Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 5,1—12 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: »Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres. Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.«

Det er Alle helgens dag. Det er en gammel helligdag. Siden kirkens allerførste tid har mennesker vidnet om Jesus og viderebragt hans evangelium om Guds Rige. I dag koster det jo ikke noget, tværtimod får man penge for det: kirkens personale er månedslønnede fastansatte, men tidligere i kirkens historie har tusindvis, ja titusindvis betalt med deres liv for at bringe dette budskab videre. Og det er klart at kirken altid har husket disse vidner og æret deres indsats. I ur—kirken, den første kirke, mindedes man martyrerne hvert år på deres dødsdag ved en gudstjeneste, og den første kristne martyr var Stefanus som har givet navn til Sankt Stefans dag, 2. juledag. Senere efter ham kom der flere, så mange at der ikke var dage nok i året til at hver kunne få en dag. På Alle helgens dag mindes kirken alle de kendte og ukendte som med deres liv har vist at Guds kærlighed er det vigtigste og stærkeste i verden, dét der er mere værd end alt andet, en realitet som de var villige til ikke blot at leve for, men også at sætte livet ind for.
Disse martyrer, disse vidner, har været forbilleder, de har været eksempler for alle andre kristne mennesker, og derfor er de blevet påskønnet, de er blevet hædret og æret. I det verdslige, internatio—nale samfund har man en hæderspris som gives til nogen der har raget op og været forbilleder på en eller anden måde, nemlig Nobel—prisen. Og i kirken har man også en ’nobel—pris’, et hæderstegn, som er blevet uddelt til disse vidner, nemlig at de er blevet udnævnt til helgener.
Der er den særlige omstændighed ved den ’kirkelige nobel—pris’ at den først uddeles posthumt, altså efter døden. De verdslige ordener uddeles til levende mennesker, så kan man brillere med dem på sin uniform, på sin galla eller sin præstekjole, men en kirkelig fortjenstmedalje i form af helgen—udnævnelsen kan ikke paraderes, den kan ikke vises frem. Den er nemlig til brug for de efterladte, for kirken, for os. Det er os der som kirke kan sole os i disse vidners fortjeneste.
Dette at den kirkelige ’nobel—pris’ først uddeles efter vidnets død, modsvares også af at disse kirkelige sandhedsvidner som regel har hørt til i den nedre ende af socialskalaen. I det verdslige samfund er vi jo mest vant til at ordner tildeles fine mennesker, rige mennesker, ministre og andre af samfundets topchefer, og medaljer uddeles til stærke mennesker som sportsstjerner, kloge videnskabsfolk, dygtige virtuoser inden for kunstarterne. Men i den kirkelige verden er hæderen som regel gået til nogle som ikke har haft meget at vise frem, fordi deres liv er gået med at fortælle i ord og i gerning om Guds Rige og Guds kærlighed frem for om dem selv og deres egen betydning.
Det er nok også derfor at vi netop på Alle helgens dag skal høre ordene fra Bjergprædikenen, hvor Jesus nævner alle de salige. ’Salig’ betyder lykkelig, strålende, herlig. Og hvem er det så der er salige, altså lykkelige? Det er de magtesløse, de sørgende, de sagtmodige, de der hungrer og tørster efter retfærdighed, de barmhjertige, de rene af hjertet, fredsstifterne, de forfulgte og hånede. Det er nu underligt at netop disse mennesker af Jesus bliver udnævnt til at være lykkelige, for i hele vores øvrige liv, alle ugens hverdage, måned ud måned ind, bliver vi bombarderet med nogle andre normer: Se reklamerne i aviser, på reklamesøjler ved busholdepladser, i tv, ved receptioner, i forretninger, i erhvervslivet, der er det nogle helt andre mennesker der skildres som lykkelige.
