M E N U:

Prædikener 1. tekstrække
Prædikener 2. tekstrække
Salmer

Tilbage til forside

FORTEGNELSE: Prædikener 1 tekstrække


Bøn finder sted i en Gudsriges—sammenhæng
Prædiken til 5. søndag efter påske
25. maj 2003

Joh 16,23b—28
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: »Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Kirkeåret har sit forløb, det er ikke det samme der siges hver søndag. Jul, Påske og Pinse er de store højtider, men også de øvrige store dage i kirkeåret, Bededag, Kristi himmelfarts dag, Alle helgens dag, har sit særlige præg. Og hver søndag har sit særlige præg. Søndagen i dag hedder fra gammel tid ’Bønnens søndag’ fordi vore læsninger handler om bøn. I dag er det altså bøn det drejer sig om.
Nogle gange ser man offentliggjort en statistik i aviserne hvor man har spurgt danskerne om de beder. Men det er ikke rigtigt til at vide hvad det egentlig er man undersøger og får tal på, for vi beder jo alle sammen om noget hver dag: ’Jeg vil gerne bede om to rundstykker og to kryddere’. ’Vil du lige række mig mælken?’, ’Mor, må jeg godt få penge til en biografbillet?’. Vi kender alle sammen til at bede. Så det der menes, må være om man beder til Gud.
Når mennesker er i stor nød, når der ikke er andet at gøre, så er der mange der beder til Gud. Hvis man f.eks. er ude at flyve og kommer ind i det som kaptajnen i højttaleren altid kalder ’en del turbulens’, altså at maskinen bliver kastet frem og tilbage og til siden, så er der mange der sidder helt stille med foldede hænder. Og hvis mennesker skal gennemgå en stor operation næste dag, så tror jeg også at mange beder til Gud, eller når man skal op til en vigtig eksamen. Og når man så kommer ned på landingsbanen igen efter turbulensen, når man kommer hjem efter operationen, når man har bestået eksamen, så tror jeg de fleste siger ’vi klarede den’, ’jeg klarede den’.
Det der med bøn er noget uigennemskueligt noget, kan man virkelig regne med det når det kommer til stykket? Og så er vi i kirke i dag, på bønnens søndag, og hér får vi sådan set ren besked. Jesus siger: ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”. Det er ellers noget af et tilbud. Der skal nok være en eller anden smart konfirmand som tænker: nu har jeg opskriften, jeg skal bare slutte alle mine bønner lige som præsten gør henne i kirken ved gudstjenesten med at sige ’i Jesu navn, amen’, så vil jeg få det jeg beder om.
Men vi bliver altså lige nødt til at se på hvad det betyder at bede i Jesu navn. I gamle dage havde de fleste mennesker ikke så høj en levestandard som vi har i dag. Den gang var det meget almindeligt at man lånte af hinanden. I dag låner man ikke så meget af hinanden som man gjorde i min barndom. Min mor kunne godt sige til mig: ’Jeg vil bage en kage, smut lige over til fru Jørgensen og spørg om jeg må låne 3 æg’. Så gik jeg over til fru Jørgensen og sagde: ’Jeg skulle spørge fra min mor om hun må låne 3 æg’. Det var der ingen problemer i. Hvis jeg derimod havde sagt: ’Må jeg godt låne 3 æg?’, så ville fru Jørgensen nok have spurgt hvad jeg skulle bruge dem til. Jeg bad altså om noget i min mors navn, og så fungerede det fordi fru Jørgensen kendte min mor og snakkede med hende jævnligt og havde tillid til hende. Hvis jeg nu havde fundet fidusen og gik over til hr. Jørgensen og sagde: ’Jeg skulle spørge fra min far, om han godt må låne din luftpistol’, så ville hr. Jørgensen sikkert have sagt: ’Jeg kommer lige selv over og snakker med din far, så kan jeg tage den med selv’ – dén gik altså ikke.
