Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 9,18—26 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

I evangeliet til i dag er der to beretninger som er viklet ind i hinanden. Den ene om kvinden, der i 12 år har lidt af blødninger, den anden om synagogeforstanderens datter, der lige er død. I begge tilfælde er der tale om frelse. Til kvinden med blødningerne siger Jesus: “Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig”. Og så står der: “Og fra det øjeblik var kvinden frelst”. Den anden beretning, om synagogeforstanderens døde datter, vil jeg gerne at vi skal høre beretningen med Lukas’ ord (vores evangelium til i dag er skrevet af Matthæus), for Lukas var læge, og når det gælder noget med sygdom og død, er han nok den der ved mest om den slags. Lukas, lægen, skriver, at de kom hen til synagogeforstanderen som fulgtes med Jesus og sagde: “Din datter er død. Gør ikke Mesteren mere ulejlighed”. Men da Jesus hørte det, sagde han: “Frygt ikke, tro kun, så vil hun blive frelst”.
I begge beretninger er der altså tale om frelse, de bliver frelst, den syge kvinde og den døde datter. Og i begge tilfælde er der også tale om tro. Jeg har en fornemmelse af at når mennesker i dag tænker på noget der angår tro og frelse, så begynder deres tanker straks at bevæge sig opad eller udad. I vores forestilling om Gud og frelse kan vi næsten ikke undgå at tænke at det er noget i et finere luftlag end det liv vi kender og går rundt i. En ’etage’ højere oppe. Hernede er der livet med alle de problemer og sygdomme og vold og hærværk og mord og svindel som man kan se på formiddagsbladenes plakater hver dag foran kiosken, men så er der en finere etage, en guddommelig etage, hvor alt er fred og idyl og harmoni.
Denne lodrette tænkning, op—og—ned, gennemsyrer også hele det marked for religiøsitet vi er omgivet af. Mennesker søger og afprøver alle mulige teknikker hvor man mediterer sig ud af denne kendte verden og dette kendte liv over i en finere, en højere bevidsthedstilstand. Der er et stort og købedygtigt marked for alle mulige sten og plader og pyramider med mystiske kræfter og stråler, og der er et voksende antal mennesker, også i dette gamle kristne land, som tror på sjælevandring og reinkarnation, alt sammen udtryk for en religiøsitet som befinder sig i et finere og højere luftlag, i den guddommelige etage oven over denne beskedne og besværlige jord—etage.
De to små beretninger i dag kan vi lære noget vigtigt af. Troen, det er hér og nu; frelsen, det er også hér og nu. I øjenhøjde, vandret, dér hvor Jesus og kvinden og synagogeforstanderen og datteren og alle vi andre befinder os. Det er her det foregår. Hvad betød det egentlig at kvinden med blødningerne blev frelst? Blev hun hævet op over skyerne eller havde hun en stor mystisk oplevelse? Næ. Skulle hun først til at sætte sig ind i en hel masse dybsindige teorier? Næ. Og synagogeforstanderen: skulle han først have et kursus i yoga eller healing eller irislæsning eller fik udleveret et sæt tarotkort som han skulle til at tyde? Næ. Det er egentlig så simpelt: ved at møde Jesus fik de foræret en tro på at det er her og nu det guddommelige finder sted, det er her og nu frelsen bryder igennem.
Troen og frelsen betyder altså ikke ophævelse af denne timelige eksistens, vort liv i tiden, i problemerne, i glæderne og sorgerne. Jesus peger ikke opad eller bort fra denne højst jordnære virkelighed, men han peger fremad og ind i dette jordnære liv som ikke leves i en fredfyldt harmoni, men som leves i tiden, i vores tidsbundne og tidsbegrænsede eksistens.
I dag skal vi døbe en lille dreng, et nyt lille menneske. Her ser vi præcis hvad tro og frelse drejer sig om. Der er ikke noget med at først skal man være lærling og læse bøger og gå til øvelser og lære teknikker og betale penge for at man kan nå op på næste trin, sådan som princippet er i mange nyreligiøse bevægelser hvor man langsomt bevæger sig op i hierarkiet. Luther, vores gamle kirkefader, har engang sagt at enhver der er krøbet ud af dåben, er både præst og biskop og pave. Ved dåben af et lille barn ser vi at det at være med i troens og frelsens fællesskab ikke består i at blive taget ud af livet og ført op i en højere og finere etage, men netop at blive overgivet til dette liv under timelighedens vilkår, underlagt de vilkår og de farer og fristelser som livet er undergivet. Og netop dér, midt i livet, er man det fineste der kan tænkes.
Hvor blev egentlig de to personer af som vi hørte om i evangeliet, de to der blev frelst, kvinden med blødningerne og den døde pige? Forsvandt de ud af verden for at leve i et eventyrrige uden problemer? Næ, vi gætter sikkert ikke helt forkert hvis vi antager at kvinden levede videre og nu kunne tage sig af sit hjem og sin familie og sit arbejde som enhver anden kvinde i den landsby. Og at den døde pige, der blev levende, voksede op og legede med sine veninder og måske blev gift og fik nogle børn.
Man har somme tider troet at først er der fysikken, altså alt det vi kan se og måle og veje og erfare direkte i denne verden, og så er der metafysikken, alt det der ligger oven over fysikken, det fysiske univers. Men af de to mennesker vi i dag har hørt blev frelst, kan vi dog lære at de blev sendt direkte ’vandret’ ud i livet, de var ikke blevet metafysiske, de var ikke taget ud af verden, tværtimod: de blev sat ind i den helt almindelige, timelige verden, vi er fælles om. Men, betød deres frelse da slet ingen ting? Jo! Var det bare som om intet var sket? Nej!, de kunne leve videre med fortrøstning og livsmod og håb, for de havde mødt Guds virkelighed i Jesus, og Gud havde set i nåde til dem. Lige som med det barn vi i dag skal døbe og dermed indlemme i Gudsrigets virkelighed. Det barn vil, lige som alle vi andre, være underlagt dette livs vilkår, men dåben i dag understreger at dette liv kan leves med håb og fortrøstning til at Guds virkelighed er stærkere end menneskers virkelighed. Jesus sagde om den lille pige: “Hun er ikke død, hun sover”, men ... hun sov ikke kun. Hun var død, for mennesker var hun død. Kun for Gud var hun ikke død, for Gud sov hun kun, og Jesus forkyndte at Guds virkelighed er stærkere end vi menneskers virkelighed.
Vi skal ikke forvente at vi ved at få del i frelsens virkelighed slipper for kampen i denne verden. Kampen er grundvilkåret, mellem frelse og fortabelse, kampen mellem Guds herredømme og det modsatte. Men hver gang vi ser og hører og oplever frelsens virkelighed bryde igennem, så styrkes vort håb og vor tro.
Vort håb og vor tro er nemlig at frelsen vil blive det sidste, at al fortabelse vil blive overvundet, at alt det der binder mennesker selv vil blive bundet. Dét er vor tro, og dét er vort håb, men vi slipper ikke uden om den timelige virkelighed, dér hvor frelsen hele tiden må kæmpe sig vej frem, imod fortabelsens og og undergangens virkelighed. I den kamp har vi god brug for al den opmuntring og støtte vi kan få, og i den kamp kan vi læne os op ad Jesu ord, ”Vær frimodig”, altså: vær ikke bange, hold modet oppe.

SALMER:
Op, al den ting, som Gud har gjort
Bøj, o Helligånd, os alle
Herren han har besøgt sit folk
Øjne, I var lykkelige
Herren strækker ud sin arm
Sov sødt, barnlille!
Som aldrig så lang er nogen dag