fald konstatere at det var den syge mand, der fik noget den dag, det var ham der kunne modtage den gave og helbredelse som Jesus gav ham. Han kunne flyttes, og han blev flyttet — opad!
De andre kunne ikke flyttes opad for der var de allerede. De havde nået toppen, og der er koldt deroppe på toppen, for hvis der sker den mindste bevægelse, kan det kun gå i én retning, nemlig nedad. Hvis der bliver puffet alt for meget til det fastlagte system, hvis der sker bevægelse i deres fastlagte verden, så er den eneste bevægelse de kan se frem til, en nedadgående bevægelse.
Det er her der er noget der ligner vores verden og vores situation. Vi kan heller ikke flyttes mere opad, vi er der allerede. Et liv i den position bliver et liv i evig bekymring og frygt for at miste sin plads. Det er derfor diktatorer og tyranner altid er bange mennesker der må omgive sig med soldater og våben og bodyguards og skudsikre biler, for de har tilkæmpet sig en plads på toppen af kransekagen, og hvis der sker en bevægelse for dem, er det kun én vej: nedad.
Hvis vi ser på de diktatur—stater der stadig er tilbage i vores verden, kan man jo også spørge hvem der egentlig er værst stillet: diktatoren eller det undertrykte folk? Det undertrykte folk har dog et håb, det har diktatoren ikke. Hvis der sker bevægelse i dét samfund, og det gør der før eller siden, det har vi set i Irak for nylig, så er enhver nok så lille bevægelse en fare for diktatoren, men enhver nok så lille bevægelse styrker håbet hos det undertrykte folk.
Det er godt vi har evangeliet, og det er godt vi har kirken, for det er vist det eneste sted hvor vi sammen kan holde fast på dette syn på livet. Alle andre steder i samfundet, i politik og erhvervsliv, har vi vænnet os til systemet med at erobre den øverste plads ved bordet, at bruge albuerne. Man kan endda gå på kursus og lære hvordan man mest effektivt kommer frem i verden. Men der er altså stadig ét sted, her i kirken, hvor vi bliver ved med at fortælle denne lille og mærkelige beretning, som taler om et andet liv og en anden måde at tænke på.
Det er også derfor Jesus i bjergprædikenen kan sige: “Salige er de fattige, salige er de forfulgte, fredsstifterne osv”. Salig betyder lykkelig. Det er alle disse nederste, underste mennesker der bliver udnævnt til at være lykkelige, for det er alle dem der er håb for. For de andre er der ikke noget håb om at kunne komme længere, for Guds Rige kan man ikke erobre ved at bruge albuerne, man kan ikke mase sig foran andre ind i Guds Rige. Livet er en gave, jorden og træerne og blomsterne og fuglene er en gave, frelsen er en gave. Derfor skal vi sørge for aldrig at komme i en position hvor vi ikke længere kan modtage, en ophøjet stilling hvor vi må leve i frygt for selv den mindste bevægelse.
Måske er der nogle der vil indvende at denne måde at tænke på er lidt outdated, lidt gammeldags, den passer slet ikke til den trend vi oplæres i gennem reklamer, marketingschefer, økonomer og politikere, hvor vækst er nøgleordet; man skal være pro—aktiv og på forkant, det er om at komme først til fadet. Det kommer vel igen an på hvorfra man ser verden og livet: fra oven eller fra neden? Man kan altså konstatere at det er et gammelt problem som stadig er yderst aktuelt. Skulle historien være fortalt i dag, ville Jesus nok have bemærket nogle af de kendte fra ’se—mig—generationen’ der havde udvalgt sig de øverste pladser, de fineste bestyrelsesposter om bordet i de fineste banker og pensionsselskaber og flyselskaber, og hvor der kun skulle en ganske lille rystelse til for at de blev skubbet helt ned, med milliardtab og konkurser og sammenbrud. Der er vist ikke meget i den menneskelige grundstruktur der har ændret sig i de 2000 år der er gået siden Jesus fortalte lignelsen om de fineste pladser ved bordet.
Vores verden er, også selv om vi omgiver os med sikkerhedssystemer, bodyguards, livsforsikringer og raketskjold, præget af ængstelse, uro, frygt for at der skal ske en ændring i den nuværende samfundsorden og byrdefordeling i verden.
Både i helbredelsen af den syge mand og i lignelsen skete der en bevægelse i retning af større glæde og retfærdighed. Det vil altid være katastrofalt at have placeret sig der hvor man må leve med frygten, med bekymringen, med usikkerheden for fremtiden. Det må være forfærdeligt at være storaktionær i et selskab hvis aktiekurser rasler ned, så hellere have investeret i en kolonihave eller en uddannelse eller nogle gode bøger. Der behøver man dog ikke hver morgen stå op med frygt for fremtiden.
Og der er lige en vigtig ting vi må have med: Guds Rige er gratis. Alle de ting vi er fælles om, himmel og jord, sol og regn, livet, kærligheden, alt sammen er gratis. Den mand der blev helbredt havde ikke noget at betale med, og han blev ikke engang bedt om noget. Her er vi langt fra den ’noget—for—noget—mentalitet’, denne kræmmer—mentalitet som cementerer uligheden og uretfærdigheden i verden.
Guds Rige er en styreform af bevægelse og forandring, det var dét, Jesus sagde den dag både i handling og med ord. Vi kan lære af det at vi skal vogte os for at placere os i en låst situation, så vi afskærer os fra at blive løftet, ophøjet, forundret, overrasket.

SALMER:
Jeg ser dit kunstværk, store Gud
Guds kirkes grund alene
Bøj, o Helligånd, os alle
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet