Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 18,21—35 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Peter til Jesus og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange. Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«

Lignelsen om den gældbundne tjener kender vi alle så godt, og grunden til at den er så let at huske er at den er så enkel: gælden er ufattelig stor: 10.000 talenter, det svarer til 50 millioner kroner, og så bliver denne enorme gæld eftergivet med et knips, så let som ingenting. Der står direkte at Himmeriget ligner en konge, altså viser denne konge hvordan der er i himmeriget, og denne konge frisætter altså skyldneren eller, som vi ville sige i dag, kongen gælds—sanerer skyldneren. Denne skyldner har en astronomisk stor gæld, og han er helt uden realitetssans. Kongen véd godt hvad det drejer sig om, og når han eftergiver gælden, er han helt på det rene med hvor meget det drejer sig om.
Men tjeneren, ham der skylder den ufattelige sum, han er uden realitetssans, han har mistet jordforbindelsen: han beder om lidt tid, lidt henstand. Så skal der nok vise sig noget, så kan det være der sker et eller andet så gælden forsvinder, f.eks. at han får en stor arv fra en fjern onkel, eller at han vinder i lotto. Og, miraklet sker, han vinder i lotto — nej, han får eftergivet gælden. Det er det samme for ham: hans problem er løst. Han har ikke rigtig gjort sig klart hvor alvorlig hans situation var, og derfor fatter han overhovedet ikke hvor overvældende stor eftergivelsen er. Han betragter sig selv som en heldig lotto—vinder hvor gevinsten kommer ud af den blå luft, og hvor gevinsten er bestemt for ham alene. Han er heldig.
Det her er jo ikke bare en gammel historie, det er noget der angår mange af os danskere i dag. De tørre tal fortæller os hvor mange danskere der hver uge tipper og skraber og spiller på lotto og heste og duer og går til banko, det er faktisk en stor del af den danske befolkning som hele tiden lever med tanken om en dag at være heldig, at score den store gevinst.
Ham tjeneren var heldig, han var udvalgt, han slap igennem lykkehjulstilfældigheden, det havde ikke kostet ham eller nogle andre noget særligt, og der fulgte ingen forpligtelser med, han kunne bare glæde sig over sit umådelige held.
En stor del af os i dette land og i denne del af verden ligner egentlig ham vinderen, for vi har også mistet jordforbindelsen og ser ikke i hvilken sammenhæng det hele finder sted. Nu skal vi ikke bebyrde os selv med skyldfølelser, men vi må dog helt nøgternt konstatere at vores levestandard og vores livsstil er resultatet af en stor gæld som er oparbejdet gennem mange år. Et eksempel: hvis f.eks. alle kinesere skal have lige så mange aviser og reklameblade og køkkenruller som os, så bliver jordens træer hurtigt udryddet, og hvis alle kinesere og indere skal have lige så mange biler som os, så bliver der ikke til at være for forurening på denne jordklode. Vi er privilegeret på mange måder i dette land, vi har trukket et heldigt lod i verdens lykkehjul, og det kan vi så nyde uden at tænke på mere.
Ham tjeneren i Jesu historie fattede ikke at frigivelsen af gælden ikke var det rene held eller en enestående, privat gevinst, men at det var en storslået, glædelig, frigørende handling som skulle sætte en frigørelsesproces i gang.
Der findes her i verden det vi kunne kalde en ’vandregæld’, en gæld som vi har pådraget os, men som vi kan tilbagebetale videre, til andre. Jeg lærte dette udtryk, ’vandregæld’, af en kær gammel veninde som nu er død. Hun var i sin ungdom au—pair—pige i huset hos en familie i Schweiz. Hendes værtsfolk var utroligt søde mod hende, behandlede hende som en datter i familien, gav hende gaver osv. Da hun kom hjem til Danmark, ville hun jo skrive og sige tak til dem, men hun udskød det lidt for hun skulle skrive på tysk, og hun kunne næsten ikke finde ordene. Og til sidst var det blevet for sent, der var gået for lang tid. Nogle år efter besøgte hun dem i en ferie, og hun undskyldte meget at hun ikke havde fået sagt tak. Så sagde konen i huset til hende: ”Sådan tænker vi ikke, du behøver ikke sige os tak, men hvis du synes du har fået noget dejligt af os, så kan du give det videre til andre der vil blive glade for det. Der er nemlig en vandregæld i verden som vi også selv har del i. Vi har fået så meget af vore forældre og slægtninge og venner, og vi har aldrig fået sagt dem nok tak for det, men vi prøver at give det videre til andre”.