Der er nogle der tror at man kan blive salig ved at udnævne andre til at være det modsatte. Der er nogle der tror at man kan forøge sin lykke ved at pålægge andre at være ulykkelige. Men, og det må siges højt og tydeligt først og fremmest til os her i den kristne menighed, men også til alle andre som ikke har denne herlige mulighed for at blive retledt i deres liv som vi har i menigheden ved at høre Jesu ord søndag efter søndag, at det er ikke denne måde man opnår lykke eller salighed på. Vi véd det godt! Det er muligt man kortvarigt kan opleve en stigning i velstand, i forbrugsgoder, i velfærd, i aktieandele eller politisk indflydelse etc. ved at tale ned til eller undertrykke eller udbytte andre mennesker, men dette er et kortvarigt gode som aldrig vil give fred hverken i det ydre eller det indre. Spørg blot alle dem der har gjort det i vores tidligere historie eller i dag! Det er ikke dem der er lykkelige, salige, fredfyldte.
Det skyldes nok at vi ikke har taget helt alvorligt, hvorfor Jesus udnævner netop alle disse nederste til at være salige, lykkelige. Det er selvfølgelig ikke fordi de er fattige eller undertrykte eller magtesløse, dét er der ikke noget lykkeligt ved at være!, men fordi det er dem der skal arve jorden, Himmeriget er deres som arv, de skal se Gud, de skal kaldes Guds børn.
Det kan godt være at nogle nu ganske kortvarigt profiterer på at udnævne nogle til at være syndebukke, de kan måske endog vinde nogle lette stemmer ved et kommende valg, de kan måske sikre sig et par ekstra hundredkronersedler i skattebesparelse, de kan hævde sig som bedre, som finere, som heldigere mennesker i denne uretfærdige verden, men arven, hvad med dén? Arven, altså Gudsriget for tid og evighed, glæden, jublen, freden i verden og i sindet, lykken, saligheden, dén får man ikke på den måde. Profitten nu er kortvarig, måske blot en valgperiode på 4 år, eller måske endda et menneskeliv på 60—70 år, hvor man kan leve højt på at undertrykke andre og vride retfærdigheden, men arven kan man ikke få.
Alle helgens dag er med til at holde os fast på denne vigtige rangorden i Guds Rige. Hvis nogen skal have medaljer og ordner og priser, så er det alle dem der har kæmpet og lídt og strídt. Det er muligt at nogle allerede nu løber med profitten, med overskuddet, med en politik hvor ikke bare ’den indre svinehund’ slippes løs, men endog den ydre, åbenbare svinehund. Som kristne må vi sige at det er forkert, det er ærgerligt at nogle spilder deres liv på denne måde, det er synd for dem, men det er egentlig meget vigtigere hvem der i sidste ende ende er arvinger til det Guds Rige der består i fred og retfærdighed og glæde.
Men for os er Alle helgens dag mere. Alle helgens dag er oprindelig den 1. november, og dagen efter er det Alle sjæles dag. Vi har slået disse to festdage sammen og fejrer dem sammen i dag, den første søndag i november, som kirkens erindringsdag. På Alle sjæles dag mindes vi vore afdøde kære, dem som gik forud for os, alle dem som blev salt og lys i vore liv. Alle de almindelige, kære mennesker og Guds børn som vi mindes med deres dyder og mangler, deres åbne sider og gemte hemmeligheder: Forældre, måske børn, slægtninge, venner, lærere i livet, alle dem i hvis spor vi går måske uden at tænke over det, alle dem der bidrog til at forme vort liv. Deres liv og tanker er ikke glemt, det ligger måske i afkortet form hos os i vor erindring, men for Gud er intet levet eller strídt eller lídt forgæves. Vi kan glæde os over at vi er fælles med dem også tværs hen over den grænse som døden sætter. Grundtvig siger det så klart i den salme vi skal synge herefter: ”Helgen her og helgen hisset er i samme menighed”.
Glædelig Alle helgens dag!

SALMER:
Den store hvide flok vi se
Gør dig nu rede, kristenhed
For alle helgen, som i Kristi tro
Helgen her og helgen hisset
Som korn fra mange marker
Lov og pris og evig ære (v.6)