Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 22,15—22 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?« »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej.

I evangeliet til i dag hører vi at farisæerne vil prøve at fange Jesus; altså ikke sådan bogstaveligt at de ville fange ham med reb eller håndjern, det havde jo været ganske let, nej, som der står: de ville fange ham ’i ord’. Og det er jo også meget mere effektivt. Hvis man kan fange nogen i ord, altså få dem til at gå i fælden og selv sige det forkerte, så går resten af sig selv. Så er de færdige, så kan man gå til domstolene eller pressen, og folkesnakken vil gøre resten. Det kender vi fra os selv: hvis man kan fange en minister eller en anden fremtrædende person i ord, så er resten let, så er resten bare oprydningsarbejde.
Og så stiller de Jesus over for det smarte spørgsmål: "Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?". Nu har de en chance for at få Jesus til at afsløre sig selv og bringe sig selv i fedtefadet. Hvis han går med til at man skal betale skat til kejseren, så vil det jo være en anerkendelse af kejseren, og hvad er så alle hans ord værd, alle ordene om Guds Rige og Gud som folkets øverste konge? Og hvis han nægter at betale skat, så kan man melde ham til den romerske besættelsesmagt, for alle i Romerriget dengang skulle betale en denar, altså en dagløn, i skat en gang om året.
Jesus siger: "Vis mig skattens mønt". Jesus må også have kendt pengene, han skulle jo også købe noget for at leve, og det kan endda være at Jesus også selv havde nogle mønter i lommen. Men, det er altså spørgerne selv der går rundt med problemet i lommen, og da han spørger om hvad der er på mønten, så er det dem selv der svarer. Jesus får dem selv til at sige det som de ville narre ham til at sige. Og så er det Jesus siger de forløsende ord: Så giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er!
Det er et flot svar Jesus giver, og man kan da også se på farisæernes reaktion at de ikke rigtig kunne svare igen på dét: de undrede sig og gik deres vej.
De havde en lille fordel frem for os, for de var jøder, og derfor forstod de måske hurtigere end vi ville gøre, hvad det var Jesus sagde. Vi må nok have det klippet lidt tydeligere ud: De skulle give kejseren dét der var hans — nemlig dét der bar hans billede. Kejserens billede var på pengene. Og så skulle de give Gud det der var hans — nemlig dét der bar hans billede. De forstod det med det samme, men vi ikke—jøder der ikke kender vores Bibel så godt som de gamle jøder, vi skal lige have en chance for at slå op i 1.Mosebog, i allerførste kapitel, hvor der står at Gud skabte mennesket i sit billede. Vi mennesker er altså skabt i Guds billede, vi bærer Guds billede som de mennesker vi er. Mønten bærer altså kejserens billede og tilhører derfor ham; men mennesket bærer Guds billede og tilhører derfor Gud.
Det ene, dette med at give kejseren hvad der bærer hans billede, pengene, det er hurtigt klaret. Man skal betale skat, selvfølgelig skal man det. Vi er ikke eneboere på en øde ø, vi er fællesskabsmennesker, vi lever sammen i samfund, i lande, i folk, i stater, og derfor må vi selvfølgelig alle bidrage solidarisk til samfundet. Sådan har det altid været, selv i de mest primitive samfund, sådan var det dengang i Palæstina og andre samfund, og sådan er det i dag. Vi skal alle som samfundsmennesker bidrage til det fælles, til samfundet — det er der i og for sig ingen problemer i.
Men ... så er der det andet: dette med at give Gud hvad der bærer Guds billede. Her siger Jesus noget om hvad der er vigtigt i vort liv, og hvad der er underordnet. Dette med at give kejseren hvad kejserens er, der er hurtigt klaret, det er underordnet noget meget mere vigtigt, nemlig at give Gud hvad der bærer hans billede. At betale skat til kejseren blev klaret ved én gang om året at betale en dagløn, så var dét overstået. Men ... hvordan give Gud hvad der tilhører Gud? Hvad betyder det egentlig?
Hvad betyder det egentlig i dag,dette med at give sig selv, mennesket, til Gud. Er den tanke stadig levende i vores samfund, at man kan give sit liv til Gud. Dette med at give kejseren, eller Dronningen (og altså den danske stat), skattevæsenet, forretningerne, forsikringsselskaberne, hvad der bærer deres billede eller logo, det kender vi så godt, og det finder vi fint ud af hver dag allesammen. Denne lette og hurtige del af Jesu svar til farisæerne klarer vi — vi lever i en fin og hurtig udveksling med alt kejserligt og kongeligt og statsligt og økonomisk.
Men hvad med den anden del, dette at give Guds, hvad der tilhører Gud? Hvordan går det med dét? Og ... lad mig lige føje til: hvis dette endda er vigtigere end det første? Hvor megen opmærksomhed bruger vi egentlig på at give Gud hvad der er Guds?
