Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Luk 2,21 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Så er vi her igen, vel mødt!, Godt Nytår! Egentlig adskiller dagen i dag sig ikke meget fra de øvrige, men den er dog begyndelsen på et nyt år og betyder at vi nu skal til at skrive 2005 i stedet for det nedslidte 2004.
De sædvanlige ritualer for årsskiftet oplever vi også dette nytår, nemlig at dronningen og statsministeren udtrykker deres håb og ønsker for det nye år. Og man mindes hvad der er sket af større begivenheder i det forgangne år – og der er jo altid sket noget som rager lidt op over noget andet, den største hjemlige begivenhed var vel kronprinsens bryllup, og på den internationale scene den ufattelige jordskælvskatastrofe i Sydøst—Asien Anden juledag som følger os ind i det nye år.
Vi har et begrænset liv som der så rigtigt står i Ps 90: Vore leveår kan være halvfjerds, eller firs, hvis kræfterne slår til, så vi har kun dette ene, begrænsede liv til at opleve livet og verden i. Og da det jo drejer sig om vort liv, om dit og mit begrænsede liv, så forekommer disse oplevede begivenheder at være særlig betydningsfulde, men set i det lange perspektiv, så er der egentlig ikke meget nyt under himlen. Verden går sin skæve gang. Og generationer før os har oplevet ufattelige katastrofer som langt overgår hvad vi har oplevet og som vi forhåbentlig bliver skånet for at opleve. I midten af 1300—tallet hærgede Den sorte Død som tog 25 millioner menneskeliv, lige efter den 1. verdenskrig for mindre end 100 år siden, tog Den spanske Syge 40 millioner menneskeliv, 2. verdenskrig 55 millioner døde, Biafrakrigen, Viet—Nam—krigen, Afghanistan: 1,3 mill. døde, borgerkrige i Congo og Rwanda, Irak—krigen, div. borgerkrige, hungersnød, aids—epidemien: mere end 20 mill. døde osv. osv. Og dertil kommer at der hver dag, jeg gentager: hver dag!, iflg. FN dør 30.000 børn under fem år af sult og sygdomme der kunne være afværget.
Det er næsten ikke til at rumme. Og dog synes jeg at de menneskeskabte krige og ulykker og katastrofer er dem vi lettest kan have med at gøre. Terror—angrebet på de to tårne på World Trade Center i New York 11/9 2001 er til at have med at gøre. Der døde små 4000 mennesker, men man kunne straks placere skylden. Man gik i krig, også vort fredelige Danmark gik ind i en krig mod terrorismen. Grundlaget for krigen har senere vist sig at være løgn på løgn – dette angreb var ikke lavet af Irak, der var ikke masseødelæggelsesvåben i Irak, der var ikke samarbejde mellem Irak og Al—Queda – løgnene er optrevlet og indrømmet, men man kunne dog på en eller anden måde placere et ansvar. Efter 2. verdenskrig lavede man også en krigsforbryderdomstol, og man fik placeret et ansvar. Alle de menneskeskabte katastrofer kan vi håndtere, regulært eller irregulært, det er i og for sig ligegyldigt. Hér forsøger vi dog at finde mening i galskaben, men … naturkatastroferne er sværere at håndtere. Her er der ingen man kan drage til ansvar. Der er selvfølgelig altid noget brokkeri over myndighederne der ikke har givet varsel i god tid eller reageret hurtigt nok med hjælpen, men der er ingen man kan drage til ansvar. Nogle prøver så at drage Gud ind i det, nogle har således villet forklare det nylige jordskælv og den ødelæggende flodbølge i Phuket som en himmelsk straf over et turistområde med løssluppen sex—turisme og letsindigt liv. Jeg tror Gud vil have sig frabedt!
Det er ikke til at se nogen mening eller sammenhæng i naturkatastrofer. Menneskeskabte katastrofer, terrorisme, krige, økonomisk udsultning af lande og folk – det kan vi dog håndtere, vi kan protestere, vi kan intervenere, vi kan gøre noget ved det, vi kan ændre det. Men naturkatastrofer er vi magtesløse overfor. Hér erkender vi at vi er underlagt forgængeligheden, tilfældigheden, skæbnen eller hvad vi nu vil kalde det.
Hvad skal vi dog gribe og gøre i? Hvor er håbet, hvor er frelsen? Jeg vil gerne kalde alle kloge hoveder frem – politikere, beslutningstagere, filosoffer, selvsikre ateister – og spørge: hvor er frelsen, hvad skal vi gøre?
Når det i vort evangelium til i dag siges at han skulle hedde Jesus, så begrundes det med at englen havde sagt sådan. For det havde vel ikke ændret stort om han var blevet kaldt Josef eller Samuel eller Daniel eller et andet godt jødisk navn. Men når det er så vigtigt at hans navn skulle være dette helt bestemte, så ligger der noget i det som vi ikke kan høre, fordi vi ikke kender deres sprog. I Det nye Testamente er navnet skrevet med græske bogstaver, og der hedder han Jesoús. Det er så på andre sprog blevet til Jesus som vi siger, Jésus som man siger på fransk, Gesù på italiensk, Jesus på engelsk. Men det oprindelige jødiske navn var Jesúah — det er det samme som Josva. Vi husker den første Josva, han var Moses’ efterfølger og hærfører for folket da de gik ind i Kanaaens land. Jesúah betyder ”Gud hjælper” eller ”Gud frelser”.
Engle er kendt som budbringere, herolder, nogle der siger det Gud vil have sagt til mennesker. Og i dét navn som englen sagde han skulle have, ligger det hele. Her er hovedindholdet af hvad livet går ud på og har gået ud på lige siden skabelsens morgen, og det som det går ud på lige til opstandelsens morgen på den yderste dag. Det navn, Gud frelser, rækker bagud og fremad — det er det første og det sidste der skal siges i livet.
Vi er alle underlagt livets forgængelighed og tilfældighed. Vi heldige danskere lever i et land hvor der ikke er tsunami’er, disse uforudsigelige, overrumplende flodbølger, vi har ikke borgerkrig, vi har ikke ukontrolleret aids—epidemi, vi har ikke hungersnød, vi er nogle heldige mennesker som hver morgen kan takke Gud for livet og for mulighed for lykke og velfærd.
Men vi har vist ikke andet at pege på end Jesus, Jesúah, ’Gud frelser’. Dét navn er fra evighed til evighed. Læg mærke til at det navn var han blevet kaldt før han blev undfanget i moders liv. Normalt får man et navn efter at man er blevet født, men dette navn har han altså haft før undfangelsen, før fødslen, altså helt tilbage fra Guds evighed. Og vi kan roligt tilføje at dét navn, Jesus, ’Gud frelser’, også rækker længere end alle FN’s fredsbestræbelser, længere end USA’s og Englands og Danmarks forenede krige og fredsskabende operationer eller hvad man nu vil kalde det, længere end end kortsigtede olieinteresser, økonomiske handelsinteresser og kapitalistiske kortsigtede scoringer.
Der er vist ikke noget bedre bud på det nye år, de nye år, på hele vores fremtid: Jesus, Jesúah, Gud frelser! Det er vist det vi kan sætte vort håb til i det nye år og i vort resterende liv. Godt Nytår – Gud frelser!

SALMER:
Guds godhed vil vi prise
Velsignelse, al jordens tarv
Jesus er navnet mageløst
Vor Herre han er en konge stor
Jesus! Frelser og Befrier
Vær velkommen, Herrens år (Nytår)