Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Joh 4,46—53 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro.

Det er to meget forskellige mennesker vi får beskrevet i dag i epistelen og i evangeliet. I epistelen fra Efeserbrevet har vi Paulus’ malende beskrivelse af en kristen stridsmand, en rigtig kriger for Herren, klædt på fra top til tå som en troens soldat: I sin fulde rustning står han der, med sandheden som bælte, med retfærdigheden som brynje, villigheden som fodtøj, med troens skjold i den ene hånd og åndens sværd i den anden, og med frelsens hjelm på hovedet. Jeg tror at mange der hører denne prægtige beskrivelse af en kristen stridsmand, sukker lidt og tænker: ja, bare det da så sådan ud, hvis man dog blot kunne ligne ham, så var det ingen sag. Det er lige til at få mindreværdskomplekser af at høre sådan en beskrivelse.
Og så er der den anden vi hører om i evangeliet til i dag, den kongelige embedsmand hvis søn var syg. Til daglig var han noget, han var embedsmand med hele den kongelige magt i ryggen, han behøvede ikke frygte noget eller nogen. Men her ser vi ham i en helt ny situation: han er ’på den’, hans egen magt eller kongemagten nytter ikke noget, han er svag, i underskud, han er magtesløs. Hvis vi skulle sammenligne os med de to skikkelser vi hører om her, så er det nok denne embedsmand vi ligner mest, og ikke så meget den vældige kriger i sin perfekte udrustning. Så måske er det denne embedsmand der er mest interessant for os at beskæftige os med.
Manden var ikke kristen, han var ikke troende, og alligevel skete der noget overraskende dejligt for ham og hans familie. Han gik hen til Jesus med sin nød, og så fik han et svar, så gik han hjem, og så kom han til troen, som der står. Hans liv blev nyt da hans søn blev rask, men hvorfor blev livet nyt? Det første vi vil svare er nok: fordi Jesus sagde noget til ham. Men egentlig skal vi længere tilbage i rækken af begivenheder. For Jesu ord til manden var jo ikke det første: det der udløste hele forløbet, var egentlig mandens nød, hans magtesløshed. Hvis han blot havde levet videre uden problemer med sin egen og hele den romerske magt i ryggen, så var hans liv ikke blevet ændret til noget nyt. Så måske er det ikke så dårligt et udgangspunkt for et nyt liv hvis man har et problem, hvis man har underskud, hvis man er magtesløs. Det har sikkert været svært for den kongelige embedsmand at give afkald på sin værdighed og overlegenhed og bevæge sig hen til den jødiske profet, Jesus, og bede ham om noget. Det samme hørte vi jo om fra det gamle testamente i den første læsning ved denne gudstjeneste: om hærføreren Na’aman fra Aramæerkongens hof som også måtte søge hjælp hos profeten og gudsmanden Elisa. Også han var i en underskudssituation, en nødsituation, fordi han var blevet smittet med spedalskhed.
Altså ... det var en underskudssituation der satte gang i begivenhederne. Og hvad var det egentlig der blev sat gang i? Jo, hans underskudssituation vakte et håb i ham. Hidtil havde han ikke haft noget håb, hvad skulle han egentlig bruge det til? Han havde jo sin stilling, sin løn, sin position, sin familie, han var godt tilfreds med tilværelsen. Han havde ikke brug for noget håb. Og sådan er det vist med alle velforsynede, stærke overskudsmennesker: de har ikke brug for noget håb, derfor har de heller ikke noget håb, de lever et liv uden håb, vi kan vist godt tillade os at konstatere at deres liv er håbløst.
Men nu pludselig vågnede håbet i den kongelige embedsmand: han håbede at der kunne ske noget nyt, nemlig at hans søn kunne blive reddet fra døden og blive rask. Og vi kan se at det er et stærkt håb han har fået, selv da Jesus afviser ham i første omgang, giver han ikke op, men holder stædig fast ved håbet, og han havde jo heller ikke andet at holde fast i i den situation.
