Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Matt 2,1—12 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: 'Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.' « Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Barndomsberetningen om Jesus og de vise mænd fra Østerland og kong Herodes er en herlig historie — som mange har digtet videre på: de vise mænd er blevet til tre konger selv om der hverken står noget om at der var tre eller at de var konger. Man har endda givet dem navne: Caspar, Melchior og Baltasar. Men sådan er det med gode historier: man kan slet ikke lade være at digte med og lave nye billeder. Således ved ethvert skolebarn da også at de hellige tre konger kom ridende på kameler. Vi kan bare se på vores egen julekrybbe som er lavet af en tredie klasse: der er der også en kamel, sort med blå pukler.
Men hvis vi skal have mere end den gode historie ud af dette evangelium, så kunne vi sigte hele historien, si den, og se hvad der blev tilbage. Og jeg tror den vigtige rest ville være noget med magt: Herodes havde magt, og Jesus havde magt, to magthavere og deres to slags magt. Historien handler i virkeligheden om spillet mellem to magthavere, to magtmennesker.
Både dengang og nu er magt et nøglebegreb i hele vores menneskelige eksistens. Hvis man på computeren søger på internettet på ordet magt, så får man 90600 svar, og hvis man søger på noget andet vigtigt for os, kærlighed, så får man kun 76000 svar. Magt er altså noget vigtigt, og det er nok fordi at magt findes på så mange planer og måder. Man kan have magt, man kan tilkæmpe sig magt, man kan tilrive sig magt, købe sig magt, give magt, bruge magt, misbruge magt, overlade magt, uddelegere magt, føle magt, beruse sig i magt, ligge under for magt — magt indgår i utrolig mange sammenhænge. Og ikke blot i menneskelivet, men også blandt dyr og planter, i naturens fænomener. Tidevandet har en kolossal magt, vinden har magt, og solen får mere og mere magt nu da det går mod lysere tider.
Jeg fornemmer også personligt at magt er det som vi mennesker oftest støder ind i. Det er der hver dag, det er det der tales om i tv og aviser, det er det vi oplever som borgere, skatteydere, ansatte, fodgængere, bilister, forældre, børn, lærere, politi, som stat, som del af EU og NATO og FN. Vi er omgivet af magt, og vi er viklet ind i magt på alle ledder og kanter. Så ... det er altså et højst centralt begreb vi har med at gøre i dette evangelium her på den første søndag i det nye år.
De to magthavere i vort evangelium, kong Herodes og Jesus, var også dybt involveret i magtspillet. Men det var to forskellige slags magt de besad. Kong Herodes havde en herskermagt som grundede sig i romerske soldater og våben. Det var den magt Herodes brugte da han lod alle drengebørn under to år myrde i Betlehem og omegn. Denne herskermagt ser vi overalt i vores verden, både i den gamle verden og i vores nye verden. Der er magthavere hvis magt grunder sig i soldater og våben, og de gør brug af denne magt — for at holde sig ved magten. Det er nemlig en magt som kan mistes. Og når man besidder en magt som kan mistes, lever man på lånt tid. Man må hele tiden leve i frygt for at miste magten. Og jo større risikoen er for at miste magten, des større er frygten, usikkerheden — og des større er magtanvendelsen. Vi kan iagttage dette fænomen i diktaturer hvor diktatoren sidder på en magt som kan mistes. F.eks. i Irak hvor diktatoren endog af frygt har ansat flere dobbeltgængere, nogle der ligner ham på en prik — så er risikoen for at blive skudt ikke så stor. Hvis en diktator slækker på opmærksomheden blot et øjeblik, vil han miste sin magt. Og vi kan også iagttage mekanismen i økonomiske diktaturer, dér hvor kapitalen, mammon, dikterer: hvis præsidenten i et sådant land besidder en magt som kan mistes, så lever man også i frygt. Frygten, usikkerheden, er stor, man lever hele tiden i frygt for anslag, terrorisme, raketangreb, og derfor øger man hele tiden magtanvendelsen: vi er de stærke, vi slår til, vi starter en krig.
Den anden magthaver i vort evangelium, Jesus, besidder også stor magt, men til forskel fra Herodes’ magt kan denne magt ikke mistes. Det er jo dét der er hele pointen i Jesu magt: den var ikke hans egen, det var ikke en magt han havde tiltusket sig ved et tvivlsomt valg eller som beroede på soldater og våben. Der er en fin sammenhæng i at her ved begyndelsen har dette barn fået en kongemagt, og i slutningen af evangeliet siger Jesus selv: “Mig er givet al magten ...”. Og vi kan også lige minde om at da Jesus fik tilbudt den magt som kan mistes, ved fristelsen på bjerget hvor han blev tilbudt herskermagt og dominans — da afviste Jesus dette som en djævelsk fristelse.