Det kan være at nogle nu synes jeg stiller for store krav eller kommer for tæt på. Men ... når vi nu bruger så megen opmærksomhed på at klare den første del, dette med kejseren, så kunne man vel egentlig også forvente at vi brugte nogen opmærksomhed på den anden del, dette med Gud.
Lad os lige helt realistisk se på hvor stor opmærksomhed, vi bruger på dét der tilhører kejseren, altså pengene. Der er nogle ganske få mennesker i vores samfund som ikke behøver at tænke på den slags, nemlig de meget højtstående ministre og EU—kommisærer som vist aldrig behøver at have penge med eller tænke på dén slags. Alt er betalt, hotelværelset er bestilt og betalt, middagen er på værtens regning, der er gaver og betænksomheder som man kan tage med hjem. De har et hårdt arbejde, så det er dem vel undt. Og alle de kongelige og højtstående personer som i går var med til prinsebrylluppet på Frederiksborg Slot — vi så ikke en eneste af dem stå og bakse med penge og få byttepenge tilbage. De steg ind og ud af flotte biler, de spiste middag, men det dér med penge blev slet ikke nævnt. Jeg tror ikke engang de alle havde deres pung med. Sådan skal dét være når der er kongelig fest. Men alle vi andre almindelige borgere må egentlig bruge ret megen opmærksomhed på det der med penge. Enhver kan jo selv prøve at gøre op hvor megen opmærksomhed der skal til bare for at få det hele til at fungere. Og så er der de millioner af danskere der tilmed bruger opmærksomhed på at gøre mere, nemlig ved frivilligt at spille og tippe og lotto'e og skrabe og sende ind og krydse af og dreje lykkehjul, altså en helt frivillig indsats og opmærksomhed på pengene som ikke nogen kejser eller dronning eller skattevæsen kræver af dem. Det er slet ikke så lidt opmærksomhed vi bruger på denne 'kejser—magt', altså pengenes del.
Og hvad bruger vi så af opmærksomhed på den anden del, Guds del? Vi er skabt i Guds billede så ingen af os kan holde sig udenfor og sige: bland mig udenom — jeg er kun skabt til at tage mig af det der tilhører kejseren, dét der bærer kejserens billede. Vi er som mennesker nogle meget værdifulde skabninger som skal mere i dette liv end at klare skatten og de daglige udgifter.
Hvis vi slap om ved dette med at give kejseren hvad der tilhører kejseren, som de gjorde på Jesu tid: nemlig ved at betale en dagløn én gang om året,så kunne man jo sige: fifty—fifty, så ordner vi også den anden del én gang om året, et bryllup, en barnedåb, en konfirmation, en begravelse, eller til gudstjeneste juleaften, så er dét klaret. Men hvis vi i dag skal tage Guds del lige så alvorligt, altså bare fifty—fifty, så skal vi jo beskæftige os med Guds del hver dag. Vi beskæftiger os med kejserens del, pengene, hver dag, mange gange om dagen, så hvis der skal være bare en smule ligelighed, så skulle vi jo også beskæftige os med Guds del hver dag. Og dette er endda kun hvis vi synes, de to dele vejer lige meget! Hvis nu Guds del endda vejer mere, ja er altafgørende for os som mennesker og vort liv, så skulle vi få dette med Guds del til at hænge sammen med hele vort liv og med vort dagligliv, som noget selvfølgeligt.
Jeg har altid prøvet at lære konfirmanderne her ved kirken noget om at hvis de vil holde fast ved at de er døbt og har et liv sammen med Gud, så er der så mange måder at give dette udtryk på. Men et minimum kunne være at man daglig gjorde tre ting: hver dag bad et Fadervor, hver dag gjorde et korstegn, og hver dag bad en bordbøn, måske bare inde i sig selv, hvor man sagde tak for maden og livet og alt det andet som er så selvfølgeligt for os som mennesker i dette dejlige land.
På den måde kunne man hver dag give Gud hvad der tilhører Gud, nemlig vore liv i glæde og sorg, i fest og hverdag, i bøn og taknemlighed.

SALMER:
Dybt hælder året i sin gang
Den nåde, som vor Gud har gjort
Nu bede vi den Helligånd
Skabt i Guds billede *)
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Fred til bod for bittert savn

*)
mel.: Himlene, Herre, fortælle din ære

1. Skabt i Guds billede bli’r du selv skaber,
skaber af livet, af mening og mod,
skaber i kampen, så mismodet taber,
skaber med ånd og med hånd og med blod.

2. Skabt i Guds billede bli’r du selv dommer,
dommer for hvad der er godt eller ondt,
dommer i nu`et og tiden, der kommer,
dommer for hvad der er ægte og sundt.

3. Skabt i Guds billede bli’r du selv giver,
giver af gerning, af brød og af vand,
giver af gaver, som vokser og bliver,
giver af alt, hvad du vover og kan.

4. Skabt i Guds billede bli’r du selv stemme,
stemme for fællesskab, varme og håb,
stemme for Ordet, som ingen kan glemme,
stemme for frelsen, vi fik i vor dåb.
Frederik Hjerrild 1994