Og så sker der noget guddommeligt, og så kommer manden og hele hans familie til troen. Ofte, når vi mennesker har et problem eller er i en krise, når en ulykke har ramt os, eller en trussel ruger over os, så tror vi at det hele begynder med troen. Jeg har i mit lange præsteliv hørt mange sige: bare jeg troede, så skulle jeg nok klare det eller det. Og omvendt: når noget går galt, når en ulykke rammer os, så er der mennesker der bebrejder sig selv det og ser det som en straf fra Gud. Jeg synes det er vigtigt at holde fast ved den rækkefølge der er i denne beretning, nemlig: at troen kommer til sidst. Det er håbet der sætter gang i den begivenhedsrække der fører til et nyt liv.
Når vi siger håb, så er det altså noget der drejer sig om fremtiden. Det er drømmen, længslen, ønsket om noget nyt, noget dejligt og varmt og trygt og livsbekræftende. Allerdybest er håbet i virkeligheden længslen efter Guds Rige, drømmen om den dag da Gud er alt i alle og glæden er fuldkommen overalt. Dette håb er så stort at vi ikke kan formulere det, det er for meget, men vi kan dog formulere nogle drømme, nogle ønsker, nogle længsler. F.eks. drømmen om en ren natur, hvor planter og dyr og mennesker, Guds skabningsvidundere, kan leve i fællesskab. Eller længslen efter fællesskab som går på tværs af grænser og racer og sprog, eller ønsket om lige muligheder og lige rettigheder for alle gudbilledlige mennesker. Alle disse håb sætter gang i det næste, nemlig bønnen, lige som den kongelige embedsmands håb ledte ham til at henvende sig til Jesus og bede ham om noget, og Na’aman til Elisa for at bede ham om noget.
Bønnen er altså et vigtigt element i retning af troen. Men kun med håbet i behold kan vi vide hvad vi skal bede om. Og så er der til gengæld ingen grænser for hvad man kan bede om! Embedsmanden havde en søn som lå for døden, men han håbede det utænkelige, og han bad om det umulige, og det skete! Det er altså vigtigt at vi beskæftiger os med hvad det er vi håber på, og at vi hjælper hinanden til at holde håbet i live.
Og en anden vigtig ting som vi kan høre ud af evangeliet: det var embedsmanden der håbede og bad og gik, men det var hans søn der blev helbredt! Sønnen lå for døden, han kunne ikke håbe, han kunne ikke bede, han kunne ikke gå, men det var der så altså en anden der kunne. Det er dog en fantastisk dejlig mekanisme der findes i denne vor, og Guds, verden: at man kan håbe for andre og for andet end sig selv. Hvis vi kun havde den helt snævre, lille sammenhæng at holde os til: at vi kunne gå med vore egne små håb, en lidt bedre lejlighed, lidt mere velfærd i slaraffenlandet Danmark, måske endog en gevinst i Lotto!, og bede vore egne små bønner og gå vor egen lille begrænsede vandring her på jorden, så ville livet være småt. Men vi ser altså at vort håb kan række meget længere end vi selv har magt. Vort håb kan sætte gang i en række af begivenheder som langt overstiger den enkeltes formåen. Det er kun vor fantasi der sætter grænser for hvor langt vi må håbe, og hvor langt vi tør håbe.
Hvis vi skal følge denne ’model’ for et liv der fører i retning af troen, så kan vi ikke gøre noget bedre end at holde øjnene åbne for den nød og de problemer og ulykker der findes i vores verden og blandt vore medmennesker. For det er hér, i den sammenhæng, at vort håb vækkes: det er ved at holde øjnene åbne at håbet vækkes. Det er jo rigtigt som Paulus siger at troen kommer af det der høres, men håbet kommer af at holde øjnene åbne for nøden.

SALMER:
Kirken er som Himmerige
Jesus, dødens overvinder
Kraften fra det høje
Guds kærlighed ej grænse ved
Som korn fra mange marker
I Herrens hus er godt at bo