Ham tjeneren med den store gæld fik ikke mulighed for at tilbagebetale sin gæld til den oprindelige kreditor, den himmelske konge, han fik alt eftergivet, men han fik mulighed for at tilbagebetale til en anden debitor, en skyldner.
Det her handler ikke om at skylde flere millioner væk eller nogle få hundrede kroner. Det handler om hvordan vi lever: for os selv, eller i fællesskab. Vi er alle en del af et fællesskab, ikke bare i den nærmeste lille familie, det nærmeste folk, den nærmeste verdensdel, men vi er alle del af en menneskehed som alle er Guds børn, og hvor vi har som opgave at betale af på den vandregæld vi har pådraget os ved at være så heldige som vi er.
Vi har i denne del af verden en rigdom som vi blandt andet har erhvervet ved at trække rigdomme ud af den tredie verden, de gamle kolonier, læs blot danmarkshistorien en gang til om alle de store handels—kompagnier. Vi har været heldige, vi har et forspring der bliver større og større. Denne gæld er så enorm at vi næppe fatter det, og vi lever ganske glad uanfægtet af denne gældsbyrde som om den er blevet eftergivet. Det kunne måske give os et handlingsmønster for vort videre kollektive liv på denne klode således at når nogle kommer og banker på vores dør og beder os om eftergivelse af deres lille bitte gæld, men dog en gæld der vil betyde ruin for dem hvis den ikke eftergives, at vi da ikke må være smålige og stupide og ligne den gældbundne tjener som fik en uhyre stor sum eftergivet. Hvis nogle af vore skyldnere kommer og beder: giv os henstand, giv os en opholdstilladelse, giv os sammenføring med vores familie, giv os lidt mad, giv os tryghed og skolegang for vore børn, giv os en chance, så må vi som samfund, som kollektivt ansvarlige mennesker indsé at det er her denne lignelse rammer os i dag.
Den historie Jesus fortalte understreger at det som tjeneren modtog af kongen ikke var hans ret, men ren og skær barmhjertighed. Men vi kan se af den måde han handlede over for den anden tjener på, at han regnede med at det var hans ret. Han sætter altså et skel mellem det der foregår over for kongen og det der foregår i den barske virkelighed udenfor. Den slags fører til en to—rums—tænkning: i forholdet til Gud gælder kærligheden og tilgivelsen, i forhold til vore medmennesker gælder retten og den benhårde lov.
Den her lignelse holder altså fast på at livet ikke kan deles op i to rum, livet er en helhed. Tilgivelsen som vi oplever i vort daglige liv, har ganske konkrete følger. Det er en helt anden tilværelsesforståelse end den der kommer til udtryk i mange af de nye bevægelser hvor man taler om reinkarnation og karma. Hér hedder det: du høster hvad du sår, alt er selvforskyldt. Men i kristentroen er det anderledes: her er alt dybest set en gave hvor det afgørende er at tilgivelsen skænker os en helt ny begyndelse.
Vi har som mennesker og som borgere i dette land en kolossal stor frihed i forhold til næsten alle andre mennesker på denne klode. Vi er som ham tjeneren sat fri fra en ubetalt gæld. Denne totale gældssanering sætter os i et nyt forhold til Gud og til vore medmennesker. Vi står i en kærlighedens gæld også over for de medmennesker som beder os om lidt henstand. Dette er jo et politisk spørgsmål som debatteres livligt, og eftersom det er politik, vil vi ikke grave yderligere i dette her i kirken. Som kristne kan vi handle i fællesskab, men politik er jo en privatsag: dér må hver enkelt sætte sit kryds hvor det har størst politisk effekt. Og det kan vi så gøre hver enkelt, privat, uset i stemmeboksen, med Guds dom hængende over hovedet. Og — med Guds frikendelse og velsignelse som en anden, lige så stor mulighed.

SALMER:
Denne er dagen, som Herren har gjort
I underværkers land jeg bor
Nu bede vi den Helligånd
Guds kærlighed ej grænse ved
Herren strækker ud sin arm
Du kommer, Jesus, i vor dåb
Op, al den ting, som Gud har gjort (v.7—10)