At det er en djævelsk fristelse kan ses alene deraf, at den er så udbredt. Mange tror at djævelske fristelser er nogle meget sjældent forekommende ting, men det djævelske er netop de er så udbredte og lettilgængelige. Jeg tror ikke nogen af os går fri af den fristelse til magt som kan mistes. Nu kunne det jo være så dejligt hvis vi blot skulle vælge, for hvis valget stod mellem en magt som kan mistes og en magt der aldrig kan mistes, så skulle man dog være mere end dum for ikke at vælge rigtigt. Men vi er i den situation at vi allerede, før vi skal til at vælge, er viklet ind i også den magt der kan mistes. Vi er som borgere i dette slaraffenland medlem af den vestlige verden, af EU med al den magt det giver. Vi er nemlig i den ubehagelige situation at hele vores magt som et af verdens rigeste lande egentlig ikke er en magt vi har fået givet — hvem skulle dog have givet os den? Nej ... det er en magt som kan mistes. Når alle undertrykte, fattige folk i verden efterhånden kæmper sig fri af gammel kolonialisme og uretfærdig fordeling af verdens goder, alle kinesere og indere f.eks., så vil vi med gru opdage at vi skal til at miste noget af vores magt. Hvis alle kinesere og indere skal have lige så megen benzin til rådighed som os, lige så mange biler, lige så megen varme og elektricitet, lige så mange kilo søndagsaviser som os, lige så mange kilo skrald som os – og hvorfor skulle de egentlig ikke dét? — så vil der ganske enkelt ikke kunne blive så meget til os som nu.
Når vi før konstaterede at Herodes’ magt er en magt der kan mistes, så kunne man måske finde eksempler på at en sådan magt har holdt et helt liv igennem. Der er eksempler på kejsere, diktatorer, tyranner, som ikke mistede magten, men så må vi nøgternt konstatere at de mistede den dog da de døde. Ingen har bragt magt med sig over dødens grænse. En død kong Herodes er lige så død som ethvert andet menneske. Det vil altså sige at den magt der kan mistes, ikke rækker længere end til døden. Man kan måske leve på den magt et liv igennem, men så er der heller ikke mere. Og det bliver så også et liv med den mistelige magts følgesvend: frygten.
Den anden magt, den umistelige, har ikke dette korte perspektiv, for magten tilhører jo ikke mig. Det er ikke min magt, men en magt der er givet, vi kunne sige: givet til låns. Den magt er ikke min, men Gud Faders egen magt, og frem for at tale om at have en sådan magt, ville det være mere rigtigt at sige at man kan have del i den magt. Og at have del i en umistelig magt indebærer jo et liv uden frygt. Hvis man ikke har noget at miste, behøver man jo ikke være bange for tyve. Man behøver kun at frygte for at blive bestjålet hvis man ejer noget, hvis det er mit, hvis det er en skat der kan gå til, blive væk, blive taget.
Så ... selv om vi ikke står i en helt fri valgsituation til at vælge rigtigt, så kan vi godt alligevel have disse overvejelser om de forskellige slags magt med som pejlepunkter for vort liv således, at vi — når vi har mulighed for det, vælger den magt der ikke kan mistes, den magt der fylder mennesker, både os selv og andre, med glæde. Ligesom der står om de vise mænd at deres glæde var meget stor, da de nåede frem til den magt de så i det nyfødte barn, og som resulterede i at de begyndte at give. Og hvis man er i tvivl, altså hvis man spørger: hvad kan jeg dog gøre i denne komplicerede verden, hvad betyder min lille stemme? – så er det dog alligevel sådan at vi må vælge.
Der er egentlig tre muligheder: enten glider vi med og vælger og støtter den magt der kan mistes: sæt dit kryds og giv din stemme til dem der lige nu har tilranet sig en politisk magt som de bruger med alle midler for at bevare og udbygge magten der kan mistes. Eller gør det modsatte: lad være at tro på den kortsigtede magt, de anløbne ’kreative’ politikere, internationalt og lokalt, der i mange tilfælde vildleder vort folkestyre og laver kreative bogføringer og kreative fortolkninger af både internationale og lands— og kommunalpolitiske love og regler. Eller også den tredje mulighed: man siger: jeg gør ingenting, jeg er sofavælger, jeg forholder mig passiv, jeg siger ingenting – denne holdning fører jo ikke til noget, den har kun døden som perspektiv.
Den evangeliske indsigt tilsiger os at styrke den magt der ikke kan mistes, for dén vil altid udløse dette at man begynder at give, at skabe glæde og give glæden videre i verden. Æret være de hellige tre konger!

SALMER:
Dejlig er den himmel blå
Gør dig nu rede, kristenhed
De hellig tre konger så hjertensglad
Med den enbårnes herlighed
Vor Herre han er en konge stor (v.4—5)
Behold os, Herre! ved dit ord