Bønnen i Jesu navn betyder altså at man beder om det som Jesus selv ville bede om. Og formålet med denne bøn nævner Jesus også: ”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”. Bønnen i Jesu navn er altså en bøn der har Guds Rige som mål, en bøn der fører til den fuldkomne glæde. Og altså ikke blot glæde for et enkelt lille menneske her eller der. Glæden vil jo aldrig blive fuldkommen hvis den blot bedes i eget navn, for perspektivet her er alt for begrænset, ønskerne er for små.
I bønnen er der indbygget et håb – om den fuldkomne glæde. Det er altså ikke blot et lille håb om at jeg må overleve lidt endnu, at mit barn må klare sig lidt endnu, at min lille tilværelse må forme sig lykkeligt så længe jeg lever. Det håb der er indbygget i bønnen er ikke blot den kendte historiske proces forlænget ud i fremtiden, det er det der hedder en nul—prognose. I vort vestlige, danske velfærdssamfund hvor vi i generation efter generation har kunnet leve uden de helt store katastrofer, vi har ikke jordskælv, vi har ikke krig, vi har ikke epidemier, vi har ikke hungersnød eller sult, vi har ikke et undertrykkende diktatur, i dette velfærdssamfund slår vi os let til tåls med en nul—prognose: det skal nok gå, min løn stiger ikke meget, men dog lidt år for år, mine boligforhold bliver lidt bedre år for år, næste år skal vi have malet og have nye altanmøbler. Og det gælder også den anden vej, der er også nul—prognose: tja, vi bliver jo ikke yngre, men endnu kan jeg da både høre og se. Det er alt sammen udtryk for den kendte og tilvante historiske proces forlænget ud i fremtiden. Bønnen er ikke led i en sådan nul—prognose, men det håb der er indbygget i bønnen er et håb om noget helt nyt, noget absolut nyt som kun kan udtrykkes i visionens, drømmens og forjættelsens sprog. Håbet er en ’utopi’ – det betyder egentlig ’intet—steds’ – men det er en utopi som finder sit sted hos os og blandt os på dén måde at det er fremtiden der former nutiden, fremtiden om Gudsriget hvor glæden er fuldkommen. Altså en fællesbøn i et fællesskab af Gudsrigets mennesker.
Men vi må lige føje til at selv om denne bøn i Jesu navn er en fællesbøn, så betyder det ikke at man altid skal være mange sammen for at kunne bede. Også hver enkelt kan bede, men netop som en del af fællesskabet, som et lem på det samme legeme, som en gren på det samme træ, det ene træ.
Det er dét der sker i dåben: her bliver et nyt lille menneske sat ind i et større fællesskab. I den gamle faddertiltale står der at barnet ved dåben er indpodet i Kristus, altså en ny lille kvist der podes ind på det ene træ. Denne indpodning, denne indlemmelse i et stort og langsigtet fællesskab, er måske i dag endnu mere vigtig at understrege end tidligere. I dag er der, især i vores rige del af verden, en jeg—kultur, en individualiserende trend hvor det gælder om at blive set, at være ’in’, at være ’på’, at udfolde sig. Og ikke bare på det personlige plan, men også på det store plan hvor nogle af de rige lande med stort velfærd ser stort på internationale organer og fælles løsninger, miljøaftaler og solidariske handelsordninger og kun tænker på sig selv.
Evangeliet holder os fast på et fællesskab, på et liv og en bøn der rækker længere end til os selv og vores begrænsede horisont. I dag er der ikke ret mange andre steder hvor den uhæmmede individualisme og privatisering og de uhæmmede frie markedskræfter mødes af et alternativ. Men det sker altså her i kirken hvor der ikke blot er tale om at en enkelt bliver glad hist og her, men hvor ønsket og håbet er — som Jesus siger: ”at jeres glæde kan være fuldkommen”. Er det ikke et herligt udtryk, den fuldkomne glæde, det er det vi går efter.

SALMER:
Du, som går ud fra den levende Gud
Beder, og I skulle få!
Bøj, o Helligånd, os alle
Det er så yndigt at følges ad, hvor banet
Herren strækker ud sin arm
Sov du lille, sov nu godt
Som fårårssolen morgenrød